Kunst... der går lige i tårekanalerne

Mine damer og herrer. Smid alt hvad I har i hænderne og lad der så lyde en klapsalvende hyldest. Man ved næsten ikke hvor man skal påbegynde hyldesten af dette yderst komplette værk, for denne fuldkommenhed beror på adskillige påskønnelsesværdige faktorer. Det er dog aldrig en dårlig start at ytre sin begejstring for det instruktørarbejde der lægges for dagen. Hver bevægelse, replik, kameraindstilling osv. er tilrettelagt ned til selv den mindste detalje, og det gør det så vanvittigt svært at indvende noget imod Frank Darabonts kunstværk – for det er notorisk kunst. Heller ikke skuespilpræstationerne gemmer på et ømt punkt. Hver enkelt karakter er så troværdigt og overbevisende formidlet at indvendinger og savn reelt set ikke er berettigede. De karikerede persontyper gør det muligt for tilskuerne at få indblik i og overblik over alle karaktererne og er derfor i stand til at formidle flere personhistorier parallelt.
Og kvaliteten af billedsiden – deri inkluderet lyset – er minsandten lige så fornemt og perfektionistisk serveret.
Under normale omstændigheder er jeg ikke just tilhænger af film hvori magien sætter sit præg på seriøsiteten, men i Den grønne Mil er det en fryd at se hvordan det overnaturlige præg flettes ind i en realistisk og seriøs sammenhæng uden at krænke realismen.
Der er tale om en følelsesmæssigt fængslende beretning der gerne sætter aktivitet i tårekanalerne, og selvom den varer tre timer, synes samtlige scener at have relevans for historien. Det eneste der kan irritere mig er måske netop at den er så pokkers perfektionistisk og fejlfri, men lysten til muligheden for konstruktiv kritik må ikke præge bedømmelsen: Mesterværk!