Rimelig film, jævn Hjejle
3.0
Jeg har blandede følelser efter at have set "Flugten". På den ene side er det et spændende oplæg af Olav Hergel, men jeg kan ikke slippe væk fra fornemmelsen af, at det sagtens kunne have været langt mere medrivende, end det ender med at blive.
Håndværket er sådan set i orden, men en film som denne afhænger i meget høj grad af de centrale skuespillere, og hvordan instruktøren håndterer sit materiale samt valget af fortælleteknik. Uheldigvis lykkes det ikke for alvor at hæve nogen af delene over det jævne. Håndværket er sådan set okay. Jeg har ikke så meget at klage over der, selv om jeg må erkende, at Kathrine Windfelds instruktion ikke giver anledning til bide mærke i noget. John Cleese har engang sagt, at alle englændere forsøger at nå i graven uden at skabe for meget påstyr eller tiltrække sig opmærksomhed, og præcis sådan er instruktionen og fortællestilen også her. Det er hverken skuffende kedelig pap-pizza eller en fantastisk tre-retters gourmet-triumf, men snarere en gang habil biksemad med spejlæg, der måske stiller sulten, men til gengæld også er hurtigt glemt.
Dermed overlades Iben Hjejle i høj grad til selv at skulle bære det hele på sine skuldre, og det er også kun jævnt. Jeg har set Iben Hjejle imponere i gode film, herunder Mifunes sidste sang og endda i Stephen Frears High Fidelity overfor selveste John Cusack. Men her lykkes det ikke rigtigt for hende at gøre Rikke Lyngvig til en person, man for alvor brænder for. Hele kidnapningen i Talibans hænder er forholdsvis udramatisk, og uden at Hjejle får os til at gispe af frygt for, hvordan det dog skal gå den stakkels, stakkels Rikke. Identifikation med hovedpersonen er helt centralt i en film som denne. Det lykkes ikke helt at få os til at identificere os med Rikke her, og derfor kan vi sådan set være lidt ligeglade med, om hun lever eller dør. Nej, jeg siger ikke Hjejles spil er dårligt. Hvis det var tilfældet, ville jeg skælde ud. Men det er jævnt, og jeg efterlades med følelsen af, at det kunne have været meget mere vedkommende, og filmen dermed mere medrivende.
Dermed er Faigh Zamani i rollen som Nazir overladt til at skulle løfte den anden tunge del af historien lidt Palle-alene-i-verden, og det er et urimeligt stort pres at lægge på ham, hvilket da heller ikke lykkes helt.
Det betyder desværre, at filmen i sidste ende bliver noget forglemmelig. Ikke en skidt film på nogen måde. Det er trods alt en god historie, og det fornægter sig da heller ikke. Men vi har glemt den helt om senest et par år. Det havde ikke været nødvendigt. Det her oplag kunne både Windfeld og Hjejle sagtens havde fået noget langt mere interessant og mindeværdigt ud af. Trist det ikke blev til mere.
Håndværket er sådan set i orden, men en film som denne afhænger i meget høj grad af de centrale skuespillere, og hvordan instruktøren håndterer sit materiale samt valget af fortælleteknik. Uheldigvis lykkes det ikke for alvor at hæve nogen af delene over det jævne. Håndværket er sådan set okay. Jeg har ikke så meget at klage over der, selv om jeg må erkende, at Kathrine Windfelds instruktion ikke giver anledning til bide mærke i noget. John Cleese har engang sagt, at alle englændere forsøger at nå i graven uden at skabe for meget påstyr eller tiltrække sig opmærksomhed, og præcis sådan er instruktionen og fortællestilen også her. Det er hverken skuffende kedelig pap-pizza eller en fantastisk tre-retters gourmet-triumf, men snarere en gang habil biksemad med spejlæg, der måske stiller sulten, men til gengæld også er hurtigt glemt.
Dermed overlades Iben Hjejle i høj grad til selv at skulle bære det hele på sine skuldre, og det er også kun jævnt. Jeg har set Iben Hjejle imponere i gode film, herunder Mifunes sidste sang og endda i Stephen Frears High Fidelity overfor selveste John Cusack. Men her lykkes det ikke rigtigt for hende at gøre Rikke Lyngvig til en person, man for alvor brænder for. Hele kidnapningen i Talibans hænder er forholdsvis udramatisk, og uden at Hjejle får os til at gispe af frygt for, hvordan det dog skal gå den stakkels, stakkels Rikke. Identifikation med hovedpersonen er helt centralt i en film som denne. Det lykkes ikke helt at få os til at identificere os med Rikke her, og derfor kan vi sådan set være lidt ligeglade med, om hun lever eller dør. Nej, jeg siger ikke Hjejles spil er dårligt. Hvis det var tilfældet, ville jeg skælde ud. Men det er jævnt, og jeg efterlades med følelsen af, at det kunne have været meget mere vedkommende, og filmen dermed mere medrivende.
Dermed er Faigh Zamani i rollen som Nazir overladt til at skulle løfte den anden tunge del af historien lidt Palle-alene-i-verden, og det er et urimeligt stort pres at lægge på ham, hvilket da heller ikke lykkes helt.
Det betyder desværre, at filmen i sidste ende bliver noget forglemmelig. Ikke en skidt film på nogen måde. Det er trods alt en god historie, og det fornægter sig da heller ikke. Men vi har glemt den helt om senest et par år. Det havde ikke været nødvendigt. Det her oplag kunne både Windfeld og Hjejle sagtens havde fået noget langt mere interessant og mindeværdigt ud af. Trist det ikke blev til mere.
14/01-2009
