Eastwood gør det igen
5.0
Det er simpelt hen utroligt, at Clint Eastwood som snart 80-årig holder et så højt niveau i sine film - han skulle åbenbart lige fylde 70, før han toppede. Og "Changeling" er endda ikke et så rendyrket Eastwood-projekt som hans seneste håndfuld film. Den skulle oprindeligt have været instrueret af Ron Howard, men jeg tror kun, den er blevet bedre af at blive udført i Eastwoods stil.
"Changeling" fortæller den virkelige historie om Christine Collins, som i 1928 må have været lidt af et særsyn som en velfungerende enlig mor med lederstilling i telefonselskabet. Men da hun en dag kommer hjem fra arbejde, er hendes søn forsvundet. Det sætter selvsagt en større eftersøgning i gang, og til sidst kommer politiet så med en dreng til hende. Det er bare ikke hendes søn, og selv om myndighederne gør, hvad de kan for at få sagen til at gå væk, kæmper Christine Collins videre. Og så vil jeg ikke skrive mere, for "Changeling" er én af den slags film, som har bedst af, at man ikke kender handlingen på forhånd. Lad mig bare konstatere, at der sker meget mere, og at det på flere planer er en barsk historie.
Filmen er egentlig manuskriptforfatter J. Michael Straczynskis barn. Det var ham, der stødte på historien og kastede sig ud i en større research af Collins-sagen, som han har omsat til en lang og detaljeret, men også særdeles stramt fortalt film. Og han har tydeligvis mødt en åndsfælle i Eastwood, for "Changeling" passer perfekt til den gamle westernhelts rolige, insisterende fortællestil. Der er nemlig ingen grund til at peppe tingene op med unødige dramatiske virkemidler, når man arbejder med noget, der fundamentalt set er en pissegod historie. Jeg tænkte flere gange på, hvor vildt det er, at alt det her faktisk er sket i virkeligheden.
"Changeling" runder elegant mange temaer i løbet af sine 141 minutters spilletid. Mest synligt er det, at filmen handler om korruption og magtfuldkommenhed hos Los Angeles' politi, der behandler hovedpersonen himmelråbende ringe og nærmest lige ud siger, at nu har hun fået et barn at passe på, så kan hun ikke bare være tilfreds med det. Der er også en undertone af depressionstid og sociale problemer i historien. Men klarest står den feministiske vinkel, for Christine Collins er oppe imod stærke kræfter, der tydeligvis mener, at kvinder skal kende deres plads og holde kæft. Og at man må være hysterisk, når man sådan bliver ved med at råbe op om et forsvundet barn.
I hovedrollen får Angelina Jolie det comeback til seriøst skuespil, som efter min mening ikke helt lykkedes for hende i "A Mighty Heart". Her er hun knaldgod i en rolle, hvor krusninger i mundvigen og andre små nuancer virkelig betyder noget. John Malkovich er også god som den radiopræst, der kaster sig ind i hendes kamp. Men ellers er "Changeling" fyldt med fine birollepræstationer fra stort set ukendte spillere som Jeffrey Donovan og Jason Butler Harner, og det forstærker bare indtrykket af en utroligt gennemført produktion, som også visuelt bringer Los Angeles anno 1928 til live på fornem vis.
"Changeling" er en film, der rummer en dyb indignation, men får den frem uden at slå på stortromme. I stedet bliver historien stille og roligt foldet ud, og jo mere jeg tænker over filmen, jo mere imponeret bliver jeg af, *hvor* dygtig Eastwood egentlig er. Jeg mener ... hvem fanden havde forestillet sig, at man en dag skulle se en film, hvor man kan skrive Eastwood og feministisk i samme sætning?
Han fylder jo 79 til maj, men alderen sløver tilsyneladende heller ikke, for "Changeling" er kun den første af to Eastwood-film, der når biograferne her i foråret. Og den anden, "Gran Torino", skulle endda være bedre, hvis man skal tro de amerikanske anmeldere. Så må den søreme være god, for "Changeling" er tæt på seks stjerner hos mig.
"Changeling" fortæller den virkelige historie om Christine Collins, som i 1928 må have været lidt af et særsyn som en velfungerende enlig mor med lederstilling i telefonselskabet. Men da hun en dag kommer hjem fra arbejde, er hendes søn forsvundet. Det sætter selvsagt en større eftersøgning i gang, og til sidst kommer politiet så med en dreng til hende. Det er bare ikke hendes søn, og selv om myndighederne gør, hvad de kan for at få sagen til at gå væk, kæmper Christine Collins videre. Og så vil jeg ikke skrive mere, for "Changeling" er én af den slags film, som har bedst af, at man ikke kender handlingen på forhånd. Lad mig bare konstatere, at der sker meget mere, og at det på flere planer er en barsk historie.
Filmen er egentlig manuskriptforfatter J. Michael Straczynskis barn. Det var ham, der stødte på historien og kastede sig ud i en større research af Collins-sagen, som han har omsat til en lang og detaljeret, men også særdeles stramt fortalt film. Og han har tydeligvis mødt en åndsfælle i Eastwood, for "Changeling" passer perfekt til den gamle westernhelts rolige, insisterende fortællestil. Der er nemlig ingen grund til at peppe tingene op med unødige dramatiske virkemidler, når man arbejder med noget, der fundamentalt set er en pissegod historie. Jeg tænkte flere gange på, hvor vildt det er, at alt det her faktisk er sket i virkeligheden.
"Changeling" runder elegant mange temaer i løbet af sine 141 minutters spilletid. Mest synligt er det, at filmen handler om korruption og magtfuldkommenhed hos Los Angeles' politi, der behandler hovedpersonen himmelråbende ringe og nærmest lige ud siger, at nu har hun fået et barn at passe på, så kan hun ikke bare være tilfreds med det. Der er også en undertone af depressionstid og sociale problemer i historien. Men klarest står den feministiske vinkel, for Christine Collins er oppe imod stærke kræfter, der tydeligvis mener, at kvinder skal kende deres plads og holde kæft. Og at man må være hysterisk, når man sådan bliver ved med at råbe op om et forsvundet barn.
I hovedrollen får Angelina Jolie det comeback til seriøst skuespil, som efter min mening ikke helt lykkedes for hende i "A Mighty Heart". Her er hun knaldgod i en rolle, hvor krusninger i mundvigen og andre små nuancer virkelig betyder noget. John Malkovich er også god som den radiopræst, der kaster sig ind i hendes kamp. Men ellers er "Changeling" fyldt med fine birollepræstationer fra stort set ukendte spillere som Jeffrey Donovan og Jason Butler Harner, og det forstærker bare indtrykket af en utroligt gennemført produktion, som også visuelt bringer Los Angeles anno 1928 til live på fornem vis.
"Changeling" er en film, der rummer en dyb indignation, men får den frem uden at slå på stortromme. I stedet bliver historien stille og roligt foldet ud, og jo mere jeg tænker over filmen, jo mere imponeret bliver jeg af, *hvor* dygtig Eastwood egentlig er. Jeg mener ... hvem fanden havde forestillet sig, at man en dag skulle se en film, hvor man kan skrive Eastwood og feministisk i samme sætning?
Han fylder jo 79 til maj, men alderen sløver tilsyneladende heller ikke, for "Changeling" er kun den første af to Eastwood-film, der når biograferne her i foråret. Og den anden, "Gran Torino", skulle endda være bedre, hvis man skal tro de amerikanske anmeldere. Så må den søreme være god, for "Changeling" er tæt på seks stjerner hos mig.
15/01-2009
