Dejlig feelgood-indiefilm

4.0
Nick og Norah er begge ved at være færdige med high school. Nick er til gengæld ikke færdig med den kæreste, der har dumpet ham - hende forsøger han at vinde tilbage med søde breve og nøje udvalgte musikmixes. Ad omveje ender mange af hans cd'er dog hos Norah, som Nick aldrig har mødt. Altså før den aften og nat, hvor filmen udspiller sig, og hvor de begge er i byen og leder efter et kultbands hemmelige koncert sammen med venner, kærester og eks-kærester.

"Nick & Norah's Infinite Playlist" er naturligvis en romantisk komedie, men med stil og tone som en indiefilm, samtidig med at feelgood-faktoren er høj. Der er ikke meget struktureret handling eller konflikt i filmen, som i langt højere grad baserer sig på stemning, sødme og de mange bizarre optrin, man kan få ud af en storbys natteliv. Og så har den en charmerende, boblende undertone af kærlighed til både musik og New York.

Instruktør Peter Sollett virker ikke vanvittigt dygtig, for filmen er lidt træg i starten, hvor det ofte synes, som om timingen er lidt væk i replikskifterne, og de sjove scener ikke helt virker. Men stille og roligt kommer filmens stemning og charme ind under huden, formidlet af de fine nattebilleder fra New York og et usædvanligt stærkt soundtrack. Man skriger sjældent af grin, men morer sig på en hyggelig og hjertevarm måde.

Som Nick har Michael Cera en rolle, der minder ret meget om den, han havde i "Juno", og han leverer den i samme rolige, småskæve og bundcharmerende stil. I virkelig velfungerende samspil med Kat Dennings, der er et fund som Norah - en sjældent velspillet kvindelig nørd, som Dennings både giver en småkikset humor og et særdeles nørdet grin. Og i et spraglet galleri af biroller skiller Ari Graynor sig klart ud som Norahs glade festabe af en veninde, der har en uheldig tendens til at drikke sig standervissen og blive væk.

Hvis du elsker musik eller New York - eller måske begge dele - er det meget svært at undgå at blive charmeret af "Nick & Norah's Infinite Playlist". Den har ikke nogen stor historie at fortælle, men den vil også hellere bare have dig med på en glad tur i byen. Det er en film, som handler om at være ung og kaotisk og gå ud og holde fest og være glad i låget og blive forelsket. Og det gør den godt.
Nick & Norah's Infinite Playlist