Når regningen skal betales
4.0
En arrig sirene lyd skærer gennem lærredet og splitter billedet i to dimensioner: nutiden og fortiden. Bruden erindrer fortidens billede af hendes modstander, der gjorde noget grueligt galt i sit blodige, meningsløse nedslagtning af Brudens bryllup for fire år siden. Hun dræbte kun ni ud af ti. Nu står bruden i hendes dørtærskel, midt i en af USA’s fine forstæder. Svinet der dengang som professionel legemorder gennemtævede og huggede et bryllup i flere stykker, har nu fået barn og lever et, hvad vi vil kalde normalt liv. Hvorvidt man nu kan gøre det, i en Tarantino film. Alt dette skider bruden dog på. Hun er her blot for at kræve fortidens regning.
Ved første blik og uden tøven smadrer bruden sin knytnæve ind i knoppen på sin modstander. En vild og voldsom nævekamp der forsætter inde i den fine stue af den flotte hvide villa, udvikler sig til en desperado kamp mellem liv og død, alt i mens skolebussen udenfor sætter datteren til brudens modstander af. Bruden nærer sympati, og kampen stopper midlertidigt da den lille uskyldige pige træder ind ad døren. Hun bliver beordret op på sit værelse af moren, for mor skal lige have en snak med sin veninde. Derefter bliver bruden budt på en varm kop kaffe, så de to lige kan tale deres mellemværende igennem. Før dette har de ikke sagt et ord til hinanden, men deres øjne har lynet som et arrigt tordenvejr.
Det lyder som noget fra en overhysterisk tegneserie, men det er blot Hollywoods største filmnørd der er i aktion. ”Kill Bill” er overdimensionerede post-western af den meget opfindsomme slags. En farlig salsa med sværdhug og blod i spandevis. Men først og fremmest et virtuos og intenst værk, som på ingen måder ligner nogen anden film. Der står med andre ord skrevet med stort: originalitet, og en smule genialitet. Man har mistanke om, at legebarnet Quentin Tarantino meget vel kunne have lavet ”Kill Bill” i den såre simple grund, at det ville være en monstrøs udbasunering af de drømme, han havde, da han stod i videobutikken. For ”Kill Bill” er et ekstravaganza blodbad uden sidestykke, med en overflod af overkarikeret, overpumpet og oversumpede (med blod) popkulturel-western.
Dermed ikke sagt nogen dårlig film. Men en nærmere hyldest til det medie Quentin Tarantino inspireres af. Det visuelle billede – og hyldesten af dette, blandt andet set i Tokyo kampscenen, som pludselig går i sort-hvid, og får et skær af de antikke samuraiværker fra Østen – er blevet sat i forreste række, og selvom filmen mere end nogen anden drukner sig selv med den blodindsmurte farvelade, så hengiver man sig alligevel til Quentin Tarantinos legesyge søgen efter endnu et anderledes og udfordrende visuelt udtryk. Dem er ”Kill Bill” nemlig spækket med til randen – og endda lidt over. Dens kalejdoskopiske univers og stil ejer en barnylysten, en nørds filmiske orgasme, at benene bliver slået væk og smilehullerne totalt udhugget.
Vedvarende gennem filmen, mens det ene overpulserende og opfindsomme billede afløser det andet, så leder man forgæves efter Tarantinos største varemærke: den rappe og postmoderne replik. Der mangler det bid, som får værker som ”Pulp Fiction” og ”Reservoir Dogs” til at nå himmelstrøget af ekstase fra filmelskere. Billederne drukner dialogen. Lyden overdøver skarpheden i den sortsynet komik. Men alligevel kan man ikke hade Quentin Tarantino for at have lavet ”Kill Bill”. For han er vitterlig altid garant for et tiltrængt originalt adrenalin-indskud. For med ”Kill Bill” leverer han sit største (billedlige)skud af atomiske dimensioner, ikke til lattermusklerne eller hjernen, men til øjnene.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Ved første blik og uden tøven smadrer bruden sin knytnæve ind i knoppen på sin modstander. En vild og voldsom nævekamp der forsætter inde i den fine stue af den flotte hvide villa, udvikler sig til en desperado kamp mellem liv og død, alt i mens skolebussen udenfor sætter datteren til brudens modstander af. Bruden nærer sympati, og kampen stopper midlertidigt da den lille uskyldige pige træder ind ad døren. Hun bliver beordret op på sit værelse af moren, for mor skal lige have en snak med sin veninde. Derefter bliver bruden budt på en varm kop kaffe, så de to lige kan tale deres mellemværende igennem. Før dette har de ikke sagt et ord til hinanden, men deres øjne har lynet som et arrigt tordenvejr.
Det lyder som noget fra en overhysterisk tegneserie, men det er blot Hollywoods største filmnørd der er i aktion. ”Kill Bill” er overdimensionerede post-western af den meget opfindsomme slags. En farlig salsa med sværdhug og blod i spandevis. Men først og fremmest et virtuos og intenst værk, som på ingen måder ligner nogen anden film. Der står med andre ord skrevet med stort: originalitet, og en smule genialitet. Man har mistanke om, at legebarnet Quentin Tarantino meget vel kunne have lavet ”Kill Bill” i den såre simple grund, at det ville være en monstrøs udbasunering af de drømme, han havde, da han stod i videobutikken. For ”Kill Bill” er et ekstravaganza blodbad uden sidestykke, med en overflod af overkarikeret, overpumpet og oversumpede (med blod) popkulturel-western.
Dermed ikke sagt nogen dårlig film. Men en nærmere hyldest til det medie Quentin Tarantino inspireres af. Det visuelle billede – og hyldesten af dette, blandt andet set i Tokyo kampscenen, som pludselig går i sort-hvid, og får et skær af de antikke samuraiværker fra Østen – er blevet sat i forreste række, og selvom filmen mere end nogen anden drukner sig selv med den blodindsmurte farvelade, så hengiver man sig alligevel til Quentin Tarantinos legesyge søgen efter endnu et anderledes og udfordrende visuelt udtryk. Dem er ”Kill Bill” nemlig spækket med til randen – og endda lidt over. Dens kalejdoskopiske univers og stil ejer en barnylysten, en nørds filmiske orgasme, at benene bliver slået væk og smilehullerne totalt udhugget.
Vedvarende gennem filmen, mens det ene overpulserende og opfindsomme billede afløser det andet, så leder man forgæves efter Tarantinos største varemærke: den rappe og postmoderne replik. Der mangler det bid, som får værker som ”Pulp Fiction” og ”Reservoir Dogs” til at nå himmelstrøget af ekstase fra filmelskere. Billederne drukner dialogen. Lyden overdøver skarpheden i den sortsynet komik. Men alligevel kan man ikke hade Quentin Tarantino for at have lavet ”Kill Bill”. For han er vitterlig altid garant for et tiltrængt originalt adrenalin-indskud. For med ”Kill Bill” leverer han sit største (billedlige)skud af atomiske dimensioner, ikke til lattermusklerne eller hjernen, men til øjnene.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
17/01-2009
