Herlighedernes fest

Med sin håndfuld af virtuose film i bagagen har engelske Danny Boyle allerede bevist, at han så afgjort ved hvordan en god historie skal skrues sammen. Han ved hvordan man gør en forholdsvis simpel scene til en oplevelse, man kan fortabe sig i. Han ved hvordan man oppumper pulsen og mejsler nerverne i laser hos et filmpublikum. Og han ved om nogen hvordan en elementært spændende historie lyder.
Danny Boyle er hverken en filosof eller en allegori-interesseret menneskehedsdebattør, der benytter filmmediet til at udtrykke sine visdomsord. Boyle er en vaskeægte historiefortæller, og det ændrer hans nyeste film, ’Slumdog Millionaire’, intet ved - den slår derimod en tyk og urokkelig streg under, at han hører til blandt tidens absolut bedste.

Boyle smører tydeligvis på, skærer fra og tillægger et hav af oplagte kneb de fornødne steder for at få sin ikke så lidt spinkle historie til at fremstå så effektiv og medrivende som mulig, men det virker al sammen som en del af den passionerede leg i ’Slumdog Millionaire’. Har man først slugt den mere eller mindre bøvede kamel der ligger i at lade misrøgtede børn med dådyr-øjne udgøre en helt bærende sympatifaktor, så virker det som det mest naturlige i verden at lade sig forbløffe af den ene magiske billedstrøm efter den anden, at hengive sig til Boyles favn og pantsætte sit hjerte til hans fabel. 'Slumdog Millionaire' er i al sin enkelhed en fed omgang film-eskapisme i høj klasse.