Bleen venter på os alle

Kvalitetsgarantien står skrevet med store bogstaver på ”The Curious Case of Benjamin Button”, og den bliver ikke ladet i stikken. Her er nemlig tale om en ualmindelig flot og gennemarbejdet film, der svælger i detaljerede påfund og fortryllende billeder. Man mærker en visuel ekvilibrist trække i trådene hver gang en belysning gør sit indfald. Og man mærker gennemgående et nagende spørgsmål trænge sig på: Kunne det overhoved være gået meget anderledes?

I så fald måtte chancerne have været små, for hvis en tredje kollaboration mellem Brad Pitt og manden der har skænket ham hans mest mindeværdige roller, David Fincer, ikke var en ultimativ garanti på fingerfærdighed, så må det stå hen i mysterierne hvad der er. Pitt spiller med ro og tavs grundighed og David Fincher instruerer så virtuost, som det nærmest kan gøres. I det hele taget slår de hver især en tyk streg under, at de tilhører deres fags absolut dygtigste skikkelser, Pitt som en skuespiller og Fincher som en billedkreatør af de absolut bedste, der findes på markedet.

Alligevel fanges de begge i fælden af et par fuldkommen ubarmhjertige problemer undervejs. Det er en sørgelig, men sand realitet at filmens hovedperson byder på langt de største oplevelser i dens første halvdel, hvor ’The Curious Case of Benjamin Button’ stimulerer et par forunderlige afkroge i hvad der må være ethvert bankende filmhjerte. Der er unægtelig sikret et par vedvarende filmminder i form af en rynket og halvanden meter høj Brad Pitt, der vaskes i et badekar, leger med tinsoldater og sågar sejler på verdenshave i en skrantet oldinge-krop, men Fincher og Pitt er belemret med den utaknemmelige tjans at skulle ’skille sig af’ med en af filmhistoriens mest enestående karakterskikkelser ifølge den skik, historien befaler. Der er uden tvivl et par fuldkommen uvurderlige scener at finde gennem den efterfølgende spilletid, f. eks. står et søslag mod en tysk ubåd uforglemmeligt indprentet i hukommelsen, men det ér i den forgangne første time at magien skal findes.

I takt med at historien udvikler sig bliver den også mindre helstøbt. Finchers leg med filosofiens væsen bliver mere og mere insisterende, og filmen stjæler hist og her fra andre (særligt ’Forrest Gump’ kan føle sig berøvet), samtidig med at vælte rundt i flere passager der er ganske vist er fascinerende, men som også viser at der mangler en genial, videreudviklende idé at støtte sig til - og kun ved at dulme savnet i glæden over Finchers visuelle mesterskab kan det tilgives uden videre eftertanke. En af filmens mest iørefaldende prædikener lyder noget i retning af: ”Vi ender alligevel alle sammen op i en ble”. Den har umiddelbart ikke noget at sige i en større sammenhæng, men er alligevel et forfriskende og finurlig indslag. Det samme kan siges om ”The Curious Case of Benjamin Button”, og det forbløffende intetsigende og alligevel elskværdige udstyrsstykke den er.