Stilhedens tamme råb

Werner Herzog er en af de få filminstruktører der i det universelle ungdomsoprør i 1950’ern til 1970’erne, arbejdede i en tid, hvor man gjorde op mod traditionerne og hvad man i Tyskland kaldte ”Pappas Bio”. Selvom tiden var den rette, og Herzog var en af de mest ikonografiske filmskabere i den nye tyske filmbølge, så er man ikke i tvivl om, at havde tiden været en anden, så havde Herzog stadig lavet de film, han lavet dengang. Han er nemlig en auteur med et mod på, at for alvor at tænke ude om boksen, som en af de eneste i hans branche. Om det er fra at slide hele sit filmhold op under indspilningerne til Cannes vinderen, ”Fitzcarraldo”, eller tage så praktiske metoder i brug som hypnotisering af sine skuespillere, er der intet der står i vejen for den gale mand, når han vil skabe kunst. Selv ikke hans eget liv.

Her har man at gøre med en poet af nærmeste umenneskelige dimensioner, og en mand, der med en røst, som kom den fra himlen, om nogen kan sætte ord, lyde og ikke mindst billeder på det, mange andre ikke kan. Hans besynderlige stil, som balancerer mellem katastrofal b-films kvalitet til bjergtagende og poetiserede billeder og åndeløs vanvidsatmosfære, så er Herzog en mand der ser helt igennem linjerne og begriber, ser og taler om noget ingen andre kan. ”Gåden om Kaspar Hauser”, eller dens oprigtige titel, ”Jeder für sich und Gott gegen Alle” (Hver for sig og gud mod alle), er en film der tager udgangspunkt i en af Tysklands største myter om en mand, som en dag i 1800tallets Nuremburg stod på torvet helt stille, ude af stand til at snakke og gå, og som måtte belæres i det menneskelige liv, han førhen var isoleret fra.

I stedet for at fokusere på at afklare, hvordan det kunne ske og hvem der kunne indespærre et menneske fra fødsel og endda isolerer mennesket i sådan en grad, at det er hensat til sig selv og egen udvikling, så tager Herzog fat i det, han finder mest interessant: hvordan et menneske – på randen til et dyr – formår at formidle menneskelivet og dens omverden, når det frontalt bliver kastet ind i det. Det er en interessant anskuelse, som det altid er når Herzog dissekerer det specielle individ – lad det være en gal, spansk general, en idealistisk, men fattig operaelsker, Dracula eller i dette tilfælde den uudviklede Kaspar Hauser.

Med en billedkvalitet som tenderer til hjemmevideoer af ringeste format, til glimtvise billeder af en naturalistisk svegen af den smukke natur og en hyldest til den, ligner Herzogs ”Gåden om Kaspar Hauser” en meget uprofessionel film, en film som Terrence Mallick har været ude og indspille som inspirationskilde en søndag. Men det samme er tilfældet med den meget bedre ”Aguirre, der Zorn Gottes”. Så hvorfor er ”Kaspar Hauser” hidtil Herzogs svageste film, jeg har set? Noget af svaret skal findes i den til tider amatøragtige dialog, som ikke kan bære de ting, som billederne kan. Selvom den ihærdigt og meget teatralsk prøver. I enkelte tilfælde formår den dog alligevel helhjertet at bære dialogen. I blandt andet Kaspar Hausers møde med en professor i logik, hvor Kaspar med sin rationelle tankegang skyder hul igennem den excentriske professors postulat.

Herzog indkapsler Kaspar Hauser og hans verden i et meget dokumentarisk og underspillet univers. De atmosfæriske lyde skaber en hypnotiserende kuppel over scenerne. Men ikke alt kommer under kuplen, for det virker som om, at ”Gåden om Kaspar Hauser” ikke kan håndbgribe alt det, den vil, og bevirker derfor i nuet, som en halvdygtig filmoplevelse, med sine grove og uprofessionelle træk. Men selvom ”Gåden om Kaspar Hauser” virker filmisk tam, og ikke ejer den glødende intensitet som ”Aguirre, der Zorn Gottes” gjorde, så er der noget transcendent over efterspillet af den. Kaspar Hauser hjemsøger én. Ikke for helheden af oplevelsen, men for de få enkeltstående momenter, hvor kornmarken danser med vinden, alt i mens Kaspar Hauser i stilhed råber på hjælp.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/