Løven der ikke kunne tæmmes
6.0
Som en haltende, såret løve, med en blodig ryg som var den blevet pisket i timevis og et vansiret korpus med en gylden manke, sætter Randy ”The Ram” Robinson i en stol efter en blodig tur i rampelyset. Blikket flakker og smerten vrider og flår i samtlige dele af kroppen. Blodet fosser ud fra et sår, som uhensigtsmæssigt blev lidt større end aftalt. Som et mørbanket, råddent kød sidder Randy tilbage, efter ekkoet af publikums tilråb og jubel for længst er døet ud efter hans martyriske omgang i ringen. Tilbage sidder den pinte wrestler alene i mørket. Smerten er uudholdelig. Og ikke kun den fysiske del af samtlige muskler der skriger nej på endnu en omgang i ringen, men også den essentielle ting der banker bag brystet. For hvad gør man, når kroppen siger nej, men hjertet ja?
Man kan på mange måder associere lighederne mellem Mickey Rourke og hans ”The Ram”. En skuespiller med et ustoppeligt talent gå fortabt i pinlige filmproduktioner, og en forpint wrestler der er blevet indhentet af tiden og skabt en identitet som kroppen ikke længere kan bære. En karriere som har ramt bunden. En ”Rocky” uden noget at vinde. Darren Aronofsky har mesterligt formidlede det enorme talent, der er gemt inde i den enorme skuespillers krop. Som en personlig renæssance af et menneske, giver Aronofsky Mickey Rourke sin helt egen film, hvor i han stråler og brillerer som den wrestler Rourke i virkeligheden også kunne have været. Uden så meget at tenderer til tyk sentimentalitet, kravler ”The Wrestler” ind i knoglemarven, flår tårekanalerne til oversvømmelse og slår en ”Ram Jam” direkte ind i hjertet på én. Et sportsdrama der er ligeså hjerteknugende og mere til som Eastwoods egen sportslige melodrama, ”Million Dollar Baby”.
Bruce Springsteen synger den Golden Globe belønnet titelsang til ”The Wrestler”, som også afrunder filmen på mesterlig og ikke mindst rammende vis. I første vers The Boss:”Have you ever seen a one-legged dog making his way down street? Have you ever seen a one-legged dog, then you’ve seen me.” En strofe som forunderligt opsummerer filmens væsen og sender den direkte ind i ens eget væsen. Nærværet vokser til en nærmest udefinerbar grad og akkurat det samme gør oplevelsen. Uden at ty til billige midler eller virke hysterisk insisterende, kredser Aronofsky sit kamera om sin martret hovedrolles pinefulde vej i livets labyrint uden for ringen. Ringkæmpernes sande kamp uden for ringen er blevet filmatiseret før (Raging Bull, Million Dollar Baby og Rocky), men sjælden har sympatien upåvirket vokset for en ringkæmpers følelsestorturerende vej ind i det liv, han aldrig midt i rampelyset greb. Aldrig har man lidt og blødt så meget undervejs i selskab med en utæmmelig løve, som ikke kan bryde ud af det bur, den er indespærret i.
Det er mig en gåde, hvordan et sportsdrama af historisk kaliber kan blive så forbigået under dette års Oscar-nomineringer. Mickey Rourke er selvskrevet til den statuette, som skal testamenterer hans sande skuespillertalent. Hans selvopofrelse og selvransagelse er tydelig i hvert et blik og i hvert et blødende sår Rourke sender i hjertet på os under de 109 minutter, hvor ”The Ram” er i ringen mod hans modstander, ensomheden, og den uafrystelige frygt der medfører. Hans spirituelle og symbolske hunkønnet klon, stripperen Cassidy, spilles af Marisa Tomei og hun leverer en kraftpræstation og et hudløst ærligt modspil til Rourke. Begge er de på et spirituelt plan ens i deres komplekse dilemma, og begge sælger de deres kroppe for at ren og skær overleve.
Den indædte kamp mod sig selv og livets pludselige realiserende knock-out er formidlet gennem et bevægende, dokumentarisk kamera, som aldrig taber nerve eller dynamik. Dialogen sætter tårerne og hjertet i oprør, mens lyden skaber en atmosfærisk stemning af fortabt håb og falleret menneskeskæbner. Livet kan så hurtigt vende ryggen til én, men det er bare om at tage fat i skulderen på den, og se den direkte i øjnene. Selvom det vil være forgæves, så er forsøget i sig selv nok. Når man ved at man gjorde, hvad man kunne. Når man fandt ud af, at der er ingen vej tilbage. Først der kan man dø i arenaen under pøblens øredøvende velsignelser. Løvens manke vil for altid stråle, selvom kroppen under den vil forfalde og til sidst forgå med tiden der indhenter os alle. Man kan ikke løbe fra tiden, men man kan møde den med et kraftigt, brunstigt brøl og en sidste, symbolsk flyvende ”Ram Jam”.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Man kan på mange måder associere lighederne mellem Mickey Rourke og hans ”The Ram”. En skuespiller med et ustoppeligt talent gå fortabt i pinlige filmproduktioner, og en forpint wrestler der er blevet indhentet af tiden og skabt en identitet som kroppen ikke længere kan bære. En karriere som har ramt bunden. En ”Rocky” uden noget at vinde. Darren Aronofsky har mesterligt formidlede det enorme talent, der er gemt inde i den enorme skuespillers krop. Som en personlig renæssance af et menneske, giver Aronofsky Mickey Rourke sin helt egen film, hvor i han stråler og brillerer som den wrestler Rourke i virkeligheden også kunne have været. Uden så meget at tenderer til tyk sentimentalitet, kravler ”The Wrestler” ind i knoglemarven, flår tårekanalerne til oversvømmelse og slår en ”Ram Jam” direkte ind i hjertet på én. Et sportsdrama der er ligeså hjerteknugende og mere til som Eastwoods egen sportslige melodrama, ”Million Dollar Baby”.
Bruce Springsteen synger den Golden Globe belønnet titelsang til ”The Wrestler”, som også afrunder filmen på mesterlig og ikke mindst rammende vis. I første vers The Boss:”Have you ever seen a one-legged dog making his way down street? Have you ever seen a one-legged dog, then you’ve seen me.” En strofe som forunderligt opsummerer filmens væsen og sender den direkte ind i ens eget væsen. Nærværet vokser til en nærmest udefinerbar grad og akkurat det samme gør oplevelsen. Uden at ty til billige midler eller virke hysterisk insisterende, kredser Aronofsky sit kamera om sin martret hovedrolles pinefulde vej i livets labyrint uden for ringen. Ringkæmpernes sande kamp uden for ringen er blevet filmatiseret før (Raging Bull, Million Dollar Baby og Rocky), men sjælden har sympatien upåvirket vokset for en ringkæmpers følelsestorturerende vej ind i det liv, han aldrig midt i rampelyset greb. Aldrig har man lidt og blødt så meget undervejs i selskab med en utæmmelig løve, som ikke kan bryde ud af det bur, den er indespærret i.
Det er mig en gåde, hvordan et sportsdrama af historisk kaliber kan blive så forbigået under dette års Oscar-nomineringer. Mickey Rourke er selvskrevet til den statuette, som skal testamenterer hans sande skuespillertalent. Hans selvopofrelse og selvransagelse er tydelig i hvert et blik og i hvert et blødende sår Rourke sender i hjertet på os under de 109 minutter, hvor ”The Ram” er i ringen mod hans modstander, ensomheden, og den uafrystelige frygt der medfører. Hans spirituelle og symbolske hunkønnet klon, stripperen Cassidy, spilles af Marisa Tomei og hun leverer en kraftpræstation og et hudløst ærligt modspil til Rourke. Begge er de på et spirituelt plan ens i deres komplekse dilemma, og begge sælger de deres kroppe for at ren og skær overleve.
Den indædte kamp mod sig selv og livets pludselige realiserende knock-out er formidlet gennem et bevægende, dokumentarisk kamera, som aldrig taber nerve eller dynamik. Dialogen sætter tårerne og hjertet i oprør, mens lyden skaber en atmosfærisk stemning af fortabt håb og falleret menneskeskæbner. Livet kan så hurtigt vende ryggen til én, men det er bare om at tage fat i skulderen på den, og se den direkte i øjnene. Selvom det vil være forgæves, så er forsøget i sig selv nok. Når man ved at man gjorde, hvad man kunne. Når man fandt ud af, at der er ingen vej tilbage. Først der kan man dø i arenaen under pøblens øredøvende velsignelser. Løvens manke vil for altid stråle, selvom kroppen under den vil forfalde og til sidst forgå med tiden der indhenter os alle. Man kan ikke løbe fra tiden, men man kan møde den med et kraftigt, brunstigt brøl og en sidste, symbolsk flyvende ”Ram Jam”.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
25/01-2009
