En halt hund er også en hund
6.0
Det føles som en sejr for filmverdenen hver gang en lille og simpel film disker op med noget, som de fleste store film aldrig vil kunne få fingrene i. Der hviler nærmest en dybere sandhed i at opleve hvordan 25 millioner dollars og et koncept baseret på primitivitet resulterede i den mest ribbensrystende katastrofefilm i mands minde med ’Cloverfield’, særligt når afstanden var så slående stor til de nærmeste forfølgere i skikkelse af Rolan Emmerich-filmene ’Godzilla’ og ’The Day after Tomorrow’, der hver især boltrede sig for en femdoblet ’Cloverfield’-regning. Og forbløffelsen rykker en tomme eller to tættere på hjertekulen når man konkluderer, at det er blandt så stilfærdigt smukke og uromantiserede film som ’Lost In Translation”, ”Before Sunset/Sunrise” og ”Evigt solskin i et pletfrit sind”, at filmhistoriens bedste kærlighedsfilm skal findes.
På samme måde er det intet mindre end en triumf at lade sig gispe og bevæge af en så uforskammet enkel film som ”The Wrestler” og de blot 7 millioner dollars, der udgør filmens grobund. Her behøves hverken grædende strygere eller indbydende æstetik når historien om en udbrændt wrestler, der tackler tilværelsen i sit livs sidste akt, skal formidles. Det sørger et håndholdt kamera, en fremragende hovedrolleindehaver og en finfølelse for at fortælle den jordnære historie så suverænt for - og ”The Wrestler” suser ubesværet til tops blandt de absolut bedste menneskeskildringer, der nogensinde har fortalt deres besnærende historier på film.
Det er dog unægtelig svært at forestille sig at det er Darren Aronofsky - manden der med ”Requiem for a Dream” og ”The Fountain” har beriget verden med nogle af de mest bizarre og storladne filmbilleder man kan tænke sig, og udformet sin karriere efter et unikt audiovisuelt sprog - der her står bag kameraet til en så konsekvent omgang minimalisme. Der er ingen ligevægt og ingen tilrettelagt skønhed i billederne af det forsmåede muskelbundt, Randy, der daffer rundt på må og få i en stripklub, en boksehal og på sit på alle måder uophidsende arbejde som ekspedient bag delikatessebiksen, ej heller er der dramaturgiske optrapninger eller fortryllende Clint Mansell-musik til at bevare det publikum, der langsomt måtte føle koncentrationen smuldre. Til gengæld hviler der gennemgående en helt utrolig autenticitet over ”The Wrestler”. Det føles lige så sprængfyldt med liv hver gang Randy kredser rundt om sig selv i hverdagens monotone spor, som når han giver og får blodige bank på sin kvadratiske hjemmebane. Jeg bøjer mig i dyb respekt for Aronofsky her, for det er et forunderligt særsyn at opleve en instruktør - ung som gammel - stole så ufortrødent på sin historie og fortælle den med så afbalanceret omhu.
Ellers er det ingen hemmelighed at filmen lever og ånder med sin berusende kraft takket være Mickey Rourke. Han gør ”The Wrestler” til hvad den er - et knugende og for altid uforglemmeligt mesterværk, og efter at have oplevet Randy ’The Ram’ Robinson i sit livs efterår, og med en hud flettet i hæfteclips, gøre sin sidste krampetrækning for at få tingene til at hænge sammen, føler man sig følelsesmæssigt udmagret. ”The Wrestler” lægger sig i spidsen for en af filmhistoriens mest klassiske genrer, det menneskelige drama, uden en falsk tone, og sjældent har en film spillet på så få strenge og klinget så smukt.
På samme måde er det intet mindre end en triumf at lade sig gispe og bevæge af en så uforskammet enkel film som ”The Wrestler” og de blot 7 millioner dollars, der udgør filmens grobund. Her behøves hverken grædende strygere eller indbydende æstetik når historien om en udbrændt wrestler, der tackler tilværelsen i sit livs sidste akt, skal formidles. Det sørger et håndholdt kamera, en fremragende hovedrolleindehaver og en finfølelse for at fortælle den jordnære historie så suverænt for - og ”The Wrestler” suser ubesværet til tops blandt de absolut bedste menneskeskildringer, der nogensinde har fortalt deres besnærende historier på film.
Det er dog unægtelig svært at forestille sig at det er Darren Aronofsky - manden der med ”Requiem for a Dream” og ”The Fountain” har beriget verden med nogle af de mest bizarre og storladne filmbilleder man kan tænke sig, og udformet sin karriere efter et unikt audiovisuelt sprog - der her står bag kameraet til en så konsekvent omgang minimalisme. Der er ingen ligevægt og ingen tilrettelagt skønhed i billederne af det forsmåede muskelbundt, Randy, der daffer rundt på må og få i en stripklub, en boksehal og på sit på alle måder uophidsende arbejde som ekspedient bag delikatessebiksen, ej heller er der dramaturgiske optrapninger eller fortryllende Clint Mansell-musik til at bevare det publikum, der langsomt måtte føle koncentrationen smuldre. Til gengæld hviler der gennemgående en helt utrolig autenticitet over ”The Wrestler”. Det føles lige så sprængfyldt med liv hver gang Randy kredser rundt om sig selv i hverdagens monotone spor, som når han giver og får blodige bank på sin kvadratiske hjemmebane. Jeg bøjer mig i dyb respekt for Aronofsky her, for det er et forunderligt særsyn at opleve en instruktør - ung som gammel - stole så ufortrødent på sin historie og fortælle den med så afbalanceret omhu.
Ellers er det ingen hemmelighed at filmen lever og ånder med sin berusende kraft takket være Mickey Rourke. Han gør ”The Wrestler” til hvad den er - et knugende og for altid uforglemmeligt mesterværk, og efter at have oplevet Randy ’The Ram’ Robinson i sit livs efterår, og med en hud flettet i hæfteclips, gøre sin sidste krampetrækning for at få tingene til at hænge sammen, føler man sig følelsesmæssigt udmagret. ”The Wrestler” lægger sig i spidsen for en af filmhistoriens mest klassiske genrer, det menneskelige drama, uden en falsk tone, og sjældent har en film spillet på så få strenge og klinget så smukt.
25/01-2009
