Benjamin Gumps forunderlige liv
4.0
Årets Oscar-darling med 13 nomineringer er baseret på en novelle af F. Scott Fitzgerald. Det er en fantastisk historie om en mand, der lever livet baglæns, ved at han bliver født med en gammel mands fysik og bliver yngre, som tiden går. Historien er i filmen flyttet frem i tid, så Benjamin Button i stedet bliver født, ca. samtidig med at Fitzgerald skrev sin novelle.
Mere interessant er det dog, at manuskriptforfatter Eric Roth har ændret historiens fokus. Hvor Fitzgeralds novelle er absurd i stilen og bruger hovedpersonens omvendte liv til at satirisere over sociale normer, bygger Roth filmens historie op omkring heltens store kærlighed og de begrænsninger, det giver at leve i modsat retning af sin elskede. Resultatet er en feelgood-film, der i stemning minder ganske meget om "Forrest Gump" - som Roth også skrev manuskript til.
Som i "Forrest Gump" er det primære budskab i "The Curious Case of Benjamin Button" ærkeamerikansk: At alt kan lade sig gøre, hvis man tror på det; at man skal se hver ny situation som en ny mulighed. Selvfølgelig understreget af, at helten med sit omvendte liv ikke passer ind i den normale måde at gøre tingene på. Samtidig giver Roth og instruktør David Fincher et nik i retning af New Orleans efter Katrina, og det har jo nok kun gjort filmen endnu mere populær i USA.
Jeg synes dog, at det amerikansk-optimistiske budskab kommer til at klinge en smule hult, når man skal bruge en film på hele 166 minutter til at få det serveret. Hvis man sammenligner med "Forrest Gump", er det markant, at hvor den store Tom Hanks-film bredte sin fortælling ud til historiske sammenhænge, holder "The Curious Case of Benjamin Button" sig til den nære verden omkring sine hovedpersoner. Den udspiller sig godt nok over det meste af et århundrede, men den historiske udvikling har nærmest ingen konsekvens i filmen.
Der er ellers gjort et imponerende stykke arbejde med at visualisere den lange periode, historien udspiller sig over, og David Fincher har aldrig tidligere instrueret i så klassisk stil, som han gør her. Billeder og kulisser er lækre, og der er ikke mindst lavet små mirakler i makeup-afdelingen, som har skullet skildre flere af personerne fra ung til gammel.
Det gælder især Brad Pitt, som i hovedrollen primært spiller på sin naturlige karisma. Pitt gør det såmænd udmærket, men jeg har set ham spille bedre i mere komplekse roller - her er han mere eller mindre den samme person gennem hele Benjamin Buttons liv. Så er der mere gods i Cate Blanchett som heltens store kærlighed og i Taraji P. Henson som hans godhjertede plejemor. Hensons Oscar-nominering er fuldt fortjent, hvorimod Pitts vist er én af dem, der hænger sammen med at være god til at bære makeup.
Det her er en rigtig storfilm, og jeg var da også vældig fint underholdt af "The Curious Case of Benjamin Button". Den er regulært medrivende med sin søde kærlighedshistorie og sit fine strejf af magisk realisme. Men den er også næsten for udspekuleret og manipulerende, og når jeg nu tænker tilbage på den, er der altså også en følelse af tomhed bag den særdeles flotte skal. Det kan ikke give mere end fire store stjerner.
Mere interessant er det dog, at manuskriptforfatter Eric Roth har ændret historiens fokus. Hvor Fitzgeralds novelle er absurd i stilen og bruger hovedpersonens omvendte liv til at satirisere over sociale normer, bygger Roth filmens historie op omkring heltens store kærlighed og de begrænsninger, det giver at leve i modsat retning af sin elskede. Resultatet er en feelgood-film, der i stemning minder ganske meget om "Forrest Gump" - som Roth også skrev manuskript til.
Som i "Forrest Gump" er det primære budskab i "The Curious Case of Benjamin Button" ærkeamerikansk: At alt kan lade sig gøre, hvis man tror på det; at man skal se hver ny situation som en ny mulighed. Selvfølgelig understreget af, at helten med sit omvendte liv ikke passer ind i den normale måde at gøre tingene på. Samtidig giver Roth og instruktør David Fincher et nik i retning af New Orleans efter Katrina, og det har jo nok kun gjort filmen endnu mere populær i USA.
Jeg synes dog, at det amerikansk-optimistiske budskab kommer til at klinge en smule hult, når man skal bruge en film på hele 166 minutter til at få det serveret. Hvis man sammenligner med "Forrest Gump", er det markant, at hvor den store Tom Hanks-film bredte sin fortælling ud til historiske sammenhænge, holder "The Curious Case of Benjamin Button" sig til den nære verden omkring sine hovedpersoner. Den udspiller sig godt nok over det meste af et århundrede, men den historiske udvikling har nærmest ingen konsekvens i filmen.
Der er ellers gjort et imponerende stykke arbejde med at visualisere den lange periode, historien udspiller sig over, og David Fincher har aldrig tidligere instrueret i så klassisk stil, som han gør her. Billeder og kulisser er lækre, og der er ikke mindst lavet små mirakler i makeup-afdelingen, som har skullet skildre flere af personerne fra ung til gammel.
Det gælder især Brad Pitt, som i hovedrollen primært spiller på sin naturlige karisma. Pitt gør det såmænd udmærket, men jeg har set ham spille bedre i mere komplekse roller - her er han mere eller mindre den samme person gennem hele Benjamin Buttons liv. Så er der mere gods i Cate Blanchett som heltens store kærlighed og i Taraji P. Henson som hans godhjertede plejemor. Hensons Oscar-nominering er fuldt fortjent, hvorimod Pitts vist er én af dem, der hænger sammen med at være god til at bære makeup.
Det her er en rigtig storfilm, og jeg var da også vældig fint underholdt af "The Curious Case of Benjamin Button". Den er regulært medrivende med sin søde kærlighedshistorie og sit fine strejf af magisk realisme. Men den er også næsten for udspekuleret og manipulerende, og når jeg nu tænker tilbage på den, er der altså også en følelse af tomhed bag den særdeles flotte skal. Det kan ikke give mere end fire store stjerner.
29/01-2009
