Blændende Angelina Jolie i film, der topper for tidligt
4.0
Los Angeles’ bundkorrupte og skydegale politikorps har i 1928 brug for en god sag. De har brug for at finde en dreng. Og så er det i og for sig bedøvende ligegyldigt, om det er den rigtige dreng.
Således er præmissen for den 78-årige Clint Eastwoods Changeling, nyeste bevis på pensionistens imponerende arbejdsraseri.
Drengen, politiet leder efter i den sande historie, er Christine Collins (Angelina Jolie) forsvundne søn, Walter. Drengen, politiet efter fem måneder finder, er ikke Walter – selv om både han selv og politiet forsikrer Christine om netop det. For selvfølgelig kan han være skrumpet syv centimeter, siden sidst hun så ham!
Med moralsk støtte fra præsten og stemningsoppiskeren Gustav Briegleb (en forglemmelig John Malkovich) tager Christine kampen op imod overmagten.
Der er inden for den sidste times tid mange slutninger på Changeling: mindst én for hver fortælling, Clinten her har sat i søen. Det skal ikke forstås sådan, at man ønsker, at Changeling slutter, før den faktisk gør. For der bliver ved med at være spørgsmål, der savner svar, og følelser, der savner forløsning.
Vi kommer med andre ord et stykke omkring i filmens sidste halvdel. Mens Angelina Jolie af strisserautoriteterne meget belejligt parkeres på en anstalt for psykopater, følger vi således udredningen af en makaber drabssag, der måske – måske ikke – involverer vores forsvundne fyr. Selv om der her bestemt er materiale til noget virkelig ubehageligt, står det ikke dramatisk og følelsesmæssigt mål med filmens første time.
For lad os bare være ærlige. Filmen har sine dramatiske højdepunkter tidligt i filmen. Absolut ikke mindst takket være en blændende Angelina Jolie i hovedrollen som Christine Collins. Jolie kunne have spillet hende skingert, men det får hun ikke lov til. For er der noget, der har kendetegnet superpensionisten Eastwood siden sit anerkendende instruktørgennembrud i 2003 med Mystic River er det begavet og dæmpet personinstruktion. Derfor spiller Angelina Jolie fattet og skeptisk autoritetstro, hvorved de desperationsfremkaldte udbrud står desto meget stærkere.
Man kommer således til at savne Jolie, når hun længere henne i filmen træder mere i baggrunden til fordel for en mordsag. Og det er en udfordring af de større samlet set at tage stikkene hjem, når filmen i bund og grund peaker, så tidligt som den gør. Men Clinten gør det. For Changeling er fra start til slut to en halv time senere også så flot og solidt håndværk, at man ikke et øjeblik keder sig.
Således er præmissen for den 78-årige Clint Eastwoods Changeling, nyeste bevis på pensionistens imponerende arbejdsraseri.
Drengen, politiet leder efter i den sande historie, er Christine Collins (Angelina Jolie) forsvundne søn, Walter. Drengen, politiet efter fem måneder finder, er ikke Walter – selv om både han selv og politiet forsikrer Christine om netop det. For selvfølgelig kan han være skrumpet syv centimeter, siden sidst hun så ham!
Med moralsk støtte fra præsten og stemningsoppiskeren Gustav Briegleb (en forglemmelig John Malkovich) tager Christine kampen op imod overmagten.
Der er inden for den sidste times tid mange slutninger på Changeling: mindst én for hver fortælling, Clinten her har sat i søen. Det skal ikke forstås sådan, at man ønsker, at Changeling slutter, før den faktisk gør. For der bliver ved med at være spørgsmål, der savner svar, og følelser, der savner forløsning.
Vi kommer med andre ord et stykke omkring i filmens sidste halvdel. Mens Angelina Jolie af strisserautoriteterne meget belejligt parkeres på en anstalt for psykopater, følger vi således udredningen af en makaber drabssag, der måske – måske ikke – involverer vores forsvundne fyr. Selv om der her bestemt er materiale til noget virkelig ubehageligt, står det ikke dramatisk og følelsesmæssigt mål med filmens første time.
For lad os bare være ærlige. Filmen har sine dramatiske højdepunkter tidligt i filmen. Absolut ikke mindst takket være en blændende Angelina Jolie i hovedrollen som Christine Collins. Jolie kunne have spillet hende skingert, men det får hun ikke lov til. For er der noget, der har kendetegnet superpensionisten Eastwood siden sit anerkendende instruktørgennembrud i 2003 med Mystic River er det begavet og dæmpet personinstruktion. Derfor spiller Angelina Jolie fattet og skeptisk autoritetstro, hvorved de desperationsfremkaldte udbrud står desto meget stærkere.
Man kommer således til at savne Jolie, når hun længere henne i filmen træder mere i baggrunden til fordel for en mordsag. Og det er en udfordring af de større samlet set at tage stikkene hjem, når filmen i bund og grund peaker, så tidligt som den gør. Men Clinten gør det. For Changeling er fra start til slut to en halv time senere også så flot og solidt håndværk, at man ikke et øjeblik keder sig.
31/01-2009
