Megen snak og lidt skyderi i klassisk western
4.0
Er der her et par håndfulde år inde i det 21. århundred overhovedet brug for nye bud inden for en så klassisk genre som den med mænd på hesteryg? Der er i hvert fald et marked for det, synes Hollywood at svare.
Alene inden for de allerseneste år har James Mangold drejet den flotte, men afslutningsvis rigtig irriterende 3:10 to Yuma; Andrew Dominik den afsindigt betagende og velspillede The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford og John Hillcoat den kompromisløse The Proposition.
Alt imens Ed Harris’ Appaloosa kvalitetsmæssigt er et godt stykke fra de to sidstnævnte, så er den til gengæld den mest klassiske western af dem alle. Med en handling så enkel og et tempo så adstadigt, at zapperkulturens mest utålmodige unge formentlig ville ønske sig zappet hjem foran fjerneren, skulle de have forvildet sig til den støvede og temmelig menneskeforladte lilleby, Appaloosa.
Her ridder de to revolvermænd Virgil Cole (Ed Harris) og Everett Hitch (Viggo Mortensen) ind for at hjælpe byens handlingslammede spidser af med den skruppelløse Randall Bragg (Jeremy Irons), som i filmens allerførste scene tager såvel sherif som vicesherif af dage. Det er en oplagt sag for de to herrer, men tingene kompliceres betydeligt, da Virgil forelsker sig i levekvinden Allison French (Reneé Zellwegger).
Der bliver talt rigtig meget og skudt meget lidt i Appaloosa. Tag bare en for handlingen afgørende skudduel, der netop er overstået i en ruf.
”That was quick,” siger Everett.
“Yeah, everybody could shoot,” svarer Virgil.
Det illustrerer samtidig en dejlig underspillet og afvæbnende humor, der ofte gør de lange dialogsekvenser til en fornøjelse at lytte til. Så selv om Appaloosa hverken er sindsoprivende spændende eller – for genren – sindsoprivende betagende i sine billeder, så er det her så old school western, at man drages, hvis man kan lide det – og keder sig bravt, hvis man ikke kan lide det.
Jeg kan godt lide det – og lever med, at Reneé Zellwegger nok engang irriterer mig frygteligt. Til gengæld er alene Jeremy Irons rustne stemme nærmest et biografbesøg værd.
Alene inden for de allerseneste år har James Mangold drejet den flotte, men afslutningsvis rigtig irriterende 3:10 to Yuma; Andrew Dominik den afsindigt betagende og velspillede The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford og John Hillcoat den kompromisløse The Proposition.
Alt imens Ed Harris’ Appaloosa kvalitetsmæssigt er et godt stykke fra de to sidstnævnte, så er den til gengæld den mest klassiske western af dem alle. Med en handling så enkel og et tempo så adstadigt, at zapperkulturens mest utålmodige unge formentlig ville ønske sig zappet hjem foran fjerneren, skulle de have forvildet sig til den støvede og temmelig menneskeforladte lilleby, Appaloosa.
Her ridder de to revolvermænd Virgil Cole (Ed Harris) og Everett Hitch (Viggo Mortensen) ind for at hjælpe byens handlingslammede spidser af med den skruppelløse Randall Bragg (Jeremy Irons), som i filmens allerførste scene tager såvel sherif som vicesherif af dage. Det er en oplagt sag for de to herrer, men tingene kompliceres betydeligt, da Virgil forelsker sig i levekvinden Allison French (Reneé Zellwegger).
Der bliver talt rigtig meget og skudt meget lidt i Appaloosa. Tag bare en for handlingen afgørende skudduel, der netop er overstået i en ruf.
”That was quick,” siger Everett.
“Yeah, everybody could shoot,” svarer Virgil.
Det illustrerer samtidig en dejlig underspillet og afvæbnende humor, der ofte gør de lange dialogsekvenser til en fornøjelse at lytte til. Så selv om Appaloosa hverken er sindsoprivende spændende eller – for genren – sindsoprivende betagende i sine billeder, så er det her så old school western, at man drages, hvis man kan lide det – og keder sig bravt, hvis man ikke kan lide det.
Jeg kan godt lide det – og lever med, at Reneé Zellwegger nok engang irriterer mig frygteligt. Til gengæld er alene Jeremy Irons rustne stemme nærmest et biografbesøg værd.
01/02-2009
