David Finchers forunderlige venstrehåndsarbejde

Det "forunderlige" ved denne film ligger vist mest i titlen, da selve filmen er noget af en jævn omgang. Jeg så anmeldelsen i DR2's Premiere først, men selv om tit synes deres "premiereklub" er den rene tidsspilde, så er det svært at være uenige med dem, når de beskriver filmen som en mand, der fødes gammel og bliver yngre og yngre, men ellers gennemlever sit liv i over to timer, og så er det hele slut. For sådan er filmen helt præcist. At hovedpersonen bliver yngre i stedet for ældre er måske underligt, men plotmæssigt er det en gimmick, der mest bruges til at adskille ham fra alle andre, fordi hans liv og oplevelser ellers er helt igennem ordinære.

Selv om Blanchett og Pitt er gode skuespillere, så lykkes det slet ikke for Pitt at gøre Benjamin Button så vedkommende, at vi griner og græder over hans sejre og nederleg gennem livet. Han virker underligt uengageret, som var han blot et passivt vidne til historiens gang omkring sig, og derfor bliver vi som tilskuere også passive vidner uden den store medfølelse for og indlevelse i, om hovedpersonerne lever eller dør.

Ikke engang som historisk film, gør Benjamin Button sig særligt bemærket. De historiske episoder bruges mest af alt til at finde på en flok mere eller mindre genkendelige historiske flashbacks, som kan bruges til at illusterere Buttons liv uden at skullle forklare en masse. Lidt ligesom DR's Krøniken, om hvilken Kim Skotte engang sagde, at det smarte ved at lægge en fortælling om at historiske begivenheder er, at så behøver man ikke finde på noget interessant selv, fordi historien jo passer sig selv, og vi ved alle, hvordan den udformer sig. Ikke at jeg har noget mod historiske fortællinger, men de skulle gerne uddybe og detaljere historien en smule i stedet for bare at fungere som belejlig og genkendelig baggrund, når en forfatter ikke kan finde på noget selv. I Benjamin Button begrænser opfindsomheden sig - ligesom i Krøniken - lidt til "og her var vores hovedperson altså, da han hørte eller oplevede ". Det er nemt, det skaber identifikation, fordi vi alle kender de store historiske begivenheder, og det er i yderste konsekvens den ultimative falliterklæring rent plotmæssigt. Især når man - som her - end ikke gider bruge historien til noget. Selv den sammenkædende historie, hvor Daisy fra sit dødsleje fortæller en ligegyldig Julia Ormond om Benjamin Button skal det hele foregå på et hospital i New Orleans, mens Katrina raser udenfor, men uden at det bliver brugt til noget som helst overhovedet.

Og sådan vader vi altså også gennem Benjamin Buttons Forunderlige Liv som lidt af en ørkenvandring. Parallelerne til Forrest Gump er ikke til at tage fejl af (og her finder vi nok også årsagen til de mange Oscar-nomineringer), men det slutter så også der. Forrest Gump prøvede trods alt at fortælle os noget væsentligt, som hovedpersonen sin retarderede tilstand til trods havde opdaget, og hvilket derfor blev stillet i skarp kontrast, for hvordan kan vi overse de store linier i livet selv, når selv retardede Forrest kan få øje på det? Men det virker slet ikke i Benjamin Button. Bevares, Benjamin er ikke retarderet, men det er ikke rigtigt årsagen. Den er snarere, at vi slet ikke oplever nogle store sandheder sammen med ham. Dels fordi vi aldrig kommer tæt nok på, dels fordi han aldrig opdager dem. Tag f.eks. scenen, hvor han igen møder Daisy, der nærmest kaster sig i armene på ham, men bliver afvist. Vi ved ikke hvorfor, han afviser hende, og det duer ikke, men selv om han i sin voice-over taler om tabte muligheder, så får vi aldrig illusteret, at det forliste møde har konsekvensser. De mødes bare igen og igen, indtil timingen er der, og de vil have hinanden. Slut prut.

Gør det så "Benjamin Buttons forunderlige liv" til en skidt film? Nej da. Det er skam en rimelig underholdning om menneskelige værdier, så længe det varer. Men mere er der ikke at komme efter, og det betyder, at oplevelsen er meget jævn. Det undrer i den grad, hvordan en så ordinær og uambitiøs film har høstet så mange store Oscar-nomineringer, især når flere andre kandidater blev fuldstændigt overset. Et amerikansk udtryk hedder "go with the winners". Man kan også sige, "if you can't beat them, join them." Derfor vil jeg tillægge de mange nomineringer til den tankegang i den forstand, at folk har set denne film og tænkt at den lignede Forrest Gump rigtigt meget. Og da Forrest Gump var en god film (også med Eric Roth som manuskriptforfatter...), der også fik en hoben nomineringer (og vandt seks), jamen så måtte man jo gøre det samme her. Ellers er det meget svært at forstille sig, hvordan akademiet kan have indstillet denne film til så mange Oscars. Den besidder slet ikke Forrest Gumps varme, og sammenlignet med Tom Hanks's godtroende fjols er Brad Pitts spil helt igennem uengageret. Desuden er filmen for lang, næsten 25 minutter længere end Forrest Gump, uden at den på nogen måde prøver at retfærdiggøre det. Jeg har intet mod lange film, men så skal de trods alt også ville bruge tiden til noget. Det vil Benjamin Button ikke, og derfor kommer den til at virke lungtrukken undervejs. Især de mange halvhjertede plotpoints skuffer. Som urmageren (Elias Koteas), der har lavet uret på banegården til at gå baglæns, fordi hans døde søn så måske alligevel kan vende hjem fra krigen (suk...), eller den gamle knark på plejehjemmet, der hele filmen igennem skal fortælle os, hvordan han flere gange er blevet ramt af lynet, uden at det bliver brugt til noget væsentligt i plottet. Det giver et indtryk af, at Eric Roth gerne ville genskabe sin succes fra Forrest Gump ved at plagiere sit tidligere manuskript, hvorefter det er havnet hos Fincher, der ikke har vidst, hvad han skulle gøre ved det, bortset fra åndsfraværende at skyde det fra ende til anden. I over to en halv time. Bevares, Fincher og hans skuespillere er dygtige nok til, at man ikke keder sig helt ihjel, men så er der afgjort heller ikke mere at komme efter. Det underholder som sagt, mens man ser det. Hvis du på den anden side hellere sætter Forrest Gump i dvd'en for ottende gang, så kan jeg godt forstå det - det er dels hurtigere overstået, men også mere vedkommende, fordi den grimme bismag af pladdersentimentalitet blev fjernet i Zemeckis' kyndige hænder. Jeg håber så sandelig ikke Fincher vinder noget for den her triste omgang, når man tænker på, at han ikke kunne få noget for Fight Club og Se7en, der er langt, langt bedre film. Det vil være en skændsel, hvis han vinder for den her gang fastløns- og venstrehåndsarbejde. Vi skal i stedet have Fincher tilbage til noget arbejde i stil med de førnævnte titler, hvor han faktisk flyttede noget, når man så hans film.