Teknisk snilde og afgrundsdybe kavalergange
2.0
Der er ikke mange gode grunde til at se Frank Millers The Spirit, der som sine fætre Sin City og 300 er skudt op ad en grøn skærm og senere lagt ind i et computerskabt tegneserieunivers. Men lad mig da bare i den positive ånds tjeneste begynde med dem.
(1) Filmens eksistensgrundlag, den tekniske kunnen, er det svært at sætte en finger på. (2) En vanvittigt overspillende Samuel L. Jackson som Octopus, skurk nummer et, er ret underholdende i én scene. (3) Louis Lombardi – som jeg hidtil kun har kendt som kvabsede Edgar i 24 timer – er morsom i en multirolle som klonet, gumpetung hjælper. Og (4) – som er en god grund for dem af hankøn – afgrundsdybe kavalergange hos ikke mindst Eva Mendes’ skurk nummer to, Sand Saraf.
Det er dét, der skal holde The Spirit oven vande. En tung, tung opgave med den dødvægt af en uinspirerende historie filmen oveni sejler rundt med taget i betragtning. Det kan koges ned til, at vores to førnævnte skurke er klar på ulykker, så snart de får byttet et par kasser.
Det er så dét, byens sjæl, The Spirit, skal forhindre. I skikkelse af Gabriel Macht har denne superhelt fra undergrunden mindre mystisk karisma end en daggammel leverpostej. Han ikke alene fortæller os, hvad han tænker, føler og sanser i sin sædvanligvis lamme voice-over, han gør det gudhjælpemig også i faktisk dialog – selv om der ikke er andre med i scenen. Bare lige for at få alle med, tilsyneladende.
The Spirit underholder marginalt mere og mere, som spilletiden skrider frem. Det redder en meget lille stjerne nummer to hjem. Men også kun mod, at Frank Miller for al fremtid lover ikke at tro, at teknisk snilde og smækre damer gør en god film alene. Historien skal også være der.
(1) Filmens eksistensgrundlag, den tekniske kunnen, er det svært at sætte en finger på. (2) En vanvittigt overspillende Samuel L. Jackson som Octopus, skurk nummer et, er ret underholdende i én scene. (3) Louis Lombardi – som jeg hidtil kun har kendt som kvabsede Edgar i 24 timer – er morsom i en multirolle som klonet, gumpetung hjælper. Og (4) – som er en god grund for dem af hankøn – afgrundsdybe kavalergange hos ikke mindst Eva Mendes’ skurk nummer to, Sand Saraf.
Det er dét, der skal holde The Spirit oven vande. En tung, tung opgave med den dødvægt af en uinspirerende historie filmen oveni sejler rundt med taget i betragtning. Det kan koges ned til, at vores to førnævnte skurke er klar på ulykker, så snart de får byttet et par kasser.
Det er så dét, byens sjæl, The Spirit, skal forhindre. I skikkelse af Gabriel Macht har denne superhelt fra undergrunden mindre mystisk karisma end en daggammel leverpostej. Han ikke alene fortæller os, hvad han tænker, føler og sanser i sin sædvanligvis lamme voice-over, han gør det gudhjælpemig også i faktisk dialog – selv om der ikke er andre med i scenen. Bare lige for at få alle med, tilsyneladende.
The Spirit underholder marginalt mere og mere, som spilletiden skrider frem. Det redder en meget lille stjerne nummer to hjem. Men også kun mod, at Frank Miller for al fremtid lover ikke at tro, at teknisk snilde og smækre damer gør en god film alene. Historien skal også være der.
01/02-2009
