Forunderlige forventninger
4.0
David Fincher leger med CGI-teknologi og med narrativer i ”The Curious Case of Benjamin Button”. Brad Pitt spiller titelrollen som manden, der blev født i 1910erne som en gammel mand og med tiden bliver yngre og yngre. Filmen er fortalt i et flashback af hans livs store kærlighed Daisy (Cate Blanchett) til sin datter (Julia Ormond).
Benjamin er på grund af sin sære tilstand altid en outsider, der betragter verden udefra. Alt i hans liv er forkert. Når folk ser ham som en gammel, erfaren rotte, er han en ung, naiv knægt. Når folk ser ham som en ung mand, er han mærket af livet.
"Benjamin Button" har ikke den klassiske klare narrativ, hvor en hovedpersons ambitioner, drømme og vilje styrer plottet. Filmen flyder i stedet blot fra det ene øjeblik til det næste. Benjamin er blot en observatør af en forunderlig verden, hvor senile gamle mennesker fortæller anekdoter om at blive ramt af lynet. Hvor gamle elskerinder udlever deres livs drømme i en sen alder. Hvor kolibrier bakser otte-taller med vingerne, når mennesker dør.
Finchers film er forunderlig. Den flyder fra det ene øjeblik til det næste uden en større, dybere mening, andet end at vi ikke ved, hvad der kommer os imøde i livet.
Jeg så dog også et andet plan i filmen. Nemlig spillet mellem publikum og film. Fincher snyder os, hver gang han griber os med sin absurde fantasifortælling. Filmen siger måske ikke noget dybt om alderdom og ungdom, men den siger noget interessant om vores forforståelser og forventninger til livet som den store narrativ. Selvfølgelig bliver ingen mand ramt af lynet syv gange. Selvfølgelig bliver ingen mand født gammel. Men det er en god historie.
Benjamin er på grund af sin sære tilstand altid en outsider, der betragter verden udefra. Alt i hans liv er forkert. Når folk ser ham som en gammel, erfaren rotte, er han en ung, naiv knægt. Når folk ser ham som en ung mand, er han mærket af livet.
"Benjamin Button" har ikke den klassiske klare narrativ, hvor en hovedpersons ambitioner, drømme og vilje styrer plottet. Filmen flyder i stedet blot fra det ene øjeblik til det næste. Benjamin er blot en observatør af en forunderlig verden, hvor senile gamle mennesker fortæller anekdoter om at blive ramt af lynet. Hvor gamle elskerinder udlever deres livs drømme i en sen alder. Hvor kolibrier bakser otte-taller med vingerne, når mennesker dør.
Finchers film er forunderlig. Den flyder fra det ene øjeblik til det næste uden en større, dybere mening, andet end at vi ikke ved, hvad der kommer os imøde i livet.
Jeg så dog også et andet plan i filmen. Nemlig spillet mellem publikum og film. Fincher snyder os, hver gang han griber os med sin absurde fantasifortælling. Filmen siger måske ikke noget dybt om alderdom og ungdom, men den siger noget interessant om vores forforståelser og forventninger til livet som den store narrativ. Selvfølgelig bliver ingen mand ramt af lynet syv gange. Selvfølgelig bliver ingen mand født gammel. Men det er en god historie.
01/02-2009
