Filmnørden anmelder Kandidaten
1.0
Nikolaj Lie Kaas er en god skuespiller og han skuffer ikke i rollen som Jonas, men han overrasker heller ikke. Valget af Ulf Pilgaard som hans fars gamle kollega er også godt, men byder ikke på nogen overraskelser. Filmen er flot fotograferet og byder på massevis af stemningsskabende billeder, men uden nogle særlige visuelle overraskelser. Musikken er skruet flot sammen, men byder kun på den overraskelse, at det i perioder er kopieret direkte fra The Bourne Identity, ned til den mindste detalje - ned til den mindste samplede, staccato, effekt-behandlede strygerlyd. Og i musikken gemmer sig faktisk den grundlæggende mentale indstilling, som Kasper Barfod er gået til denne film med. Han har i sit forsøg på at skabe en solid dansk thriller, stjålet så meget fra hans udenlandske inspirationskilder, at filmen ikke er "inspireret af" film X og Y. Den er "kopieret fra" film X og Y, nøjagtigt som musikken er kopieret fra The Bourne Identity. Ingen tvivl, skal man stjæle, så stjæl fra de bedste, så længe du gør det flot nok. Et røveri der er perfekt eksekveret er imponerende og værd at sætte pris på. Og her stjæler Barfod billeder, lyd, stemning og musik fra de bedste, med arme og ben og han gør det godt. Problemet er at han har stjålet historien fra Hollywoods glemmekasse. Kassen med manuskripter, som ingen rigtigt vil kendes ved mere. Dumt gjort.
Men hvad er det så for en stinker af et loppemarked-manus, Barfod har fået sine lange fingre i? Det er et manus, der har alt. Kærlighed, mord, konspirationer, action, pistoler, biljagter, mafiaen, bedrag og drama. Problemet er, at alle disse fine komponenter burde være bundet stramt sammen af realisme, men det er de ikke. De er bundet sammen af tynde, gennemtraskede klichéer. Et faktum som den ligeså klichéfyldte plakat til filmen også lugter lidt af. En thriller som denne SKAL operere indenfor realismens klokkeklare grænser for at virke, men det gør Kandidaten ikke.
*** SPOILER-ALERT ***
Et eksempel:
Jonas bliver på et tidspunkt arresteret af politiet. På vej til politistationen, sidder de fast i en trafikprop. Betjentene forlader bilen. Dette udnytter Jonas, til at åbne bildøren og flygte (ville en top-advokat rent faktisk gøre dette?). Men man kan ikke bare lige sådan åbne døren i en politibil indefra "passagersædet". Sådan en er skam godt og grundigt låst.
Et andet eksempel:
Jonas er den absolut bedste advokat i Danmark. Han ved alt hvad man kan om mord og gerningssteder. Alligevel forlader han hotelværelset på Skt. Petri uden at tjekke ordentligt efter, om den "myrdede" pige nu rent faktisk ér død? Usandsynligt!
Et trejde eksempel:
Jonas løber tilfældigvis ind i den "myrdede" pige på gaden i København, selvom det er nogle ufatteligt snu og pengestærke hoveder der står bag hele setup'et. Ville de selvsamme snu og pengestærke hoveder ikke ha' sendt hende udenlands efter "mordet", for netop at undgå denne situation?
Rækken af sådanne usandsynlige og urealistiske hændelser er så godt som uendelig. Der findes næsten ikke en scene i filmen, der ikke indeholder et krater af et plothul, som ovennævnte. Det er både ærgerligt og møg irriterende. Netop fordi at ALT andet end filmens plot er så flot lavet, gør at publikum vil føle sig endnu mere røvrendt af filmen. Kasper Barfod har uden tvivl talent. Alle filmens gode aspekter taler jo for sig selv. Men indtil han lærer at en kage ikke bare skal være flot, men også smage godt, så vil han altid bage tørre studenterbrød, fyldt med elementer fra andre film, men uden nogen form for indhold eller personlighed.
Filmnørdens karakter: En røvrending
http://www.filmnoerden.com/
Men hvad er det så for en stinker af et loppemarked-manus, Barfod har fået sine lange fingre i? Det er et manus, der har alt. Kærlighed, mord, konspirationer, action, pistoler, biljagter, mafiaen, bedrag og drama. Problemet er, at alle disse fine komponenter burde være bundet stramt sammen af realisme, men det er de ikke. De er bundet sammen af tynde, gennemtraskede klichéer. Et faktum som den ligeså klichéfyldte plakat til filmen også lugter lidt af. En thriller som denne SKAL operere indenfor realismens klokkeklare grænser for at virke, men det gør Kandidaten ikke.
*** SPOILER-ALERT ***
Et eksempel:
Jonas bliver på et tidspunkt arresteret af politiet. På vej til politistationen, sidder de fast i en trafikprop. Betjentene forlader bilen. Dette udnytter Jonas, til at åbne bildøren og flygte (ville en top-advokat rent faktisk gøre dette?). Men man kan ikke bare lige sådan åbne døren i en politibil indefra "passagersædet". Sådan en er skam godt og grundigt låst.
Et andet eksempel:
Jonas er den absolut bedste advokat i Danmark. Han ved alt hvad man kan om mord og gerningssteder. Alligevel forlader han hotelværelset på Skt. Petri uden at tjekke ordentligt efter, om den "myrdede" pige nu rent faktisk ér død? Usandsynligt!
Et trejde eksempel:
Jonas løber tilfældigvis ind i den "myrdede" pige på gaden i København, selvom det er nogle ufatteligt snu og pengestærke hoveder der står bag hele setup'et. Ville de selvsamme snu og pengestærke hoveder ikke ha' sendt hende udenlands efter "mordet", for netop at undgå denne situation?
Rækken af sådanne usandsynlige og urealistiske hændelser er så godt som uendelig. Der findes næsten ikke en scene i filmen, der ikke indeholder et krater af et plothul, som ovennævnte. Det er både ærgerligt og møg irriterende. Netop fordi at ALT andet end filmens plot er så flot lavet, gør at publikum vil føle sig endnu mere røvrendt af filmen. Kasper Barfod har uden tvivl talent. Alle filmens gode aspekter taler jo for sig selv. Men indtil han lærer at en kage ikke bare skal være flot, men også smage godt, så vil han altid bage tørre studenterbrød, fyldt med elementer fra andre film, men uden nogen form for indhold eller personlighed.
Filmnørdens karakter: En røvrending
http://www.filmnoerden.com/
03/02-2009
