Filmnørden anmelder Babylon A.D.

1.0
Filmnørden har været til forevisning på Babylon A.D. og det var en tvivlsom fornøjelse. Action-kødhesten Vin Diesel har hovedrollen som en lejesoldat, der et godt stykke inde i fremtiden, får til opgave at transportere en mystisk pige fra Sibirien til New York. Verden er hærget af krig og det er åbenbart skide svært at komme til USA fra Rusland. De kører i bil, i tog og sejler med U-båd, mens de gang på gang løber ind i situationer hvor Vin Diesel kan få lov at skyde og slås lidt.

*** SPOILER-ALERT ***
Filmen trasker gennem scene efter scene, hvor der skiftevis bliver snakket om lomme-eksistentialisme og fyret nogle ret jævne computer-special-effects af. Filmen ender med at være et stort, ligegyldigt rod, hvor det afsløres at pigen er gravid med gen-modificerede tvillinger, mens Vin bliver slået ihjel og genoplivet og bla, bla, bla.

Den franske instruktør Mathieu Kassovitz mener det uden tvivl godt. Han har helt sikkert forsøgt at lave et originalt alternativ til den gængse amerikanske sci-fi-action-basker, men han falder på røven med et brag. Action-sekvenserne er rodede og dårligt lavet, historien er noget makværk, skuespillet er tomt og effekterne er under standard.

Filmnørdens karakter: BRAS!

http://www.filmnoerden.com/
Babylon A.D.