Når stilheden larmer

”Da far skulle i bad…” Sådan indledes den rituelle tale af første sønnen, Christian, til sin fars, Helge, 60-års fødselsdag. Tingene er som de plejer. Den klodset og støjende søn, Michael, familiens sorte får, er alligevel mødt op uden at være inviteret. Der er den senile farfar, som ikke kan huske, at han for få minutter siden holdte sin allerede talte tale, men man giver ham jo alligevel lov, for som man siger; ”lad dog barnet… eller manden er det jo”. Der er moderen, den kyske, som forbinder takt med tone, der driver selskabet og går rundt med sit englelige smil til alle. Der er de skøre stereotypiske røvslikkere, der under overfladen er ved at dø af kedsomhed, men som gør det af ren og skær pligt. Der er den konfliktsky, intetsigende smalltalk, som endelig ikke graver i noget så unødvendigt som den reelle tilværelse – set med undtagelse i Bent, en excentrisk depressionsramt hypokonder, som vitterligt går rundt med sin (måske falske) beklagelser, hvis modsvar er ”grib en øl og sæt dig!”

Og så midt i alt den herlige familiefestlighed, hvor rammerne holdes og hverken må og skal sprænges, er der sønnen som ud af intet, og uden så meget tøven i stemmen, gør op med sin fortid i sin tale. ”Far tog bukserne og skjorten af. Og det samme skulle vi, mig og min søster, da han satte os op på briksen.” Den patriarkalske fader, der som en anden Godfather skikkelse skildres suverænt af Henning Moritzen, har seksuelt forulempet Christian og den nu afdøde tvillingesøster, Linda. I hvert fald hvad Christian påstår. Talen efterfølges af en forståelig måbende, hvisken og tisken, og lammelse for tilskuerne, inklusiv én selv som beskuer. Febrilsk og magtesløs er der en gæst der begynder rituelt at klappe, men klappet afløses hurtigt af nagende blikke, som beordrer stilhed og passivitet. Folk sidder tilbage og kan ikke forholde sig. De er som lammet, sat spontant ind i et familieopgør, som også kunne have taget sted i selve helvedet. Gæsterne, tredjeparten, den passive og uskyldige beskuer, gør som de plejer: prøver så vidt muligt at fortrænge det og ikke tage stilling.

Der sås dog også endnu mere tvivl omkring den uafrystelige sandhed når søsteren, Helene, afviser sådanne nonsens og hun postulerer, ligeså vel som mor og far, at Christian selvfølgelig er skør. Vi elsker alle sammen helgen Helge. Sandheden er fortrængt, men ikke glemt. Og eftersom aften skrider frem, finder sandheden frem til overfladen igen via en søns ihærdige kamp på at få hævn over sin afskyelige far, og få manet den løgn, familien har levet på, til jorden. Det er så vidt ”det at lave på en løgn” der er udgangspunktet i Vinterbergs Cannes vindende ”Festen”. Den viser hvordan løgnen fortærer og opgøret med den fortærer og involvere alt, og man i sidste ende ikke kan andet end at krybe til korset, selvom der ikke er noget kors tilbage. Men det Vinterberg gør så exceptionelt, er, hvordan han får den pinlige tavshed til at larme, så den kryber ind i ørene og får hjertet til at flænse itu. Hvordan det dramatiske nærmest insisterer på at være afdæmpet og alene stole på skuespillernes febrilske blikke og amatør kameraets symbolske rystende.

”Festen” er på alle leder og kanter en triumf og understregning af minimalismens, og såvel dogmefilmens, gennemslagskraft. Alt virker så ægte og så bizart samtidig. En indkapsling af den excentriske realisme og den larmende tavshed, når borgerskabets konfliktskye insisterende overrumples af den nødvendige sandhed. At leve på en løgn, er ikke et liv. Og man kan ikke lukke munden på sandheden – og det skal man ikke. Ekkoet, og det dramaturgiske point of no return, talen, behandles på en prosaisk og skånsom måde, så den fuldstændig overfuser ens egen grundvold, ætser sig gennem lærredet og udstråler en energi, som sjældent opnås. ”Festen” er en grum fortælling om fortabte skæbner og uskyld, udfoldet i det minimale kameras proletariske omfavnelse, resulteret i naturalistisk ekspressionisme af en anden verden og en af Danmarks bedste film.

Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/