Pædagogik på fransk
4.0
Jeg husker, hvor overraskede alle de udsendte danske filmskribenter var, da denne film vandt Guldpalmerne på sidste års Cannes-festival. Det var mere end 20 år siden, en fransk film sidst havde vundet den store pris, og mange havde ikke engang "Entre les murs" som en outsider i konkurrencen med spændende film fra store internationale navne.
"Entre les murs" er da også en meget fransk sag med en helt speciel tilblivelseshistorie. Den er baseret på en bog af Francois Bégaudeau, der skrev om sine oplevelser som fransklærer for en ottendeklasse i Paris' 20. arrondissement, som er ét af de mest multikulturelle områder i den franske hovedstad. Og instruktør Laurent Cantet har valgt at lade Bégaudeau spille sig selv i filmen, mens de øvrige medvirkende er hentet blandt virkelige skolebørn og lærere. Den dokumentariske stil bliver yderligere forstærket af, at filmens ramme er et skoleår - fra første til sidste skoledag.
Bégaudeau er en progressiv lærer, som forsøger at gå i dialog med sine elever i stedet for kun at køre den franske skoles traditionelt autoritære stil. Selv mener han, at "Entre les murs" er en positiv historie, et håb om den utopi, som i øjeblikke bliver virkelighed, når han når ind til eleverne med sine alternative metoder. Men for danskere bliver filmen en lidt spøjs oplevelse, for den form for pædagogik, Bégaudeau forsøger sig med, har jo været til stede i danske skoler i mange år. Jeg så i hvert fald i høj grad filmen som en udstilling af et stift skolesystem, der ofte spiller fallit, ikke mindst ved mødet ved det her storbykaos af elever og forældre i mange farver.
Bégaudeau er nemlig ikke 100% konsekvent i sin pædagogik. Når eleverne stiller logiske spørgsmål om, hvorfor de skal lære avancerede franske bøjninger, som de aldrig hører i hverdagen, er læreren ikke i stand til at give dem et fornuftigt svar. Og når han for alvor bliver udfordret, falder han tilbage på at beskytte sig selv med den autoritære stil, hvor eleverne fx bliver straffet, hvis de ikke er Des over for læreren, og hvor sanktionerne kun falder i én retning. Der er et par episoder i filmen, hvor Bégaudeau simpelt hen burde give en elev en undskyldning, hvis han ellers turde tage konsekvensen af sine pædagogiske ideer og behandle dem som mennesker. Men samtidig er det flot, at han så ærligt fortæller om både godt og skidt, også situationer, hvor han ret åbenlyst fejler eller lader sig styre af sine fordomme om eleverne.
"Entre les murs" er en film, der føles usædvanligt virkelighedsnær. Den har ikke nogen sammenhængende historie, men til gengæld er man virkelig med inde i et klasselokale, fyldt med skæve personligheder og små magtspil, som instruktør Cantet har et godt øje for. De heftige ordvekslinger mellem lærer og elever er ofte morsomme, og filmen er også virkelig rørende i skildringen af utilpassede teenagere, som det her skolesystem taber på jorden, mens man sidder og håber på, at nogle giver dem den chance, de har fortjent. Og som dansker kan man passende bruge "Entre les murs" til at overveje, hvilke kvaliteter der går tabt i et skolesystem, hvis man kun ser verden gennem PISA-undersøgelser.
"Entre les murs" er da også en meget fransk sag med en helt speciel tilblivelseshistorie. Den er baseret på en bog af Francois Bégaudeau, der skrev om sine oplevelser som fransklærer for en ottendeklasse i Paris' 20. arrondissement, som er ét af de mest multikulturelle områder i den franske hovedstad. Og instruktør Laurent Cantet har valgt at lade Bégaudeau spille sig selv i filmen, mens de øvrige medvirkende er hentet blandt virkelige skolebørn og lærere. Den dokumentariske stil bliver yderligere forstærket af, at filmens ramme er et skoleår - fra første til sidste skoledag.
Bégaudeau er en progressiv lærer, som forsøger at gå i dialog med sine elever i stedet for kun at køre den franske skoles traditionelt autoritære stil. Selv mener han, at "Entre les murs" er en positiv historie, et håb om den utopi, som i øjeblikke bliver virkelighed, når han når ind til eleverne med sine alternative metoder. Men for danskere bliver filmen en lidt spøjs oplevelse, for den form for pædagogik, Bégaudeau forsøger sig med, har jo været til stede i danske skoler i mange år. Jeg så i hvert fald i høj grad filmen som en udstilling af et stift skolesystem, der ofte spiller fallit, ikke mindst ved mødet ved det her storbykaos af elever og forældre i mange farver.
Bégaudeau er nemlig ikke 100% konsekvent i sin pædagogik. Når eleverne stiller logiske spørgsmål om, hvorfor de skal lære avancerede franske bøjninger, som de aldrig hører i hverdagen, er læreren ikke i stand til at give dem et fornuftigt svar. Og når han for alvor bliver udfordret, falder han tilbage på at beskytte sig selv med den autoritære stil, hvor eleverne fx bliver straffet, hvis de ikke er Des over for læreren, og hvor sanktionerne kun falder i én retning. Der er et par episoder i filmen, hvor Bégaudeau simpelt hen burde give en elev en undskyldning, hvis han ellers turde tage konsekvensen af sine pædagogiske ideer og behandle dem som mennesker. Men samtidig er det flot, at han så ærligt fortæller om både godt og skidt, også situationer, hvor han ret åbenlyst fejler eller lader sig styre af sine fordomme om eleverne.
"Entre les murs" er en film, der føles usædvanligt virkelighedsnær. Den har ikke nogen sammenhængende historie, men til gengæld er man virkelig med inde i et klasselokale, fyldt med skæve personligheder og små magtspil, som instruktør Cantet har et godt øje for. De heftige ordvekslinger mellem lærer og elever er ofte morsomme, og filmen er også virkelig rørende i skildringen af utilpassede teenagere, som det her skolesystem taber på jorden, mens man sidder og håber på, at nogle giver dem den chance, de har fortjent. Og som dansker kan man passende bruge "Entre les murs" til at overveje, hvilke kvaliteter der går tabt i et skolesystem, hvis man kun ser verden gennem PISA-undersøgelser.
05/02-2009
