Filmnørden anmelder Syv Liv (Seven Pounds)
2.0
(Inden vi går igang, må Filmnørden lige understrege, at han absolut ikke ser noget galt i, at knibe tårer til film. Er en film ægte rørende, er det jo kun fair, at man giver los og lader tårerne trille. Godt så - skulle bare lige ha' dét på plads.)
The Pursuit Of Happyness (Will Smith & søn på jagt efter penge, job og lykke) er en rigtig fin film, af flere årsager. Den vigtigste for Filmnørden er dog, at historien er sand. Det er umiddelbart hele filmens eksistensgrundlag, for hvis ikke historien havde været sand, ville det være meget svært at argumentere for, at historien overhovedet skulle fortælles. Hele pointen er, at du som tilskuer ser en fortælling om en mand, der kæmper imod utrolige odds, men som finder lykken til sidst. Det kan enhver idiot forestille sig, men meget få gør det og lykkes rent faktisk i virkeligheden. Nu prøver Will Smith og instruktøren Gabrielle Muccino, at gentage succesen og deres succesfulde partnerskab, med Syv Liv.
Syv Liv handler om en fyr, der har været skyld i en forfærdelig hændelse og som nu vil finde syv personer der har brug for hjælp og ændre deres liv, for at rette op på sagerne. Han arbejder for skattevæsnet og bruger de muligheder dette job giver ham, til at finde og udvælge disse syv personer. Simpelt, men hvad er det han har gjort? Og hvad er det han nu vil gøre for disse syv personer?
Historierne i Pursuit Of Happyness og Syv Liv minder ikke meget om hinanden, men filmene gør. Udover at begge har Smith i hovedrollen og Muccino i instruktørstolen, prøver de begge at røre dig til tårer. Det lykkedes ret godt for The Pursuit Of Happyness. Det lykkes IKKE for Syv Liv.
Der er ikke en finger at sætte på Will Smiths præstation. Han viser endnu engang, at han er en skuespiller der kan leverer varen, lige meget hvilken form denne vare skal ta'. Han kan bære de store, larmende actionfilm og de små, menneskelige dramaer. Rosario Dawson der fylder filmens næststørste rolle, gør det også glimrende. Næ, derimod skal der peges lidt fingre af Gabriele Muccino, for han tager en chance med måden hvorpå han fortæller Syv Liv, der ikke giver afkast.
Uden at afsløre for meget, så ligger spændingen og drivkraften i Syv Liv, i den gradvise afsløring af, hvad Will Smiths karakter har gjort og hvad han nu planlægger at gøre, for syv fremmede mennesker. En spænding der er opbygget med fuldt overlæg fra instruktørens side. Både pr-materiale, trailers og filmen selv, holder igen med detaljerne omkring disse elementer af historien. Derfor kan man som tilskuer ikke lade være med, at være nysgerrig og se frem til afsløringen af karakterens fortid og fremtid. Og første halvdel af filmen er da også mildt fængende på grund af denne spænding. Problemet er, at når det endelig afsløres, føler man sig snydt. Fra det punkt fremad, er historien så forudsigelig, at man får alt for meget tid og overskud, til at brække sig over sentimentaliteten. Så snart du er klar over hvad han har gjort og hvad han vil gøre, falder det hele til jorden, for det er så hæmningsløst sødladent og moraliserende. Havde filmens bagmænd været mere åbne omkring disse elementer af handlingen, ville man ikke føle sig snydt - man ville nok heller ikke ha' valgt at se filmen.
Muccino har priotiteret forkert. I Pursuit Of Happyness ville han fortælle en god historie. Om du så blev rørt af den, var ikke så vigtigt. I Syv Liv vil han ha' at du bliver rørt. Om så historien er god, er ikke så vigtigt. Resultatet er et pladder-sentimentalt drama, der gør hvad det kan for at mase tårerne ud af dine tårekanaler. Ja, det er til dels en tankevækkende film, der handler om, at reagere moralsk på de konsekvenser ens handlinger har, men dette falmer i lyset af filmens brutale forsøg på, at rive og flå så hårdt i dine hjertetråde, at du grådkvalt kollapser i biografsædet.
De moralske tanker som Syv Liv leger med, er interessante og teknisk set fejler filmen ingenting. Problemet er ganske enkelt, at den fokuserer mere på at tvinge dig op i et sentimentalt hjørne, end fortælle en god historie.
Filmnørdens karakter:
Pladder-sentimental bommert
http://www.filmnoerden.com/
The Pursuit Of Happyness (Will Smith & søn på jagt efter penge, job og lykke) er en rigtig fin film, af flere årsager. Den vigtigste for Filmnørden er dog, at historien er sand. Det er umiddelbart hele filmens eksistensgrundlag, for hvis ikke historien havde været sand, ville det være meget svært at argumentere for, at historien overhovedet skulle fortælles. Hele pointen er, at du som tilskuer ser en fortælling om en mand, der kæmper imod utrolige odds, men som finder lykken til sidst. Det kan enhver idiot forestille sig, men meget få gør det og lykkes rent faktisk i virkeligheden. Nu prøver Will Smith og instruktøren Gabrielle Muccino, at gentage succesen og deres succesfulde partnerskab, med Syv Liv.
Syv Liv handler om en fyr, der har været skyld i en forfærdelig hændelse og som nu vil finde syv personer der har brug for hjælp og ændre deres liv, for at rette op på sagerne. Han arbejder for skattevæsnet og bruger de muligheder dette job giver ham, til at finde og udvælge disse syv personer. Simpelt, men hvad er det han har gjort? Og hvad er det han nu vil gøre for disse syv personer?
Historierne i Pursuit Of Happyness og Syv Liv minder ikke meget om hinanden, men filmene gør. Udover at begge har Smith i hovedrollen og Muccino i instruktørstolen, prøver de begge at røre dig til tårer. Det lykkedes ret godt for The Pursuit Of Happyness. Det lykkes IKKE for Syv Liv.
Der er ikke en finger at sætte på Will Smiths præstation. Han viser endnu engang, at han er en skuespiller der kan leverer varen, lige meget hvilken form denne vare skal ta'. Han kan bære de store, larmende actionfilm og de små, menneskelige dramaer. Rosario Dawson der fylder filmens næststørste rolle, gør det også glimrende. Næ, derimod skal der peges lidt fingre af Gabriele Muccino, for han tager en chance med måden hvorpå han fortæller Syv Liv, der ikke giver afkast.
Uden at afsløre for meget, så ligger spændingen og drivkraften i Syv Liv, i den gradvise afsløring af, hvad Will Smiths karakter har gjort og hvad han nu planlægger at gøre, for syv fremmede mennesker. En spænding der er opbygget med fuldt overlæg fra instruktørens side. Både pr-materiale, trailers og filmen selv, holder igen med detaljerne omkring disse elementer af historien. Derfor kan man som tilskuer ikke lade være med, at være nysgerrig og se frem til afsløringen af karakterens fortid og fremtid. Og første halvdel af filmen er da også mildt fængende på grund af denne spænding. Problemet er, at når det endelig afsløres, føler man sig snydt. Fra det punkt fremad, er historien så forudsigelig, at man får alt for meget tid og overskud, til at brække sig over sentimentaliteten. Så snart du er klar over hvad han har gjort og hvad han vil gøre, falder det hele til jorden, for det er så hæmningsløst sødladent og moraliserende. Havde filmens bagmænd været mere åbne omkring disse elementer af handlingen, ville man ikke føle sig snydt - man ville nok heller ikke ha' valgt at se filmen.
Muccino har priotiteret forkert. I Pursuit Of Happyness ville han fortælle en god historie. Om du så blev rørt af den, var ikke så vigtigt. I Syv Liv vil han ha' at du bliver rørt. Om så historien er god, er ikke så vigtigt. Resultatet er et pladder-sentimentalt drama, der gør hvad det kan for at mase tårerne ud af dine tårekanaler. Ja, det er til dels en tankevækkende film, der handler om, at reagere moralsk på de konsekvenser ens handlinger har, men dette falmer i lyset af filmens brutale forsøg på, at rive og flå så hårdt i dine hjertetråde, at du grådkvalt kollapser i biografsædet.
De moralske tanker som Syv Liv leger med, er interessante og teknisk set fejler filmen ingenting. Problemet er ganske enkelt, at den fokuserer mere på at tvinge dig op i et sentimentalt hjørne, end fortælle en god historie.
Filmnørdens karakter:
Pladder-sentimental bommert
http://www.filmnoerden.com/
06/02-2009
