Dyb "must see" film
6.0
Synopsis kort fortalt:
”Revolutionary Road” er baseret på Richard Yates meget smukke bog af samme navn. Skrevet i begyndelsen af 60erne og omhandlende post-war tiden i 50ernes USA, hvor det unge intellektuelle par April og Frank Wheeler efter flere års ægteskab, et par ikke specielt planlagte børn og udflytningen fra det hippe New York til en pæn – men kedelig – forstad med villa, volvo og vovse (ok der er ingen hund og bilmærket et andet, men beskrivelsen dækkende) bliver klar over, at deres liv langt fra har formet sig, som de havde forestillet sig. Dengang de mødte hinanden og havde drømme og store forventninger til fremtiden og hinanden. Frank pendler dagligt frem og tilbage til sit uinspirerende job på 15. sal i et kæmpe kontorhus, hvor han keder sig men får tiden til at gå med sidespring og hyggesnak med de lige så intetsigende kolleger. Han er endt i selv samme firma, hvor hans far slæbte sig totalt ubemærket igennem et langt arbejdsliv – det sidste Frank havde tænkt sig, da han efter endte studier og med gode evner havde verden for sine fødder. Mål han imidlertid ikke har formået at indfri – til dels på grund af den ”klassiske” fælde med et uventet barn, forhastet ægteskab og for hurtigt legen ”far, mor og barn” – men dels lige så meget pga. omverdens forventninger til ham og manglende initiativ/oprindeligt ønske om forandringer. April går derhjemme i det nydelige hus men føler sig frustreret over naboernes småborgerlighed, hvor hovedingredienserne er de ugentlige middage hos hinanden med cocktails, nydelige middage, opskriftsudveksling, børnene, huset og haven. Lagt fra Aprils oprindelige drømme, som var teatret. Hun var under uddannelse til skuespillerinde, da hun mødte Frank i city. Nu står den på opvask, børnepasning og huslige dyder. Da hun medvirker i en lokal amatørforestilling med stor fiasko til følge, går det grueligt op for hende, at hendes daglige liv ikke kunne være fjernere fra det, hun havde drømt om. Det ender – som vanligt – i et ægteskabeligt skænderi. Men selvom April og Frank virkelig gerne vil hinanden – og uden tvivl engang har været meget forelskede – så slider de bare mere og mere på hinanden, og de fjerner sig længere og længere fra hinanden. Det er på dette sted i livet, at filmen tager sit udgangspunkt – og vi følger April og Franks forsøg på at genskabe drømmene og kærligheden til hinanden. April får ideen om at tage til Frankrig og Paris – for netop der har Frank udtalt, at han engang var rigtig lykkelig og gerne ville tilbage til – og for en meget kort stund vender de tilbage til deres ungdoms forelskelse med håb til hinanden og nye forventninger til fremtiden. De er ikke som ”de andre” – de kan og vil mere. Eller?
Så kom den endelig i biograferne. I to år har jeg med glædens forventning set frem til at opleve resultatet af forvandlingen fra bog til lærred. Og endda med mine yndlingsskuespillere i hovedrollerne. Bogen havde med sin meget smukke sprogformulering straks fanget mig - og indholdet givet inspiration til fornyede samtaler om livet, vore drømme og, hvor vi vil hen. Men ville den kunne konverteres til lærredet? Det havde jeg svært ved at forestille mig, da bogen primært er tankebaseret. Kunne der skrives et manuskript med lige så velfungerende replikker? Og ville man holde sig til bogen eller opfinde mere "farverige" indslag for at give underholdningsværdi? OK, hvis om nogen kan sige alt uden at bruge ord, er der næppe nogen anden skuespiller end Leonardo DiCaprio, som mestre denne kunst bedre - hans mimik er unik. Alligevel var jeg noget tvivlende, da jeg satte mig til rette i biografens bløde sæde. Men lad mig straks sige, at mine bange anelser på ganske få minutter blev gjort godt og grundigt til skamme. Manuskriftet fungerede upåklageligt, replikkerne endog ofte taget direkte ord for ord fra bogen - og ikke mindst fungerede dialogerne helt naturligt. Og til min store glæde blev bogen fuldt fra A-Z fra punkt til prikke. Alle mine håb til filmen blev indfriet til fulde - og tiden i biografen fløj af sted. Det var blevet en god film - en rigtig, rigtig god film! Skulle man sætte en lille finger, så må det være på indledningen, som måske går lige hurtigt frem. Har man ikke læst bogen, kan det måske være lidt svært at forstå karakterernes handlemåder i det første af filmen. Vi når ikke helt at blive bevidste om, hvilket intellektuelt – nærmest bohemeagtigt – liv, April og Frank Wheeler levede, inden de blev gift og flyttede fra en lille hip loftlejlighed på Manhatten til det stille villakvarter i forstaden. Og hvorledes det nye liv med børn og huslige pligter langsomt slider på dem og medfører et liv som hund og kat med lange perioder, hvor April fryser Frank ude uden at tale til ham og sover på sofaen i stuen. Et par enkelte klip fra denne periode ville nok have understøttet det voldsomme første skænderi, vi bliver vidne til i filmens start en hel del. Men det er og bliver kun en enkelt lille plet på denne ellers fint fortalte historie.
En bedre casting til netop denne film kunne nok heller ikke være fundet. Kate Winslet og Leonardo DiCaprio er uden tvivl deres generations bedste skuespillere. Det har jeg sagt før - og det vil jeg gerne fastslå endnu engang. Og at de er fænomenale sammen, har de tidligere vist. Der er en helt speciel kemi imellem dem, og spillende overfor hinanden kommer det allerbedste frem i dem begge. I bogen er Frank Wheeler fortælleren og dermed den egentlige hovedkarater - i filmudgaven her er April Wheelers karakter lige så fuldt udbygget - og resultatet derfor et flot samspil af to ligeværdige karakterer. Og hvilke karakterer. De er begge enormt velspillende - det går helt ind til marv og ben. Deres indre kampe, frustrationer og fortvivlelse er dybt malet i deres ansigtsudtryk. Et godt eksempel herpå er Leonardo DiCaprios øjenudtryk fulde af forvirring og angst i en morgenmadsscene i slutningen af filmen. De brænder sig fast på nethinden. Og Kate Winslets følelser og fulde bevisthed om konsekvenserne af en påtænkt handling - ligeledes i filmens slutning, hvor hun ringer til naboen for at aftale pasning af sine børn – står malet i hendes ansigt så hjerteskærende, at man får mavesugen. Toppræstationer fra begge skuespillere, som atter når nye højder i deres karrierer - det er parløb på bedste vis. Ærgerligt at det kun kunne blive til Golden Globe nomineringer - Oscarnomineringer havde været fuldt berettiget til begge. Når det så er sagt. - så er det alligevel Kate Winslets karakter – på trods af ligeværdige præstationer - den, man forlader teatret med dybeste indtryk af. Måske båret frem af, at hendes karakter gennemgår de største følelsesmæssige kampe, som ingen kan sige sig undskyldt for ikke at blive berørt af.
Men ikke blot Kate Winslet og Leonardo DiCaprio gør det godt i denne film. I en lille - men meget væsentlig rolle - finder vi Michael Shannon som det ældre ægtepar Givings voksne sindsforvirrede søn. Hans fortolkning af denne karakter af en højt intelligent mand, for hvem det hele er rablet og nu ikke er i stand til at styre sit voldsomme temperament, er ramt lige på kornet. Udsagnet om, at "fra børn og tosser skal man høre sandheden" kunne ikke være mere rigtigt i denne sammenhæng - og Michael Shannons performance fremhæver det på fineste måde. En stor buket til ham!
"Revolutionary Road" er ingen happy-clappy film. Her er ikke tale om en bred mainstream film – tværtom – den henvender sig til et publikum, som ønsker andet en thuj-bang og fuld fart på lærredet. Her sidder man stille i sin stol og kryber langsomt længere og længere ned i den i takt med de ulykkelige situationer, som udspiller sig på lærredet. Den nærmer sig en ”kunst film”, og det er måske ikke lige, hvad publikum forventer, når de hører sammensætningen Kate Winslet og Leonardo DiCaprio i en form for kærlighedsfilm. Og måske derfor er der sikkert mange, som går skuffet hjem fra biografen - da forventningerne til at se Kate Winslet og Leonardo DiCaprio sammen som elskende par på lærredet igen ikke på nogen måde indfrier ønsket om at opleve en Titanic 2. Hvilket på ingen måde heller har været tiltænkt. Kate og Leonardo har i mange år ønsket at spille overfor hinanden igen, men de har begge vidst, at de var nødt til at finde et manuskrift, så fjernt fra Titanic som overhovedet muligt, hvis det skulle blive en success. Og det formål opfylder "Revolutionary Road" til fulde. Men biografgængeren er jo ikke nødvendigvis bevidst om dette forhold - og da filmplakaten desværre netop ligner en opfølgning på Titanic - så kan biografoplevelsen godt ende som en skuffelse for den, som ikke har sat sig lidt nærmere ind i, hvad ”Revolutionary Road” egentligt står for. Og ingen tvivl, havde der ikke stået Kate Winslet og Leonardo DiCaprio øverst på filmplakaten, da ville filmen næppe have skabt den medieinteresse, som den har fået. "Revolutionary Road" er en meget vedkommende, dyb film, som man bestemt bør unde sig selv at gå ind og se. Ikke for at blive "underholdt", men for at se god film, Og man forlader biografen stille reflekterende – for den rør ved nogle strenge. Får vi selv det bedste ud af vore evner og muligheder? Filmens budskab er så aktuelt i dag, som det var i tresserne. Det er det store spørgsmål, om hvad livet egentligt er. ”Er det her det hele?”, spørger April Wheeler sig selv i filmen. Lever vi det liv, vi virkelig ønsker? Eller lader vi os forme af tilfældigheder og omgivelsernes forventninger til os? Et evigaktuelt emne, for hvem har ikke selv gjort sig disse tanker?
Filmen får:
MIN VARMESTE ANBEFALING!
”Revolutionary Road” er baseret på Richard Yates meget smukke bog af samme navn. Skrevet i begyndelsen af 60erne og omhandlende post-war tiden i 50ernes USA, hvor det unge intellektuelle par April og Frank Wheeler efter flere års ægteskab, et par ikke specielt planlagte børn og udflytningen fra det hippe New York til en pæn – men kedelig – forstad med villa, volvo og vovse (ok der er ingen hund og bilmærket et andet, men beskrivelsen dækkende) bliver klar over, at deres liv langt fra har formet sig, som de havde forestillet sig. Dengang de mødte hinanden og havde drømme og store forventninger til fremtiden og hinanden. Frank pendler dagligt frem og tilbage til sit uinspirerende job på 15. sal i et kæmpe kontorhus, hvor han keder sig men får tiden til at gå med sidespring og hyggesnak med de lige så intetsigende kolleger. Han er endt i selv samme firma, hvor hans far slæbte sig totalt ubemærket igennem et langt arbejdsliv – det sidste Frank havde tænkt sig, da han efter endte studier og med gode evner havde verden for sine fødder. Mål han imidlertid ikke har formået at indfri – til dels på grund af den ”klassiske” fælde med et uventet barn, forhastet ægteskab og for hurtigt legen ”far, mor og barn” – men dels lige så meget pga. omverdens forventninger til ham og manglende initiativ/oprindeligt ønske om forandringer. April går derhjemme i det nydelige hus men føler sig frustreret over naboernes småborgerlighed, hvor hovedingredienserne er de ugentlige middage hos hinanden med cocktails, nydelige middage, opskriftsudveksling, børnene, huset og haven. Lagt fra Aprils oprindelige drømme, som var teatret. Hun var under uddannelse til skuespillerinde, da hun mødte Frank i city. Nu står den på opvask, børnepasning og huslige dyder. Da hun medvirker i en lokal amatørforestilling med stor fiasko til følge, går det grueligt op for hende, at hendes daglige liv ikke kunne være fjernere fra det, hun havde drømt om. Det ender – som vanligt – i et ægteskabeligt skænderi. Men selvom April og Frank virkelig gerne vil hinanden – og uden tvivl engang har været meget forelskede – så slider de bare mere og mere på hinanden, og de fjerner sig længere og længere fra hinanden. Det er på dette sted i livet, at filmen tager sit udgangspunkt – og vi følger April og Franks forsøg på at genskabe drømmene og kærligheden til hinanden. April får ideen om at tage til Frankrig og Paris – for netop der har Frank udtalt, at han engang var rigtig lykkelig og gerne ville tilbage til – og for en meget kort stund vender de tilbage til deres ungdoms forelskelse med håb til hinanden og nye forventninger til fremtiden. De er ikke som ”de andre” – de kan og vil mere. Eller?
Så kom den endelig i biograferne. I to år har jeg med glædens forventning set frem til at opleve resultatet af forvandlingen fra bog til lærred. Og endda med mine yndlingsskuespillere i hovedrollerne. Bogen havde med sin meget smukke sprogformulering straks fanget mig - og indholdet givet inspiration til fornyede samtaler om livet, vore drømme og, hvor vi vil hen. Men ville den kunne konverteres til lærredet? Det havde jeg svært ved at forestille mig, da bogen primært er tankebaseret. Kunne der skrives et manuskript med lige så velfungerende replikker? Og ville man holde sig til bogen eller opfinde mere "farverige" indslag for at give underholdningsværdi? OK, hvis om nogen kan sige alt uden at bruge ord, er der næppe nogen anden skuespiller end Leonardo DiCaprio, som mestre denne kunst bedre - hans mimik er unik. Alligevel var jeg noget tvivlende, da jeg satte mig til rette i biografens bløde sæde. Men lad mig straks sige, at mine bange anelser på ganske få minutter blev gjort godt og grundigt til skamme. Manuskriftet fungerede upåklageligt, replikkerne endog ofte taget direkte ord for ord fra bogen - og ikke mindst fungerede dialogerne helt naturligt. Og til min store glæde blev bogen fuldt fra A-Z fra punkt til prikke. Alle mine håb til filmen blev indfriet til fulde - og tiden i biografen fløj af sted. Det var blevet en god film - en rigtig, rigtig god film! Skulle man sætte en lille finger, så må det være på indledningen, som måske går lige hurtigt frem. Har man ikke læst bogen, kan det måske være lidt svært at forstå karakterernes handlemåder i det første af filmen. Vi når ikke helt at blive bevidste om, hvilket intellektuelt – nærmest bohemeagtigt – liv, April og Frank Wheeler levede, inden de blev gift og flyttede fra en lille hip loftlejlighed på Manhatten til det stille villakvarter i forstaden. Og hvorledes det nye liv med børn og huslige pligter langsomt slider på dem og medfører et liv som hund og kat med lange perioder, hvor April fryser Frank ude uden at tale til ham og sover på sofaen i stuen. Et par enkelte klip fra denne periode ville nok have understøttet det voldsomme første skænderi, vi bliver vidne til i filmens start en hel del. Men det er og bliver kun en enkelt lille plet på denne ellers fint fortalte historie.
En bedre casting til netop denne film kunne nok heller ikke være fundet. Kate Winslet og Leonardo DiCaprio er uden tvivl deres generations bedste skuespillere. Det har jeg sagt før - og det vil jeg gerne fastslå endnu engang. Og at de er fænomenale sammen, har de tidligere vist. Der er en helt speciel kemi imellem dem, og spillende overfor hinanden kommer det allerbedste frem i dem begge. I bogen er Frank Wheeler fortælleren og dermed den egentlige hovedkarater - i filmudgaven her er April Wheelers karakter lige så fuldt udbygget - og resultatet derfor et flot samspil af to ligeværdige karakterer. Og hvilke karakterer. De er begge enormt velspillende - det går helt ind til marv og ben. Deres indre kampe, frustrationer og fortvivlelse er dybt malet i deres ansigtsudtryk. Et godt eksempel herpå er Leonardo DiCaprios øjenudtryk fulde af forvirring og angst i en morgenmadsscene i slutningen af filmen. De brænder sig fast på nethinden. Og Kate Winslets følelser og fulde bevisthed om konsekvenserne af en påtænkt handling - ligeledes i filmens slutning, hvor hun ringer til naboen for at aftale pasning af sine børn – står malet i hendes ansigt så hjerteskærende, at man får mavesugen. Toppræstationer fra begge skuespillere, som atter når nye højder i deres karrierer - det er parløb på bedste vis. Ærgerligt at det kun kunne blive til Golden Globe nomineringer - Oscarnomineringer havde været fuldt berettiget til begge. Når det så er sagt. - så er det alligevel Kate Winslets karakter – på trods af ligeværdige præstationer - den, man forlader teatret med dybeste indtryk af. Måske båret frem af, at hendes karakter gennemgår de største følelsesmæssige kampe, som ingen kan sige sig undskyldt for ikke at blive berørt af.
Men ikke blot Kate Winslet og Leonardo DiCaprio gør det godt i denne film. I en lille - men meget væsentlig rolle - finder vi Michael Shannon som det ældre ægtepar Givings voksne sindsforvirrede søn. Hans fortolkning af denne karakter af en højt intelligent mand, for hvem det hele er rablet og nu ikke er i stand til at styre sit voldsomme temperament, er ramt lige på kornet. Udsagnet om, at "fra børn og tosser skal man høre sandheden" kunne ikke være mere rigtigt i denne sammenhæng - og Michael Shannons performance fremhæver det på fineste måde. En stor buket til ham!
"Revolutionary Road" er ingen happy-clappy film. Her er ikke tale om en bred mainstream film – tværtom – den henvender sig til et publikum, som ønsker andet en thuj-bang og fuld fart på lærredet. Her sidder man stille i sin stol og kryber langsomt længere og længere ned i den i takt med de ulykkelige situationer, som udspiller sig på lærredet. Den nærmer sig en ”kunst film”, og det er måske ikke lige, hvad publikum forventer, når de hører sammensætningen Kate Winslet og Leonardo DiCaprio i en form for kærlighedsfilm. Og måske derfor er der sikkert mange, som går skuffet hjem fra biografen - da forventningerne til at se Kate Winslet og Leonardo DiCaprio sammen som elskende par på lærredet igen ikke på nogen måde indfrier ønsket om at opleve en Titanic 2. Hvilket på ingen måde heller har været tiltænkt. Kate og Leonardo har i mange år ønsket at spille overfor hinanden igen, men de har begge vidst, at de var nødt til at finde et manuskrift, så fjernt fra Titanic som overhovedet muligt, hvis det skulle blive en success. Og det formål opfylder "Revolutionary Road" til fulde. Men biografgængeren er jo ikke nødvendigvis bevidst om dette forhold - og da filmplakaten desværre netop ligner en opfølgning på Titanic - så kan biografoplevelsen godt ende som en skuffelse for den, som ikke har sat sig lidt nærmere ind i, hvad ”Revolutionary Road” egentligt står for. Og ingen tvivl, havde der ikke stået Kate Winslet og Leonardo DiCaprio øverst på filmplakaten, da ville filmen næppe have skabt den medieinteresse, som den har fået. "Revolutionary Road" er en meget vedkommende, dyb film, som man bestemt bør unde sig selv at gå ind og se. Ikke for at blive "underholdt", men for at se god film, Og man forlader biografen stille reflekterende – for den rør ved nogle strenge. Får vi selv det bedste ud af vore evner og muligheder? Filmens budskab er så aktuelt i dag, som det var i tresserne. Det er det store spørgsmål, om hvad livet egentligt er. ”Er det her det hele?”, spørger April Wheeler sig selv i filmen. Lever vi det liv, vi virkelig ønsker? Eller lader vi os forme af tilfældigheder og omgivelsernes forventninger til os? Et evigaktuelt emne, for hvem har ikke selv gjort sig disse tanker?
Filmen får:
MIN VARMESTE ANBEFALING!
08/02-2009
