Træerne vokser ikke ind i himlen
2.0
Når man vælger at filmatiserer en så prægtig og symbolfuldt stykke litterært værk, som ”Den Kroniske Uskyld”, så er det en mildest talt umulig opgave at formidle overgangen fra magiske ord til levende billeder. Det har det også vist sig at være for Edward Flemming, som lige akkurat har fået spindet bogens ellers så fantastiske dramaturgi sammen til et standardiseret stykke skoleteater på film. Der mangler først og fremmest en billedlig ambition og kvalitet på højde med bogens helt store triumf: Det opfindsomme beskrivende og metaforiske sprog. Der er slet og ret ingen antydning af dette, og dermed forsvinder nærheden også fra personernes ansigter og filmens miljø.
Det metaforiske lag, som fylder ekstremt meget i bogen, er blevet iscenesat gennem Allan Olsen som voice-over og tankeforlæser for den splittet teenager, Janus, som vi skal identificerer os med. Det virker til dels, men bærer også præg af en meget nem løsning og fortolkning af Janus som karakter. Og det gør det heller ikke bedre, at Allan Olsen spiller med en så kantet og falmende flamme, at det til tider bliver gedigent pinligt og forfejlet komisk. Han har bestemt sine enkeltstående momenter, bedst set i Janus’ oprørelse med sin idolisering af Tore. Men for det meste henfalder Allan Olsens præstation til lignende og vemodigt skoleteater. Det generer, og det også først og fremmest hele filmens handicap. Når identifikationen udebliver, gør nærheden det også.
Miljøet er nyfortolket i forhold til bogen. Helles hus ligner slet ikke det formørkede slot, Rifbjerg med stor triumf beskriver i sin boglige klassiker. Det ligner nærmere, ja, ethvert andet velhavende stykke hus. Og den ellers vedkommende historie tager ikke sit udspring under besættelsen – som den gør i bogen – men i stedet et sted i midten af 80erne. Mon det har været et led i at undvige den tvingende modernistiske ånd, rent kunstnerisk, kunne meget vel være muligt og i så fald, et ynkeligt forsøg på at fraskrive sig ethvert regelmæssigt ansvar overfor historiens reelle univers og tidsbillede.
Generelt er skildringer af de karakteristiske og flamboyante personer i bogen udeblevet på film. Enten er de alt for firkantet eller simpelthen for kejtet. Der mangler kompleksitet i Tores øjne, der mangler intensitet i Janus’ øjne når erkendelsen farer i hovedet på ham og der mangler gift i Fru Junkersens slangebid. Tore bliver slet ikke beskrevet godt nok i Edward Flemmings hænder, og idoliseringen af Tore er slet ikke tydelig nok, som bogen ellers bruger hele første afsnit på. Tore ligner ikke bogens Tore: den fantastiske, alt vidende og ufejlbarlige dreng, der i al sin helliggørende uskyldighed pludselig bliver skyldig, så ligner filmens Tore i stedet en normal velmenende dreng, der har et uenergisk og roligt voksent væsen, men heller ikke nogen pompøsitet, som ellers er karaktergivende for bogens Tore. Venskabet mellem Hyrden og fåret, Tore og Janus, er ikke begravende nok og det stormvejr af følelser de to karakterer end måtte have, for ingen udløsning eller plads i filmens kedelig, simple form.
Ret indlysende, i ordets bedste forstand, er filmens eneste lyspunkt, og som symbolsk også i bogen, Simone Bendixs, der trods sit mørke hår – Helle har lysende lyst i bogen – spiller med en sårbarlighed, en ynde og fantastisk uskyld i blikket, der er mere end værdig i forhold til bogen. Det er dog nok også det eneste gode, der er at sige om ”Den Kroniske Uskyld”, med undtagelse af et ganske habilt klimaks i slangens rede. En af de bedste dannelsesromaner er på tyvagtig og alt for let vis blevet transformeret om til et vaklende skoledrama, hvor dialogen driller teatralsk til uudholdelige irritation. Man savner den passioneret og følelsesforløsende gnist fra pragtværker som Bille Augusts to mesterligheder, ”Zappa” og ”Tro, håb og kærlighed”, der skar sig ind i ottendeklasses hjerter og tårekanaler. Det er tæt på en synd, for potentialet til endnu en omgang velment, vigtig og vedkommende dannelsesdrama om det kapitel i ens liv, hvor det hele er så svært, var så uendelig stort. Det er bare ikke let at fortælle om den forsømte ungdom, men det skal det heller ikke være.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Det metaforiske lag, som fylder ekstremt meget i bogen, er blevet iscenesat gennem Allan Olsen som voice-over og tankeforlæser for den splittet teenager, Janus, som vi skal identificerer os med. Det virker til dels, men bærer også præg af en meget nem løsning og fortolkning af Janus som karakter. Og det gør det heller ikke bedre, at Allan Olsen spiller med en så kantet og falmende flamme, at det til tider bliver gedigent pinligt og forfejlet komisk. Han har bestemt sine enkeltstående momenter, bedst set i Janus’ oprørelse med sin idolisering af Tore. Men for det meste henfalder Allan Olsens præstation til lignende og vemodigt skoleteater. Det generer, og det også først og fremmest hele filmens handicap. Når identifikationen udebliver, gør nærheden det også.
Miljøet er nyfortolket i forhold til bogen. Helles hus ligner slet ikke det formørkede slot, Rifbjerg med stor triumf beskriver i sin boglige klassiker. Det ligner nærmere, ja, ethvert andet velhavende stykke hus. Og den ellers vedkommende historie tager ikke sit udspring under besættelsen – som den gør i bogen – men i stedet et sted i midten af 80erne. Mon det har været et led i at undvige den tvingende modernistiske ånd, rent kunstnerisk, kunne meget vel være muligt og i så fald, et ynkeligt forsøg på at fraskrive sig ethvert regelmæssigt ansvar overfor historiens reelle univers og tidsbillede.
Generelt er skildringer af de karakteristiske og flamboyante personer i bogen udeblevet på film. Enten er de alt for firkantet eller simpelthen for kejtet. Der mangler kompleksitet i Tores øjne, der mangler intensitet i Janus’ øjne når erkendelsen farer i hovedet på ham og der mangler gift i Fru Junkersens slangebid. Tore bliver slet ikke beskrevet godt nok i Edward Flemmings hænder, og idoliseringen af Tore er slet ikke tydelig nok, som bogen ellers bruger hele første afsnit på. Tore ligner ikke bogens Tore: den fantastiske, alt vidende og ufejlbarlige dreng, der i al sin helliggørende uskyldighed pludselig bliver skyldig, så ligner filmens Tore i stedet en normal velmenende dreng, der har et uenergisk og roligt voksent væsen, men heller ikke nogen pompøsitet, som ellers er karaktergivende for bogens Tore. Venskabet mellem Hyrden og fåret, Tore og Janus, er ikke begravende nok og det stormvejr af følelser de to karakterer end måtte have, for ingen udløsning eller plads i filmens kedelig, simple form.
Ret indlysende, i ordets bedste forstand, er filmens eneste lyspunkt, og som symbolsk også i bogen, Simone Bendixs, der trods sit mørke hår – Helle har lysende lyst i bogen – spiller med en sårbarlighed, en ynde og fantastisk uskyld i blikket, der er mere end værdig i forhold til bogen. Det er dog nok også det eneste gode, der er at sige om ”Den Kroniske Uskyld”, med undtagelse af et ganske habilt klimaks i slangens rede. En af de bedste dannelsesromaner er på tyvagtig og alt for let vis blevet transformeret om til et vaklende skoledrama, hvor dialogen driller teatralsk til uudholdelige irritation. Man savner den passioneret og følelsesforløsende gnist fra pragtværker som Bille Augusts to mesterligheder, ”Zappa” og ”Tro, håb og kærlighed”, der skar sig ind i ottendeklasses hjerter og tårekanaler. Det er tæt på en synd, for potentialet til endnu en omgang velment, vigtig og vedkommende dannelsesdrama om det kapitel i ens liv, hvor det hele er så svært, var så uendelig stort. Det er bare ikke let at fortælle om den forsømte ungdom, men det skal det heller ikke være.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
09/02-2009
