Pink græsrødder
5.0
Harvey Milk var San Francisco-bøssen, der skiftede trompetbukserne ud med et jakkesæt og skabte en græsrodsbevægelse for ligeret for bøsser, og som blev slået ihjel for det.
Gus Van Sant fanger stemningen, tidsånden, farverne, lyden og energien i 70ernes San Francisco, hvor de homoseksuelle forsøger at skabe et fristed midt i de sociale omvæltninger.
Harvey Milk (spillet af den ellers superheteroseksuelle og maskuline skuespiller Sean Penn) er en aldrende skabsbøsse i New York, der springer ud og starter et nyt, frit liv i San Francisco, da han finder kærligheden i den unge, åbne Scott (James Franco). Men der er slanger—politifolk der tæsker og arresterer bøsser uden beviser—i paradis, og Harvey begynder at organisere de homoseksuelle, så de bliver en uundgåelig økonomisk faktor i lokalsamfundet. Da det lykkedes, stiller han op i byrådet, så de også kan blive en politisk faktor.
Sean Penn løsner op på hele sit kropssprog. Han bliver ikke blot overbevisende som Harvey Milk, men også charmerende og karismatisk og charmerende i samme grad som politikeren i fronten af den store borgerrettighedsbevægelse. Han river os med. Selv om vi ved, at det lykkedes Harvey at komme i byrådet og vinde andre politiske slag, så mærker vi alligevel ganske stærkt overraskelsen, begejstringen og forløsningen i bøssesamfundet, da undertrykkelsen overvindes.
På den modsatte side af værdikampen står det irsk-katolske byrådsmedlem Dan White (Josh Brolin), der i sidste ende myrdede borgmesteren og Harvey. Hvis det ikke var for Heath Ledger som jokeren i ”Dark Knight”, ville Brolin have fortjent en oscar-statuette for at tilføje den helt rigtige grad af usikkerhed, ambivalens og indestængthed i sin komplekse rolle som homofoben White.
Gus Van Sant og Sean Penn fortjener også hæder for at skabe en film, der så smukt balancerer ømhed og politik. Harvey Milk fremstår måske en tand for meget som en helgen. Som et symbol for håb for menneskeheden og politisk handling. Men verden tager ikke skade af mere håb.
Gus Van Sant fanger stemningen, tidsånden, farverne, lyden og energien i 70ernes San Francisco, hvor de homoseksuelle forsøger at skabe et fristed midt i de sociale omvæltninger.
Harvey Milk (spillet af den ellers superheteroseksuelle og maskuline skuespiller Sean Penn) er en aldrende skabsbøsse i New York, der springer ud og starter et nyt, frit liv i San Francisco, da han finder kærligheden i den unge, åbne Scott (James Franco). Men der er slanger—politifolk der tæsker og arresterer bøsser uden beviser—i paradis, og Harvey begynder at organisere de homoseksuelle, så de bliver en uundgåelig økonomisk faktor i lokalsamfundet. Da det lykkedes, stiller han op i byrådet, så de også kan blive en politisk faktor.
Sean Penn løsner op på hele sit kropssprog. Han bliver ikke blot overbevisende som Harvey Milk, men også charmerende og karismatisk og charmerende i samme grad som politikeren i fronten af den store borgerrettighedsbevægelse. Han river os med. Selv om vi ved, at det lykkedes Harvey at komme i byrådet og vinde andre politiske slag, så mærker vi alligevel ganske stærkt overraskelsen, begejstringen og forløsningen i bøssesamfundet, da undertrykkelsen overvindes.
På den modsatte side af værdikampen står det irsk-katolske byrådsmedlem Dan White (Josh Brolin), der i sidste ende myrdede borgmesteren og Harvey. Hvis det ikke var for Heath Ledger som jokeren i ”Dark Knight”, ville Brolin have fortjent en oscar-statuette for at tilføje den helt rigtige grad af usikkerhed, ambivalens og indestængthed i sin komplekse rolle som homofoben White.
Gus Van Sant og Sean Penn fortjener også hæder for at skabe en film, der så smukt balancerer ømhed og politik. Harvey Milk fremstår måske en tand for meget som en helgen. Som et symbol for håb for menneskeheden og politisk handling. Men verden tager ikke skade af mere håb.
10/02-2009
