Bragende godt skuespil i verbal boksekamp

Det kan godt være, at George W. Bush netop nu, mens disse linjer nedfældes, sidder slukøret på sin ranch i Texas og bander og svovler over et historisk ringe eftermæle. Men det er intet sammenlignet med den indestængte vrede og udtalte fornægtelse, hans partifælle Richard Nixon sidder med i Californien i midten af 1970’erne.

Hadet af amerikanerne og ydmyget af at være den første – og eneste – amerikanske præsident nogensinde, der må forlade embedet før tid. Presset ud; og ikke fordi han har gjort noget galt, lyder forklaringen. ”I’m not a crook,” lyder hans eftermæle, alt imens Watergate-skandalen og systematisk magtmisbrug overskygger udenrigspolitiske landvindinger midt i en kold krig.

Her begynder ’Frost/Nixon’; et politisk-journalistisk verbal boksekamp mellem den britiske talkshow-vært David Frost, der kæmper for seertal og berømmelse, og Richard Nixon, der kæmper for genoprejsning og sin stolthed.

”He’s running for ex-president,” hedder det, da Nixons rådgivere overbeviser ham om, at den kulørte tv-mand ikke når den lynende begavede afsatte præsident til sokkeholderne og blot vil levere perle-afleveringer til Nixons egen agenda. Langt hen ad vejen ser de ud til at få ret.

Filmen, handler om de to lejres forberedelse og udførelse af en stribe møder mellem de to mænd i foråret 1977. Møder, der tilhører den legendariske ende af politisk journalistik.

Altså, en godt to timer lang spillefilm om et 32 år gammelt journalistisk interview. Det er ikke just prototypen på underholdning i spillefilmsskabelon. Men ’Frost/Nixon’ er – udover at være åbenlyst intellektuelt interessant for politisk og journalistisk interesserede biografgængere – bragende god underholdning. Og det er altså ikke så lidt af en bedrift af den driftsikre Ron Howard, der her har begået en film på kvalitetsniveau med hovedværket ’A Beautiful Mind’ fra 2001.

Det skyldes ikke mindst bragende godt skuespil af filmens to hovedroller, der i øvrigt gentager deres roller fra teateropsætningen af samme historie. Michael Sheen, der hidtil er bedst kendt for at ligne Tony Blair i ’The Queen’, har en komikers udstråling, men er – da alvoren går op for ham – en særdeles værdig modstander i de intense ordvekslinger.

Men filmen tilhører først og fremmest en fænomenal Frank Langella, der er en endnu bedre Nixon end Anthony Hopkins var det i Oliver Stones ’Nixon’ i 1995. Han rammer i både talestrøm og ansigtsmimik såvel den stolte som den tragiske Nixon, og det er svært ikke at rammes af noget, der minder om sympati for mennesket Nixon, der livet igennem higer efter magten, men er paranoid og ikke kan lide andre mennesker.

Langella er også leveringsdygtig i knivskarp humor med tyk sarkasme, som er den største overraskelse ved ’Frost/Nixon’ – og som bidrager betydeligt til underholdningsværdien ikke mindst i filmens første halvdel.

Læg dertil gode skuespillere i birollerne. Kevin Bacon og Toby Jones (der synes at gentage sin rolle som Karl Rove i Bush-biografifilmen, ’W.’) i Nixons ringhjørne, og en stærk Sam Rockwell som idealisten på Frosts hold, der rammer interviewenes betydning for amerikanerne meget sigende ved sin ansættelsessamtale som researcher:

”Hvis det med de her interviews lykkedes Nixon at få sin genoprejsning, vil det være den største forbrydelse af alle.”