Magtfuldkommenhed
5.0
Fascinerende og overraskende spændende filmatisering af historien om de 30 timers interview, den engelske tv-vært David Frost lavede med Richard Nixon, tre år efter Watergate-affæren tvang ham til at gå af.
I den store sammenhæng er interviewene egentlig kun en lille efterdønning i det politiske drama og de indre uroligheder, som prægede USA i 60'erne og 70'erne. Men instruktør Ron Howard formår alligevel at få gjort episoden utroligt spændende, ikke mindst på grund af Frank Langellas fantastiske spil som Nixon. Han bygger på det billede, eftertiden altid vil have af Nixon: En mærkelig, småparanoid mand, der blev et symbol på magtfuldkommenhed og politisk ondskab. Men Langella giver rollen en pondus, der minder om, at manden også var en lynende intelligent, dreven politiker, der høstede store udenrigspolitiske sejre i sine forhandlinger med Kina og Sovjetunionen. Og en menneskelighed, der gør ham til en stor tragisk figur i de scener, hvor man godt kan se, at han erkender, han har fejlet på det basale plan.
Langella har helt klart fortjent sin Oscar-nominering, men får også flot modspil af Michael Sheen. Han spiller Frost som en letbenet talkshow-vært med smag for jetset-livet, der først og fremmest ser Nixon-interviewene som en mulighed for at score høje seertal, men bekymrer sig mindre om at få en tilståelse ud af eks-præsidenten. Og slet ikke er forberedt på, hvor formidabel en modstander han skal duellere med, fordi han er ramt af sin egen magtfuldkommenhed i sin tyrkertro på, at han kan det der med tv. Frost får virkelig brug for sit producer/researcher-team, som bliver glimrende spillet af Matthew Macfadyen, Sam Rockwell og Oliver Platt.
Det er i de direkte dueller på ord, at "Frost/Nixon" for alvor rykker. Ikke mindst på grund af Ron Howards stærke, men diskrete instruktion, der giver skuespillerne plads til at gøre deres job fremragende. Nogle historikere mener, filmen forsimpler og giver et skævt billede af forholdet mellem Frost og Nixon, og hvem der virkelig vandt interviewet - men generelt er det en flot iscenesat film, der næsten umærkeligt giver en yderst troværdig følelse af at være i 70'erne. Og Howards største triumf er, at han formår at gøre telefonopkald og samtaler mellem to mænd i lænestole spændende i en grad, jeg meget sjældent har set på film. Jeg har egentlig altid betragtet Ron Howard som en god håndværker, men ikke meget mere - men her er han på et helt andet niveau i den bedste film, jeg har set fra hans hånd.
I den store sammenhæng er interviewene egentlig kun en lille efterdønning i det politiske drama og de indre uroligheder, som prægede USA i 60'erne og 70'erne. Men instruktør Ron Howard formår alligevel at få gjort episoden utroligt spændende, ikke mindst på grund af Frank Langellas fantastiske spil som Nixon. Han bygger på det billede, eftertiden altid vil have af Nixon: En mærkelig, småparanoid mand, der blev et symbol på magtfuldkommenhed og politisk ondskab. Men Langella giver rollen en pondus, der minder om, at manden også var en lynende intelligent, dreven politiker, der høstede store udenrigspolitiske sejre i sine forhandlinger med Kina og Sovjetunionen. Og en menneskelighed, der gør ham til en stor tragisk figur i de scener, hvor man godt kan se, at han erkender, han har fejlet på det basale plan.
Langella har helt klart fortjent sin Oscar-nominering, men får også flot modspil af Michael Sheen. Han spiller Frost som en letbenet talkshow-vært med smag for jetset-livet, der først og fremmest ser Nixon-interviewene som en mulighed for at score høje seertal, men bekymrer sig mindre om at få en tilståelse ud af eks-præsidenten. Og slet ikke er forberedt på, hvor formidabel en modstander han skal duellere med, fordi han er ramt af sin egen magtfuldkommenhed i sin tyrkertro på, at han kan det der med tv. Frost får virkelig brug for sit producer/researcher-team, som bliver glimrende spillet af Matthew Macfadyen, Sam Rockwell og Oliver Platt.
Det er i de direkte dueller på ord, at "Frost/Nixon" for alvor rykker. Ikke mindst på grund af Ron Howards stærke, men diskrete instruktion, der giver skuespillerne plads til at gøre deres job fremragende. Nogle historikere mener, filmen forsimpler og giver et skævt billede af forholdet mellem Frost og Nixon, og hvem der virkelig vandt interviewet - men generelt er det en flot iscenesat film, der næsten umærkeligt giver en yderst troværdig følelse af at være i 70'erne. Og Howards største triumf er, at han formår at gøre telefonopkald og samtaler mellem to mænd i lænestole spændende i en grad, jeg meget sjældent har set på film. Jeg har egentlig altid betragtet Ron Howard som en god håndværker, men ikke meget mere - men her er han på et helt andet niveau i den bedste film, jeg har set fra hans hånd.
12/02-2009
