Let og elefant
4.0
”Det betyder ikke noget, at man er født i en andegård, hvis man har ligget i et svaneæg”. Således sluttede H.C. Andersen sit bedste eventyr, ”Den grimme ælling”, og samtidig afrundet han hele eventyrets interessante morale. Er vi underlagt en forudbestemt skæbne? Er det i virkeligheden arven og ikke miljøet der bestemmer vores vej gennem livet? Kan en rotte alligevel blive en kok og kan en panda lære Kung-Fu? Det er dét Dreamworks ”Kung-Fu Panda” handler om. Det at bryde ud af sit sociale miljø og forfølge sin drøm, hvor umulig, latterlig og unaturlig den end måtte være. For alle kan lave mad, så længe man blot har hjertet og troen på det rette sted.
Da Pixars ”Ratatouille” røg direkte ind i anmeldernes og såvel publikums hjerte, var det fordi den med en hidtil uset varme og kløgtighed formidlede denne morale uden at blive for prædikende og entydig. Der var med andre ord tale om en original tilgang til H.C. Andersens ”Den grimme ælling”, og ikke mindst en hyldest af hele tesen om, at hvis man tør tro på sin drøm og forfølge den, så skal den nok gå i opfyldelse. Nu giver Dreamworks, den totale opposition til Pixar, deres bud og formidling af hele moralen, men det er gjort med en større selvironi, mere gak og løjer og farvestrålende tempo end ”Ratatouille”. Man har taget en noget anden, hvis ikke en lettere tilgang til emnet, men dermed ikke sagt nogen dårlig.
”Kung-Fu Panda” har en ualmindelig god smag for en original tilgang til joke-klicheerne, specielt i den første halve time formår den at forny dem og ikke mindst overraske. Den er i et konstant morsomt tempo og vittighederne bliver stort set alle velleveret, uden at være direkte latterlig i sin fortælling om den klodset og fede Panda, Po, der drømmer om at blive en diametral modsætning af hans natur, nemlig en stor, smidig og elegant Kung-Fu kriger. Men det er svært, for far – den spinkle og minimalt drømmende gås – har kørt sin søn i stilling så han kan overtage den lille nudelbutik, han engang selv arvet. Hvorfor Po har en gås som far bliver aldrig opklaret, men i et univers hvor tyngdelovens regler er ikke eksisterende og dyr menneskeliggøres, er det egentlig også i bund og grund irrelevant.
Selvom filmen ikke formidler sit grundstof ligeså godt og bredt som ”Ratatouille” gjorde, så er der alligevel et vedvarende kvalitet igennem billederne og ikke mindst timingen af dem. Jovist er det forudsigeligt, men det rør ikke ved, at Dreamworks formår, ligesom Pixars gang på gang gør, at gøre deres farverige ensemble af morsomme karakterer – lade det være en panda eller rotte – absolut vedkommende. Og det er også det vigtigste. Tempoet er optimalt, til tider måske lidt for svulstigt, men historien derimod er noget firkantet og virker ret minimal. Hvor ”Ratatouille” med lethed gjorde det søgte til selvfølgeligheden, gør ”Kung-Fu Panda” det søgte til morsomheden.
Der hvor underholdningen for alvor virker for den nuttet og buttet Panda, er i de medrivende og befriende selvironiske kampscener, som også symbolsk nok for filmen generelt understreger at ”Kung-Fu Panda” aldrig bliver for selvhøjtidelig. Men samtidig heller ikke nok alvorlig i sin moralske fortælling. ”Ratatouille” turde mene noget og pakket det ikke ind i prut og bøvs. Den fandt en mesterlig balancegang mellem det alvorlige og sjove. Overordnet set er ”Kung-Fu Panda” heller ikke skamløst prutteri, der er skam rørende scener, men den undlader sig at for alvor støtte op om sit moralske budskab. Set i det store og hele, er det nok også bedst. En kvalmende, patetisk afslutning ville ikke klæde filmen, til det er historien simpelthen for dårlig. ”Ratatouille”, som på mange områder er meget bedre end ”Kung-Fu Panda”, turde være patetisk og sentimental. Rotten fandt vejen til køkkenet gennem flot gå på mod og en vedvarende god mavefornemmelse. Pandaen fandt vejen til lærdommen om Kung-Fu ved sin nuttet klodsethed og sultende mave. For det gør virkelig ikke noget, at man er vokset op i en nudelbutik, så længe man bare tør drømme om den dag, man bliver en mægtig, indrømmet uelegant dragekæmper.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Da Pixars ”Ratatouille” røg direkte ind i anmeldernes og såvel publikums hjerte, var det fordi den med en hidtil uset varme og kløgtighed formidlede denne morale uden at blive for prædikende og entydig. Der var med andre ord tale om en original tilgang til H.C. Andersens ”Den grimme ælling”, og ikke mindst en hyldest af hele tesen om, at hvis man tør tro på sin drøm og forfølge den, så skal den nok gå i opfyldelse. Nu giver Dreamworks, den totale opposition til Pixar, deres bud og formidling af hele moralen, men det er gjort med en større selvironi, mere gak og løjer og farvestrålende tempo end ”Ratatouille”. Man har taget en noget anden, hvis ikke en lettere tilgang til emnet, men dermed ikke sagt nogen dårlig.
”Kung-Fu Panda” har en ualmindelig god smag for en original tilgang til joke-klicheerne, specielt i den første halve time formår den at forny dem og ikke mindst overraske. Den er i et konstant morsomt tempo og vittighederne bliver stort set alle velleveret, uden at være direkte latterlig i sin fortælling om den klodset og fede Panda, Po, der drømmer om at blive en diametral modsætning af hans natur, nemlig en stor, smidig og elegant Kung-Fu kriger. Men det er svært, for far – den spinkle og minimalt drømmende gås – har kørt sin søn i stilling så han kan overtage den lille nudelbutik, han engang selv arvet. Hvorfor Po har en gås som far bliver aldrig opklaret, men i et univers hvor tyngdelovens regler er ikke eksisterende og dyr menneskeliggøres, er det egentlig også i bund og grund irrelevant.
Selvom filmen ikke formidler sit grundstof ligeså godt og bredt som ”Ratatouille” gjorde, så er der alligevel et vedvarende kvalitet igennem billederne og ikke mindst timingen af dem. Jovist er det forudsigeligt, men det rør ikke ved, at Dreamworks formår, ligesom Pixars gang på gang gør, at gøre deres farverige ensemble af morsomme karakterer – lade det være en panda eller rotte – absolut vedkommende. Og det er også det vigtigste. Tempoet er optimalt, til tider måske lidt for svulstigt, men historien derimod er noget firkantet og virker ret minimal. Hvor ”Ratatouille” med lethed gjorde det søgte til selvfølgeligheden, gør ”Kung-Fu Panda” det søgte til morsomheden.
Der hvor underholdningen for alvor virker for den nuttet og buttet Panda, er i de medrivende og befriende selvironiske kampscener, som også symbolsk nok for filmen generelt understreger at ”Kung-Fu Panda” aldrig bliver for selvhøjtidelig. Men samtidig heller ikke nok alvorlig i sin moralske fortælling. ”Ratatouille” turde mene noget og pakket det ikke ind i prut og bøvs. Den fandt en mesterlig balancegang mellem det alvorlige og sjove. Overordnet set er ”Kung-Fu Panda” heller ikke skamløst prutteri, der er skam rørende scener, men den undlader sig at for alvor støtte op om sit moralske budskab. Set i det store og hele, er det nok også bedst. En kvalmende, patetisk afslutning ville ikke klæde filmen, til det er historien simpelthen for dårlig. ”Ratatouille”, som på mange områder er meget bedre end ”Kung-Fu Panda”, turde være patetisk og sentimental. Rotten fandt vejen til køkkenet gennem flot gå på mod og en vedvarende god mavefornemmelse. Pandaen fandt vejen til lærdommen om Kung-Fu ved sin nuttet klodsethed og sultende mave. For det gør virkelig ikke noget, at man er vokset op i en nudelbutik, så længe man bare tør drømme om den dag, man bliver en mægtig, indrømmet uelegant dragekæmper.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
12/02-2009
