- It's a wonderful life -
5.0
No need to laugh and cry
It's a wonderful, wonderful life
No need to run and hide
It's a wonderful, wonderful life
Unge instruktørers film hjemsøges tit af deres egen konklussion. Det gør Joachim Trier's ungdoms-drama ”Reprise” også, men han har masser af gode temaer i sprøjten, til at kompenserer for sin lettere brovtende tilgang, til en ellers konventionel historie om to spirrende, unge forfattere og deres interne konkurrence på livet. I en tid hvor nordisk filmbranche's tag om den yngre generations handlekraft og præmisser, kan opsummeres i Lukas Moodyson's ”Fucking Åmål” (1998) og Christian E. Christiansen's socialrealistiske chick-flick ”Råzone” (2006), er det forfriskende at se et mere interlektuelt og favnende tag om tiden, hvor menneskers liv er ved at blive støbt i den skrøbelige form, der udgøres af mål, mod og talent. Her piller Trier i ungdommens lystspil, postmodernismen, kunsten og filmmediets narrative forløb, med en komposition, misé en scene og teknik, der stråler som en hyldest til dissidenten Jean Luc Godard.
”Reprise” er i bund og grund visuelt og tematisk samlebåndsarbejde; en finurlig og genkendelig fortælling sat ind i en fransk New Wave-ramme, hvor kvinder og mænd med æggehoveder møder hinanden i de sårbare, nøgne øjeblike, imellem skarpskydende revolverklip og vaks ping-pong dialog. Alligevel, kan man ikke andet end betages af Trier's mandsmod og satsninger, idet hans målgruppe umiddelbart burde fortvivle over det raske tempo og den stillistiske form, mens de interlektuelle kunne tage afstand og proklamere det som påklistret genbrugs pseudo-kunst. Men det er det ikke! Han griber sine seere og lader dem identificerer sig med karakterer, der alle repræsenterer og senere udånder i de problemstillinger, som film af denne art tit karrikerer og overspiller, for dramaets og illusionens skyld. Dermed bliver konceptet håndgribeligt og indtrykket mærkbart, når Erik (Espen Klouman-Høiner) og Phillip (Anders Danielsen Lie) bryder med karrieren, kærligheden og fortvivlelsen over at være misforstået, rodløse og alene. Det er småneurotisk realisme fortalt i et så ægte og komprimeret filmsprog, at indsigten i Trier's univers bliver som en udfordrende selvrealisering, på både godt og ondt.
Der har været mange mere eller mindre heldige forsøg på at filmatisere kunstnernes dualistiske tilværelse: Konflikten imellem at skildre livet og leve livet. Således sker det i ”Reprise”, med den geniale og ligeligt sindsyge Phillip, der kun kan sætte ord på verden, så snart han er på sikker grund - mens den frustrerede Erik søger imod nye græsgange, for at lære dét talent han ikke er født med. Deres (homoerotiske) venskab og fælles kompleks, sættes på en spids, i scenen hvor den psykotiske Phillip indlægges på den lukkede afdeling endnu engang. Erik står i døren og ser ham siddende ensom i venteværelset, men vælger at forlade ham uden et farvel, for at drage ud i verden og finde inspirationen – kunsten sættes over venskabet og livet, men ikke uden en omkostning, som om Trier vil lave en underforstået og lettere fordrejet konklussion af Godard's eller den norske forfatter Tor Ulven's egne ideologier. De to hovedrolleindhavere formår også fint at skildre deres individuelle tomgang; specielt den tragiske og ligeledes foruroligende scene, hvor psykosen atter sniger sig ind på Phillip, er i sandhed en underspillet tour de force af Danielsen. Filmens bedste præstation, kommer dog fra Trier's afmægtige femme fatale (Viktoria Winge), som kvinden på sidelinjen, der holder sine elskeres skæbner i ufrivillige hænder.
Jakob Ihre's minimalistiske og gråtonede fotografering, kunne ligesågodt være taget ud af ”Je vous salue, Marie” (1985), med et letflydende spil af nærgående insert shots, håndholdt kaos og en formørket sexscene – atter i tribut til realisten Jean Renoir, Traffaut, Godard og deres New Wave-kølvand af klassicistiske film om det uperfekte menneske. Det er også her, i deres fejl og mangler, at Trier's karakterer får pustet liv i deres søgen; Erik's kejtede indgangsvinkel til kvindekønnet og Phillip's manglende realitetssans. Begge symptomer der arbejder imod deres lyst til livet, men som samtidig giver dem dén identitet og inspiration, som deres kunst kræver af dem. Sjældent har skæbneironien stået stærkere, og Trier minder os også mere end én gang om den selvopofrelse, disse to mænd må gå igennem, for at opnå anerkendelse for deres valg af levebrød. Det er en bittersød (men mest sød) fortælling, der ikke blot minder os om, men også fejrer ungdommens brændende idealisme og livsappetit: Lysten til at smage på, undersøge og forstå livets og menneskets grænser, mens man også skal finde sig selv. Det gør Phillip og Erik også til slut, men inden for de mere småborgerlige rammer. Venskabet har stået i sin prøve og selvom alt ikke er lutter lagkage, er det godt nok alligevel. ”Reprise” består også klart prøven og må siges at være blandt de bedste, nordiske ungdomsfilm til dags dato, med et vidunderligt helhedsindtryk, der sætter sig lunt i sindet, så snart fordøjelsesfasen er overstået.
It's a wonderful, wonderful life
No need to run and hide
It's a wonderful, wonderful life
Unge instruktørers film hjemsøges tit af deres egen konklussion. Det gør Joachim Trier's ungdoms-drama ”Reprise” også, men han har masser af gode temaer i sprøjten, til at kompenserer for sin lettere brovtende tilgang, til en ellers konventionel historie om to spirrende, unge forfattere og deres interne konkurrence på livet. I en tid hvor nordisk filmbranche's tag om den yngre generations handlekraft og præmisser, kan opsummeres i Lukas Moodyson's ”Fucking Åmål” (1998) og Christian E. Christiansen's socialrealistiske chick-flick ”Råzone” (2006), er det forfriskende at se et mere interlektuelt og favnende tag om tiden, hvor menneskers liv er ved at blive støbt i den skrøbelige form, der udgøres af mål, mod og talent. Her piller Trier i ungdommens lystspil, postmodernismen, kunsten og filmmediets narrative forløb, med en komposition, misé en scene og teknik, der stråler som en hyldest til dissidenten Jean Luc Godard.
”Reprise” er i bund og grund visuelt og tematisk samlebåndsarbejde; en finurlig og genkendelig fortælling sat ind i en fransk New Wave-ramme, hvor kvinder og mænd med æggehoveder møder hinanden i de sårbare, nøgne øjeblike, imellem skarpskydende revolverklip og vaks ping-pong dialog. Alligevel, kan man ikke andet end betages af Trier's mandsmod og satsninger, idet hans målgruppe umiddelbart burde fortvivle over det raske tempo og den stillistiske form, mens de interlektuelle kunne tage afstand og proklamere det som påklistret genbrugs pseudo-kunst. Men det er det ikke! Han griber sine seere og lader dem identificerer sig med karakterer, der alle repræsenterer og senere udånder i de problemstillinger, som film af denne art tit karrikerer og overspiller, for dramaets og illusionens skyld. Dermed bliver konceptet håndgribeligt og indtrykket mærkbart, når Erik (Espen Klouman-Høiner) og Phillip (Anders Danielsen Lie) bryder med karrieren, kærligheden og fortvivlelsen over at være misforstået, rodløse og alene. Det er småneurotisk realisme fortalt i et så ægte og komprimeret filmsprog, at indsigten i Trier's univers bliver som en udfordrende selvrealisering, på både godt og ondt.
Der har været mange mere eller mindre heldige forsøg på at filmatisere kunstnernes dualistiske tilværelse: Konflikten imellem at skildre livet og leve livet. Således sker det i ”Reprise”, med den geniale og ligeligt sindsyge Phillip, der kun kan sætte ord på verden, så snart han er på sikker grund - mens den frustrerede Erik søger imod nye græsgange, for at lære dét talent han ikke er født med. Deres (homoerotiske) venskab og fælles kompleks, sættes på en spids, i scenen hvor den psykotiske Phillip indlægges på den lukkede afdeling endnu engang. Erik står i døren og ser ham siddende ensom i venteværelset, men vælger at forlade ham uden et farvel, for at drage ud i verden og finde inspirationen – kunsten sættes over venskabet og livet, men ikke uden en omkostning, som om Trier vil lave en underforstået og lettere fordrejet konklussion af Godard's eller den norske forfatter Tor Ulven's egne ideologier. De to hovedrolleindhavere formår også fint at skildre deres individuelle tomgang; specielt den tragiske og ligeledes foruroligende scene, hvor psykosen atter sniger sig ind på Phillip, er i sandhed en underspillet tour de force af Danielsen. Filmens bedste præstation, kommer dog fra Trier's afmægtige femme fatale (Viktoria Winge), som kvinden på sidelinjen, der holder sine elskeres skæbner i ufrivillige hænder.
Jakob Ihre's minimalistiske og gråtonede fotografering, kunne ligesågodt være taget ud af ”Je vous salue, Marie” (1985), med et letflydende spil af nærgående insert shots, håndholdt kaos og en formørket sexscene – atter i tribut til realisten Jean Renoir, Traffaut, Godard og deres New Wave-kølvand af klassicistiske film om det uperfekte menneske. Det er også her, i deres fejl og mangler, at Trier's karakterer får pustet liv i deres søgen; Erik's kejtede indgangsvinkel til kvindekønnet og Phillip's manglende realitetssans. Begge symptomer der arbejder imod deres lyst til livet, men som samtidig giver dem dén identitet og inspiration, som deres kunst kræver af dem. Sjældent har skæbneironien stået stærkere, og Trier minder os også mere end én gang om den selvopofrelse, disse to mænd må gå igennem, for at opnå anerkendelse for deres valg af levebrød. Det er en bittersød (men mest sød) fortælling, der ikke blot minder os om, men også fejrer ungdommens brændende idealisme og livsappetit: Lysten til at smage på, undersøge og forstå livets og menneskets grænser, mens man også skal finde sig selv. Det gør Phillip og Erik også til slut, men inden for de mere småborgerlige rammer. Venskabet har stået i sin prøve og selvom alt ikke er lutter lagkage, er det godt nok alligevel. ”Reprise” består også klart prøven og må siges at være blandt de bedste, nordiske ungdomsfilm til dags dato, med et vidunderligt helhedsindtryk, der sætter sig lunt i sindet, så snart fordøjelsesfasen er overstået.
13/02-2009
