En Mand ser Rødt anno 2008
4.0
Innovationen har ikke præget Luc Besson siden han slap grebet som instruktør. Istedet har han søgt tilbage til rødderne, og som producent skabt gunstige vilkår for den jævne actionthriller, ofte skræddersyet til dvd-markedet. Her er ingen høje hatte, finkultur eller snobbede anmeldere. Her er bare film for markedet.
Det er bl.a. blevet til en buket af ganske succesfulde film der alle udnytter den europæiske scene som baggrund. Taxi, The Transporter, Danny the Dog, Revolver, m.v. - alle kendetegnet ved platte plots, mindre budgetter og højt, højt tempo.
Med Taken er trenden måske ved at blive så lukrativ at den atter kan finde et marked i biograferne. Nr 1. på Box Office listen i USA - ikke at kimse af. Den er ikke fejlfri og søger ikke nye græsgange, men dens succes er måske udtryk for at det er en historie vi elsker at få fortalt.
Historien om en ex-agent der river mure ned, slagter modstanderen og skrotter enhver morale for at redde sin datter (endda en jomfru) er så simpel, og alligevel så velkakuleret. Han truer, prygler, torturerer og dræber i ren passion. Tempoet er højt men climaxerne moderate. Lokationerne skifter og kedsomheden holdes på afstand. Vi skal ikke dvæle længe ved Liam Neesons bekymrende blik, før han er ude og brække knogler igen. Det hele er serveret uden hensyn til plothuller og troværdighed, men konceptet reddes i land af filmens cheesyness og bevidste overfladementalitet.
Taken er ikke nogen dyb tallerken, men nærmere en tur tilbage til påmindelserne om hvorfor den ensomme selvtægts-hævner blev populær på 80'ernes vhs-hylder. Assosiationerne til Charles Bronson i Death Wish medbringer erkendelsen af, at vi filmelskere måske stadig er sultne efter noget old school vendetta-style.
(Check min filmblog: http://sekundet.blogspot.com/)
Det er bl.a. blevet til en buket af ganske succesfulde film der alle udnytter den europæiske scene som baggrund. Taxi, The Transporter, Danny the Dog, Revolver, m.v. - alle kendetegnet ved platte plots, mindre budgetter og højt, højt tempo.
Med Taken er trenden måske ved at blive så lukrativ at den atter kan finde et marked i biograferne. Nr 1. på Box Office listen i USA - ikke at kimse af. Den er ikke fejlfri og søger ikke nye græsgange, men dens succes er måske udtryk for at det er en historie vi elsker at få fortalt.
Historien om en ex-agent der river mure ned, slagter modstanderen og skrotter enhver morale for at redde sin datter (endda en jomfru) er så simpel, og alligevel så velkakuleret. Han truer, prygler, torturerer og dræber i ren passion. Tempoet er højt men climaxerne moderate. Lokationerne skifter og kedsomheden holdes på afstand. Vi skal ikke dvæle længe ved Liam Neesons bekymrende blik, før han er ude og brække knogler igen. Det hele er serveret uden hensyn til plothuller og troværdighed, men konceptet reddes i land af filmens cheesyness og bevidste overfladementalitet.
Taken er ikke nogen dyb tallerken, men nærmere en tur tilbage til påmindelserne om hvorfor den ensomme selvtægts-hævner blev populær på 80'ernes vhs-hylder. Assosiationerne til Charles Bronson i Death Wish medbringer erkendelsen af, at vi filmelskere måske stadig er sultne efter noget old school vendetta-style.
(Check min filmblog: http://sekundet.blogspot.com/)
15/02-2009
