Revolutionary Road ER Winslet og DiCaprio
5.0
Forestil dig den mest romantiske film. Forestil dig slutningen; vores to elskende indser endelig, at de ikke kan undvære hinanden. De kysser, og efterlader deres publikum varme, mens kameraet slukkes og rulleteksterne ruller. Hvad så? De får måske et par børn, forlader den pulserende storby og flytter ud i forstaden, livet går; mens passionen falmer. Ti år senere tænder vi kameraet igen: velkommen til ’Revolutionary Road.’
Instruktør Sam Mendes har kastet sig ud i andet kapitel af sit opgør imod forstadslivets konformitet, der dræber livets lidenskab og erstatter den med en socialt accepteret tilværelse. Hvor man tror, at man er noget særligt. Men hvor man er akkurat ligesom naboen og naboens nabo. Lige indtil én gør oprør, som Kevin Spacey i Mendes’ mesterlige ’American Beauty’ fra 1999.
I ’Revolutionary Road’, hvis handling er henlagt tilbage i 1950’erne, er det Kate Winslet, der er ved at drukne indvendigt i sine anstrengelser for at se lykkelig ud uden at være det.
”No one forgets the truth – they just get better at lying,” råber Winslet som April Wheeler i et af filmens mange verbale slagsmål med ægtemanden Frank, spillet af Leonardo DiCaprio.
Det er ikke fordi, han ikke er klar over, at han ikke sidder med det liv, han drømte om. Frank hader sit indholdsløse job som sælger og har en udenomsting kørende med en ung, naiv trunte fra kontoret. Men han har lært at acceptere livet, som det er. Indtil April overtaler ham til at leve igen – de skal smide sikkerhedsbælterne og flytte til Paris. Udsigten til forandring genopliver lidenskaben for en stund; sådan noget, der fører til spontan sex på køkkenbordet.
Men man er aldrig i tvivl om, at ’Revolutionary Road’ ikke er en fortælling om det lykkelige liv. Tværtimod. For selv i de mest ’lykkelige’ stunder lurer falskheden, og der skal en sindslidende ung mand (Michael Shannon, der stjæler de scener, han er med i) til åbenlyst at afslører den hule tilværelse for både Frank, April og omgivelserne.
’Revolutionary Road’ udmærker sig ved ikke at være i besiddelse af en tydeligt fremadskridende handling. Det er nærmere et potpourri af følelsesladede scener, der spilles med en teateropsætnings intensitet. Det overlader også hele scenen til skuespillerne. Og ’Revolutionary Road’ ER Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Punktum.
Og det er rigeligt. Jeg ved udmærket, at Oscarakademiet tager højde for så meget andet, end hvem der er bedst, men der findes intet legitimt forsvar for, at både Winslet og DiCaprio er blevet forbigået. Begge præstationer er afsindigt udtryksfulde i både ord og tavshed. Hun på randen af et nervøst sammenbrud med desperationen for at slippe ud malet i ansigtet. Han med aggressiviteten og den sylespidse kommentar, der sætter trumf på, lurende bag sig hele tiden. Det er stort skuespil, naturligvis ledsaget af en enormt velskrevet dialog.
Det er altså ikke nogen lykkefremkaldende filmoplevelse at se ’Revolutionary Road’. Men det er et kunststykke i, hvordan skuespillerne nærmest alene gør en fremragende film med følelserne uden på lærredet.
Instruktør Sam Mendes har kastet sig ud i andet kapitel af sit opgør imod forstadslivets konformitet, der dræber livets lidenskab og erstatter den med en socialt accepteret tilværelse. Hvor man tror, at man er noget særligt. Men hvor man er akkurat ligesom naboen og naboens nabo. Lige indtil én gør oprør, som Kevin Spacey i Mendes’ mesterlige ’American Beauty’ fra 1999.
I ’Revolutionary Road’, hvis handling er henlagt tilbage i 1950’erne, er det Kate Winslet, der er ved at drukne indvendigt i sine anstrengelser for at se lykkelig ud uden at være det.
”No one forgets the truth – they just get better at lying,” råber Winslet som April Wheeler i et af filmens mange verbale slagsmål med ægtemanden Frank, spillet af Leonardo DiCaprio.
Det er ikke fordi, han ikke er klar over, at han ikke sidder med det liv, han drømte om. Frank hader sit indholdsløse job som sælger og har en udenomsting kørende med en ung, naiv trunte fra kontoret. Men han har lært at acceptere livet, som det er. Indtil April overtaler ham til at leve igen – de skal smide sikkerhedsbælterne og flytte til Paris. Udsigten til forandring genopliver lidenskaben for en stund; sådan noget, der fører til spontan sex på køkkenbordet.
Men man er aldrig i tvivl om, at ’Revolutionary Road’ ikke er en fortælling om det lykkelige liv. Tværtimod. For selv i de mest ’lykkelige’ stunder lurer falskheden, og der skal en sindslidende ung mand (Michael Shannon, der stjæler de scener, han er med i) til åbenlyst at afslører den hule tilværelse for både Frank, April og omgivelserne.
’Revolutionary Road’ udmærker sig ved ikke at være i besiddelse af en tydeligt fremadskridende handling. Det er nærmere et potpourri af følelsesladede scener, der spilles med en teateropsætnings intensitet. Det overlader også hele scenen til skuespillerne. Og ’Revolutionary Road’ ER Leonardo DiCaprio og Kate Winslet. Punktum.
Og det er rigeligt. Jeg ved udmærket, at Oscarakademiet tager højde for så meget andet, end hvem der er bedst, men der findes intet legitimt forsvar for, at både Winslet og DiCaprio er blevet forbigået. Begge præstationer er afsindigt udtryksfulde i både ord og tavshed. Hun på randen af et nervøst sammenbrud med desperationen for at slippe ud malet i ansigtet. Han med aggressiviteten og den sylespidse kommentar, der sætter trumf på, lurende bag sig hele tiden. Det er stort skuespil, naturligvis ledsaget af en enormt velskrevet dialog.
Det er altså ikke nogen lykkefremkaldende filmoplevelse at se ’Revolutionary Road’. Men det er et kunststykke i, hvordan skuespillerne nærmest alene gør en fremragende film med følelserne uden på lærredet.
15/02-2009
