- En unødvendighed af de bedre -
4.0
Film som skal portrættere veldokumenterede sande begivenheder afhænger i bund og grund af om materialet er spændende nok i sig selv. Derfor lignede det på forhånd op af bakke, da Ron Howard besluttede sig for at kaste sig over de famøse Frost/Nixon-interviews. Udover 40 berømte sekunder så er der nemlig på ingen måde grobund for melodrama i disse optagelser.
Det er der imidlertid kompenseret for, man har i stedet pyntet på begivenhederne med en fremstormende Langella i front og et portræt af en præsident, der, nøjagtigt som Oliver Stone gjorde i '95, insisterer mere på myten end manden. Problemet er, at Nixon var en væsentligt mere spændende politiker end mand, så mens det er forståeligt, at man tager sig friheder med karakteren, skaber det til gengæld ubalance, når man samtidig forsøger at ligne et doku-drama (bl.a. med nogle fuldstændig unødvendige interview-passager med de involverede).
Heldigvis er Howard vanen tro en glimrende underholder, og at filmen i sidste ende ender som en ret habil en af slagsen, skyldes en instruktør der i mangel af intensitet blot skaber sig egen (og gør det godt), men måske mest af alt en dybt troværdig Frank Langella, for hvem det på uforklarlig vis lykkedes at vinde sympati (endnu en kunstnerisk frihed, der rent faktisk fungerer) samtidig med man køber hele Nixon-illusionen fra det øjeblik han åbner munden - som skuespiller har han det format, som Nixon selv ironisk nok forsøgte at opretholde resten af sit liv, og som filmen egentlig handler om. Identitet og omverdenens styring af den, og her opstår der jo pludselig en fællesnævner for de to kamphaner.
En intellektuel boksekamp men ingen synderlig intellektuel film - jeg ser den egentlig som et karakterstykke, der ville egne sig bedre til teater, hvad den så efter sigende også gør. Heldigvis hælder Howard nok olie på maskineriet til, at du aldrig keder dig, ja der er sågar steder hvor man svømmer hen i fiktionen, og netop her må dette betegnes som en bedrift i sig selv.
Det er der imidlertid kompenseret for, man har i stedet pyntet på begivenhederne med en fremstormende Langella i front og et portræt af en præsident, der, nøjagtigt som Oliver Stone gjorde i '95, insisterer mere på myten end manden. Problemet er, at Nixon var en væsentligt mere spændende politiker end mand, så mens det er forståeligt, at man tager sig friheder med karakteren, skaber det til gengæld ubalance, når man samtidig forsøger at ligne et doku-drama (bl.a. med nogle fuldstændig unødvendige interview-passager med de involverede).
Heldigvis er Howard vanen tro en glimrende underholder, og at filmen i sidste ende ender som en ret habil en af slagsen, skyldes en instruktør der i mangel af intensitet blot skaber sig egen (og gør det godt), men måske mest af alt en dybt troværdig Frank Langella, for hvem det på uforklarlig vis lykkedes at vinde sympati (endnu en kunstnerisk frihed, der rent faktisk fungerer) samtidig med man køber hele Nixon-illusionen fra det øjeblik han åbner munden - som skuespiller har han det format, som Nixon selv ironisk nok forsøgte at opretholde resten af sit liv, og som filmen egentlig handler om. Identitet og omverdenens styring af den, og her opstår der jo pludselig en fællesnævner for de to kamphaner.
En intellektuel boksekamp men ingen synderlig intellektuel film - jeg ser den egentlig som et karakterstykke, der ville egne sig bedre til teater, hvad den så efter sigende også gør. Heldigvis hælder Howard nok olie på maskineriet til, at du aldrig keder dig, ja der er sågar steder hvor man svømmer hen i fiktionen, og netop her må dette betegnes som en bedrift i sig selv.
16/02-2009
