Temmelig straight
4.0
På søndag uddeles årets Oscars, og der er stor sandsynlighed for, at Sean Penn bliver kaldt op på scenen som Bedste Skuespiller for sit portræt af Harvey Milk. Et navn, som næppe siger mange danskere noget, men som dækker over en helteskikkelse i kampen for homoseksuelles rettigheder i USA. Milk var den første offentligt kendte bøsse, som blev valgt til et politisk embede, da han i 1977 kom ind i San Franciscos byråd. Året efter blev han skudt af en gal mand, der også dræbte byens borgmester.
"Milk" er en biopic i klassisk stil, der følger hovedpersonen, fra han i starten af 70'erne brød med sit liv som skabsbøsse i New York, anlagde hippie-skæg og flyttede til San Franciscos bøssekvarter. Det er historien om en mand, som fandt en sag og blev en naturlig leder i sit miljø. Og det er ikke mindst historien om, at det ikke er så forfærdeligt længe siden, at bøsser blev chikaneret og angrebet af det øvrige samfund. Det sidste markerer instruktør Gus Van Sant allerede i en flot indledende montage med avisklip om Stonewall-optøjerne i New York og billeder af bøsser i håndjern. Senere kæmper Milk bl.a. indædt mod et lovforslag, som ville forbyde homoseksuelle skolelærere.
Filmen er temmelig straight af en Gus Van Sant-film at være. Hans instruktion er primært solidt håndværk - uden de fortælletekniske eksperimenter, han ellers har brugt i mange af sine film. Van Sant har formentlig ment, at Milks historie i sig selv er vigtig og interessant nok til at bære filmen. Det er da også en glimrende og ofte medrivende sag, men samtidig har den et lidt ujævnt tempo og lovlig mange svinkeærinder - selv om det egentlig er fint, at man også møder mennesket Harvey Milk, så han ikke kun bliver en bøssehelgen.
Filmens største aktiv er helt klart Sean Penn i hovedrollen, for han spiller virkelig fremragende. Et forrygende stykke method acting, hvor han helt skifter mimik og kropssprog, uden at det nogensinde bliver en parodi. Der er også flot spil af James Franco som Milks store kærlighed og Emile Hirsch som én af hans vigtigste hjælpere - og der er vel en skjult pointe i, at det er tre heteroseksuelle skuespillere, der her har store roller som bøsser. Jeg skal heller ikke glemme Josh Brolin, der også er rigtig god som den tidligere politimand, der blev Milks største modstander i byrådet.
"Milk" er en velproduceret og særdeles velspillet film om en mand, der på usædvanlig vis blev en helt. Jeg må indrømme, at jeg var en smule skuffet, for på mange punkter er den altså ikke meget mere end en standard-biopic. Jeg havde forventet lidt mere efter dens mange nomineringer og priser. Men "Milk" er afgjort en film, som har en væsentlig historie at fortælle - for det er værd at huske på, at det kun er lidt over 30 år siden, at det var en sensation, at en bøsse blev valgt til byrådet. Og hvis man ikke synes, det er vedkommende for danskere, kan man tænke over, at Danmark på samme tid havde en kulturminister, som først efter sin død blev offentligt omtalt som bøsse. Og at Sundhedsstyrelsen først fjernede homoseksualitet fra den officielle liste over psykiske sygdomme i 1981.
"Milk" er en biopic i klassisk stil, der følger hovedpersonen, fra han i starten af 70'erne brød med sit liv som skabsbøsse i New York, anlagde hippie-skæg og flyttede til San Franciscos bøssekvarter. Det er historien om en mand, som fandt en sag og blev en naturlig leder i sit miljø. Og det er ikke mindst historien om, at det ikke er så forfærdeligt længe siden, at bøsser blev chikaneret og angrebet af det øvrige samfund. Det sidste markerer instruktør Gus Van Sant allerede i en flot indledende montage med avisklip om Stonewall-optøjerne i New York og billeder af bøsser i håndjern. Senere kæmper Milk bl.a. indædt mod et lovforslag, som ville forbyde homoseksuelle skolelærere.
Filmen er temmelig straight af en Gus Van Sant-film at være. Hans instruktion er primært solidt håndværk - uden de fortælletekniske eksperimenter, han ellers har brugt i mange af sine film. Van Sant har formentlig ment, at Milks historie i sig selv er vigtig og interessant nok til at bære filmen. Det er da også en glimrende og ofte medrivende sag, men samtidig har den et lidt ujævnt tempo og lovlig mange svinkeærinder - selv om det egentlig er fint, at man også møder mennesket Harvey Milk, så han ikke kun bliver en bøssehelgen.
Filmens største aktiv er helt klart Sean Penn i hovedrollen, for han spiller virkelig fremragende. Et forrygende stykke method acting, hvor han helt skifter mimik og kropssprog, uden at det nogensinde bliver en parodi. Der er også flot spil af James Franco som Milks store kærlighed og Emile Hirsch som én af hans vigtigste hjælpere - og der er vel en skjult pointe i, at det er tre heteroseksuelle skuespillere, der her har store roller som bøsser. Jeg skal heller ikke glemme Josh Brolin, der også er rigtig god som den tidligere politimand, der blev Milks største modstander i byrådet.
"Milk" er en velproduceret og særdeles velspillet film om en mand, der på usædvanlig vis blev en helt. Jeg må indrømme, at jeg var en smule skuffet, for på mange punkter er den altså ikke meget mere end en standard-biopic. Jeg havde forventet lidt mere efter dens mange nomineringer og priser. Men "Milk" er afgjort en film, som har en væsentlig historie at fortælle - for det er værd at huske på, at det kun er lidt over 30 år siden, at det var en sensation, at en bøsse blev valgt til byrådet. Og hvis man ikke synes, det er vedkommende for danskere, kan man tænke over, at Danmark på samme tid havde en kulturminister, som først efter sin død blev offentligt omtalt som bøsse. Og at Sundhedsstyrelsen først fjernede homoseksualitet fra den officielle liste over psykiske sygdomme i 1981.
17/02-2009
