Filmnørden anmelder Pride And Glory
3.0
Nu er det ikke fordi en historie om politikorruption ligefrem er en original idé, men den kan trods alt kaste nogle gode film af sig. L.A. Confidential, bare for at nævne en. Derfor gav Filmnørden Pride And Glory en chance og derudover er rollelisten lovende.
Ray Tierney har nogle karrieremæssige spøgelser i skabet, der har fået ham til, at stikke halen mellem benene og holde sig på afstand af det ellers imponerende politiarbejde, som både hans bror og far er så kendte for at udøve. Da der en aften begås et massemord på en gruppe politibetjente, be'r hans far ham dog om, at rejse sig fra sit papirnusserjob og komme ud i felten igen, for Ray er en af de absolut bedste efterforskere som New Yorks politistyrke har på lønningslisten. Derudover, i kraft af Rays årelange modvilje til gade-arbejde, mener hans far at chancen for, at han er i lommerne på de korrupte pansere, er ganske lille. Ray begynder modvilligt, at efterforske sagen, men bliver ikke ligefrem motiveret, da han langsomt finder ud af, at politimordene har forbindelse til hans egen familie.
Nu har du sikkert set en del af denne slags film. Derfor ved du også, at der er en række scener, som du SKAL igennem. Der hvor helten, med tårevædede øjne, sigter med sin gøp på en person han kender godt, i tvivl om han skal trykke på aftrækkeren. Der hvor helten i raseri over sit dilemma smadrer løs på et eller andet objekt eller en væg. Der hvor helten og skurken mødes til det endelige "dramatiske" opgør. Der hvor skurken er ved at tvære et brandvarmt strygejern ud i fjæset på en baby... vent... spol tilbage. Ja, for der er nemlig de klassiske scener du forventer, og så er der en lille række af scener, som går over grænsen for hvad man regner med. Det er en af de eneste grunde til, at Pride And Glory ikke tumler med et Wilhelm-skrig* ned i klichérnes afgrund.
Filmens hjørnesten er det dilemma som Ray kommer i, da han finder ud af, at det er hans egen bror, der er lederen bag den korrupte kerne af politimænd, som Ray jagter. Det ér interessant at se, hvilke overvejelser filmens hovedpersoner gør sig og hvilke handlinger de mere eller mindre med vilje, tvinger hinanden til at gøre. Alligevel er Pride And Glory lige præcis det du regner med og ikke mere: en gemen krimi, med et par enkelte plot-twists undervejs. Ikke noget der får pulsen til, at stige synderligt undervejs, men som nok skal underholde dig, så længe dine forventninger ikke er alt for høje. Der er en række scener, hvor filmens skuespillere får lov, at spille med skuespillermusklerne og hvor spændingen stiger, men tempoet daler hurtigt igen. En tommelfinger i vejret skal dog gives til Edward Norton, for om ikke andet, gør han filmen værd at se. Han er jo en cool herre, hvis talent ikke går tabt i en hverdags-thriller som denne.
Pride And Glory er ikke en dårlig film, men den passer nok bedre til en hyggelig aften i sofaen foran husalteret, end en forventningsfuld tur i Klovborg Kino.
Filmnørdens karakter:
Den er da ok
http://www.filmnoerden.com/
Ray Tierney har nogle karrieremæssige spøgelser i skabet, der har fået ham til, at stikke halen mellem benene og holde sig på afstand af det ellers imponerende politiarbejde, som både hans bror og far er så kendte for at udøve. Da der en aften begås et massemord på en gruppe politibetjente, be'r hans far ham dog om, at rejse sig fra sit papirnusserjob og komme ud i felten igen, for Ray er en af de absolut bedste efterforskere som New Yorks politistyrke har på lønningslisten. Derudover, i kraft af Rays årelange modvilje til gade-arbejde, mener hans far at chancen for, at han er i lommerne på de korrupte pansere, er ganske lille. Ray begynder modvilligt, at efterforske sagen, men bliver ikke ligefrem motiveret, da han langsomt finder ud af, at politimordene har forbindelse til hans egen familie.
Nu har du sikkert set en del af denne slags film. Derfor ved du også, at der er en række scener, som du SKAL igennem. Der hvor helten, med tårevædede øjne, sigter med sin gøp på en person han kender godt, i tvivl om han skal trykke på aftrækkeren. Der hvor helten i raseri over sit dilemma smadrer løs på et eller andet objekt eller en væg. Der hvor helten og skurken mødes til det endelige "dramatiske" opgør. Der hvor skurken er ved at tvære et brandvarmt strygejern ud i fjæset på en baby... vent... spol tilbage. Ja, for der er nemlig de klassiske scener du forventer, og så er der en lille række af scener, som går over grænsen for hvad man regner med. Det er en af de eneste grunde til, at Pride And Glory ikke tumler med et Wilhelm-skrig* ned i klichérnes afgrund.
Filmens hjørnesten er det dilemma som Ray kommer i, da han finder ud af, at det er hans egen bror, der er lederen bag den korrupte kerne af politimænd, som Ray jagter. Det ér interessant at se, hvilke overvejelser filmens hovedpersoner gør sig og hvilke handlinger de mere eller mindre med vilje, tvinger hinanden til at gøre. Alligevel er Pride And Glory lige præcis det du regner med og ikke mere: en gemen krimi, med et par enkelte plot-twists undervejs. Ikke noget der får pulsen til, at stige synderligt undervejs, men som nok skal underholde dig, så længe dine forventninger ikke er alt for høje. Der er en række scener, hvor filmens skuespillere får lov, at spille med skuespillermusklerne og hvor spændingen stiger, men tempoet daler hurtigt igen. En tommelfinger i vejret skal dog gives til Edward Norton, for om ikke andet, gør han filmen værd at se. Han er jo en cool herre, hvis talent ikke går tabt i en hverdags-thriller som denne.
Pride And Glory er ikke en dårlig film, men den passer nok bedre til en hyggelig aften i sofaen foran husalteret, end en forventningsfuld tur i Klovborg Kino.
Filmnørdens karakter:
Den er da ok
http://www.filmnoerden.com/
19/02-2009
