Filmnørden anmelder (og analyserer) Doubt
5.0
Filmnørden undskylder den ekstreme længde på følgende anmeldelse, men hold ud - det bliver godt!
I løbet af de første sekunder af Doubt, ser man en grå, åben, fredelig gade i en anonym amerikansk by (det ligner New York) uden mennesker eller aktivitet. Ligesom baggrundsmusikken begynder at dukke frem, hører man tre skarpe slag på et stykke træ. Det er ikke en lyd der kommer fra noget i billedet. Bare tre slag, der bryder stilheden. Hvorfor er de der? Ja, dét er Filmnørden stadig i tvivl om og det er nok ikke et tilfælde, at han er det.
Doubt foregår i midten af 60'erne og handler om en skrap nonne, der er rektor på en katolsk skole. Hun mistænker sin chef, skolens sjove og vellidte præst, for at være lidt for kærlig overfor skolens eneste sorte elev. Hun har ingen faste beviser, men hun er overbevist alligevel og iværksætter langsomt en plan, der skal få præsten til at indrømme sin synd og dermed få ham bortvist fra skolen. Det bliver til en snigende konfrontation mellem præsten og nonnen. En konfrontation der langsomt får mere og mere momentum, indtil en af parterne knækker.
På overfladen er Doubt meget ligetil og filmen besidder flere kvaliteter, der er meget lette at sætte pris på. For det første er der historien. Den er enkel, men interessant og involverende, for det er umuligt ikke selv at forsøge at drage en konklusion, med hensyn til præstens handlinger. For det andet er dialogen i Doubt virkeligt godt og æstetisk skrevet. Især en præken om ligheden mellem sladder og fjer i vinden, bliver siddende dit hoved, længe efter filmen. For det tredje er der de mange Oscar-nominerede skuespilpræstationer. Viola Davis scorer sin Oscar-nomiering nr. 1, for sin rolle som den sorte elevs mor, for en utroligt flot præstation i en vigtig rolle, til trods for, at hun kun er på lærredet i ca. fem minutter. Amy Adams scorer lidt overraskende sin Oscar-nominering nr. 2, for sin rolle som den helt absurd naive Søster James. Philip Seymour Hoffman scorer sin Oscar-nominering nr. 3 for rollen som præsten, hvis mulige handlinger er under kritik. Rart at se at han også brænder helt igennem i en rolle, hvor han hverken er usikker eller indadvendt, hvilket ellers er gennemgående karaktertræk for de personer han normalt spiller. Og sidst men ikke mindst scorer Meryl Streep sin Oscar-nominering nr. 1.000 (eller der omkring) for sin rolle som den skrappe rektor Søster Aloysius Beauvier.
Dernæst gør kombinationen af utroligt flotte billeder (cinematography) og kulisser (art direction), at filmens visuelle udtryk oser af kvalitet. Udover at tidsbestemme historien, giver dette visuelle udtryk også en fornemmelse af ro. Kameraet er næsten aldrig i bevægelse og panorerer eller zoomer kun, hvis der virkelig er brug for det. Til gengæld er der ind i mellem billeder, der er ekstremt skæve - bogstaveligt talt - men mere om det om lidt. Derudover er der musikken, der hverken gør opmærksom på sig selv, eller er upassende. Samlet set oser filmen af godt håndværk, både foran og bag kameraet. Det kræver nogle meget dygtige filmfolk, at stykke disse elementer sammen til en flot film og det er vigtigt at huske og forstå, når vi nu kommer til det rigtigt spændende ved Doubt.
For som sagt har Doubt på overfladen alt hvad der skal til, at gøre det til en god film. Faktisk har filmen så mange gode elementer, at du må tilgives for, aldrig at grave dybere i filmen - selvom du da går glip, af filmens essentielle genistreger. Filmnørden nød denne film i fulde drag. Alligevel sad han med en meget slukøret fornemmelse, da filmen var slut. En følelse af spildt chance, for handler denne film virkelig "kun" om denne rektors tvivl om præstens handlinger? I det ene hjørne står rektoren Søster Beauvier. I det andet præsten Father Flynn. De repræsenterer to modpoler, i både tanker og handlinger, der hiver i hver sin retning. En simpel konflikt - lidt for simpel. Da der halvvejs inde i filmen dukker en tredje modpol op, troede Filmnørden netop, at filmen da ville skifte overraskende kurs og byde på noget helt andet end man forventer. Men denne tredje modpol forsvinder lige så hurtigt, som den er dukket op og filmen synker tilbage i den enkle strid mellem rektoren og præsten. Altså, lige som man tror at filmen vokser ud af den skal man forventer den holder sig indenfor, bliver den inde i skallen.
Men det mest påfaldende ved filmen, er dens til tider komplette mangel på diskretion og tilbageholdenhed. Tag eksempelvis den kluntede brug af symbolik. Symbolerne i Doubt er som en elefant i et glashus: de er overdrevne, voldsomme og leveres uden nogen form for finesse. Eksempler: I takt med at konfrontationen mellem rektoren og præsten tager til, begynder det at storme mere og mere i byen. Da rektoren og præsten virkelig kommer op at skændes, tordner det pludselig udenfor. I to separate scener, hvor rektoren er oppe at skændes med nogen, springer der en pære i en lampe. Derudover går rektoren ofte over til et vindue og åbner det for at få frisk luft ind eller åbner persiennerne, for at få lys ind - klodsede symboler på "det guddommelige" og på hendes ønske om, at rense ud og kaste lys over sagen. Virkemidler der er så klichéfyldte, at de stort set aldrig mere bruges i alvorligt øjemed. Selv dialogen forlader et par gange sin ellers tilbageholdende realisme og bliver klodset og højtråbende, som da rektoren med grådkvalt stemme i sidste scene gentager "JEG ER I TVIVL! JEG ER I TVIVL!" - hvilket jo sletter al tvivl om hun mon er i tvivl. For ikke at nævne de åbenlyst skæve billeder, der står i stærk kontrast til resten af filmens visuelle ro.
På nogle punkter er Doubt altså fyldt med tilbageholdenhed og finesse. På andre punkter er den fyldt med kluntet symbolik, klodset dialog og enkelte skæve billeder - alle ting der stikker ud som en sur tommelfinger. Det afføder et simpelt spørgsmål: hvorfor indeholder en film, der på så mange punkter er lavet med finesse og tilbageholdenhed, indtil flere elementer der er klodsede og højtråbende? Det kan umuligt være filmfolkenes mangel på finesse, for det viser de jo alle mulige tegn på, at være i besiddelse af. Ergo må det være med vilje og her åbner Doubt sig virkelig op for fortolkning og følg nu med, for nu bliver det kringlet!
*** Vær opmærksom på at Filmnørden her afslører enkelte plotelementer af filmen, som du måske gerne ville være uvidende omkring, men som efter Filmnørdens mening kun vil højne din filmoplevelse ***
Alle filmens realistiske elementer, såsom fysisk bevægelse og menneskers følelser, fremstilles på en så realistisk måde og med så stor finesse, at du aldrig er i tvivl om hvad der foregår. Alle filmens urealistiske elementer, såsom symbolikken, bliver skåret så skarpt ud i pap, at du heller aldrig her er i tvivl om hvad der foregår. Med andre ord sletter filmen alle spor af tvivl, hvor der ellers kunne være tvivl. Det eneste der står tilbage, som den vågne tilskuer har nogen grund til at være i tvivl om er… hvad lavede præsten med den dreng? Ikke engang præstens fortidige handlinger er du i tvivl om, for dem får du alt at vide om. Kun den ene gang den sorte dreng er nede hos ham, får du lov at være i tvivl om. Den ene lille hændelse, bliver ALDRIG belyst. Det kommer aldrig ud i det åbne, om han har gjort noget rigtigt godt for denne dreng, eller noget rigtigt ondt. Filmen isolerer altså denne ene tvivl og fjerner den ikke for dig, men i kraft af dette kombineret med resten af filmens virkemidler, ender man med at være ligeglad med tvivlen - du accepterer den - og tænker i stedet over værdien af den. Og dét er genialt!
Tilbage står vi altså med: tvivl! - der i overensstemmelse med den klodsede symbolik, også er filmens titel.
I nutidens samfund har tvivl i høj grad er en negativ værdi. I en verden hvor alles mening tæller og hvor ingen får mere end forhastede tv-interviews til at udtale sig i, er der ikke plads til tvivl. Vi skal ha' konkrete svar. Hvor velbegrundede de svar så er, kan næsten være lige meget, for uden konkrete svar, kan vi ikke handle. Men er tvivl virkelig en negativ ting? Det vil Doubt ha' dig til at, ja, tvivle på.
"Tvivlens værdi" er (efter Filmnørdens mening) en rigtig fin besked, som Doubt giver dig med hjem og tykke på. En besked der er pakket ind i en klassisk udseende film, fyldt med virkemidler, der er originale i deres uoriginalitet. Bedømmer du filmen på dens overfladiske værdier, har du en OK film, men ikke en der er noget særligt. Går du derimod i dybden, og accepterer den ovennævte tolkning, så har du en unik og flot film.
Doubt slutter med nøjagtigt samme billede, som den åbner med: en grå, åben, fredelig gade i en anonym amerikansk by, men denne gang uden tre slag… Hmm…
DAMN, en lang anmeldelse, der flød over i analyse. Det undskylder Filmnørden for, men håber du nød læsningen alligevel.
God fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
Uden tvivl, en flot film!
http://www.filmnoerden.com/
I løbet af de første sekunder af Doubt, ser man en grå, åben, fredelig gade i en anonym amerikansk by (det ligner New York) uden mennesker eller aktivitet. Ligesom baggrundsmusikken begynder at dukke frem, hører man tre skarpe slag på et stykke træ. Det er ikke en lyd der kommer fra noget i billedet. Bare tre slag, der bryder stilheden. Hvorfor er de der? Ja, dét er Filmnørden stadig i tvivl om og det er nok ikke et tilfælde, at han er det.
Doubt foregår i midten af 60'erne og handler om en skrap nonne, der er rektor på en katolsk skole. Hun mistænker sin chef, skolens sjove og vellidte præst, for at være lidt for kærlig overfor skolens eneste sorte elev. Hun har ingen faste beviser, men hun er overbevist alligevel og iværksætter langsomt en plan, der skal få præsten til at indrømme sin synd og dermed få ham bortvist fra skolen. Det bliver til en snigende konfrontation mellem præsten og nonnen. En konfrontation der langsomt får mere og mere momentum, indtil en af parterne knækker.
På overfladen er Doubt meget ligetil og filmen besidder flere kvaliteter, der er meget lette at sætte pris på. For det første er der historien. Den er enkel, men interessant og involverende, for det er umuligt ikke selv at forsøge at drage en konklusion, med hensyn til præstens handlinger. For det andet er dialogen i Doubt virkeligt godt og æstetisk skrevet. Især en præken om ligheden mellem sladder og fjer i vinden, bliver siddende dit hoved, længe efter filmen. For det tredje er der de mange Oscar-nominerede skuespilpræstationer. Viola Davis scorer sin Oscar-nomiering nr. 1, for sin rolle som den sorte elevs mor, for en utroligt flot præstation i en vigtig rolle, til trods for, at hun kun er på lærredet i ca. fem minutter. Amy Adams scorer lidt overraskende sin Oscar-nominering nr. 2, for sin rolle som den helt absurd naive Søster James. Philip Seymour Hoffman scorer sin Oscar-nominering nr. 3 for rollen som præsten, hvis mulige handlinger er under kritik. Rart at se at han også brænder helt igennem i en rolle, hvor han hverken er usikker eller indadvendt, hvilket ellers er gennemgående karaktertræk for de personer han normalt spiller. Og sidst men ikke mindst scorer Meryl Streep sin Oscar-nominering nr. 1.000 (eller der omkring) for sin rolle som den skrappe rektor Søster Aloysius Beauvier.
Dernæst gør kombinationen af utroligt flotte billeder (cinematography) og kulisser (art direction), at filmens visuelle udtryk oser af kvalitet. Udover at tidsbestemme historien, giver dette visuelle udtryk også en fornemmelse af ro. Kameraet er næsten aldrig i bevægelse og panorerer eller zoomer kun, hvis der virkelig er brug for det. Til gengæld er der ind i mellem billeder, der er ekstremt skæve - bogstaveligt talt - men mere om det om lidt. Derudover er der musikken, der hverken gør opmærksom på sig selv, eller er upassende. Samlet set oser filmen af godt håndværk, både foran og bag kameraet. Det kræver nogle meget dygtige filmfolk, at stykke disse elementer sammen til en flot film og det er vigtigt at huske og forstå, når vi nu kommer til det rigtigt spændende ved Doubt.
For som sagt har Doubt på overfladen alt hvad der skal til, at gøre det til en god film. Faktisk har filmen så mange gode elementer, at du må tilgives for, aldrig at grave dybere i filmen - selvom du da går glip, af filmens essentielle genistreger. Filmnørden nød denne film i fulde drag. Alligevel sad han med en meget slukøret fornemmelse, da filmen var slut. En følelse af spildt chance, for handler denne film virkelig "kun" om denne rektors tvivl om præstens handlinger? I det ene hjørne står rektoren Søster Beauvier. I det andet præsten Father Flynn. De repræsenterer to modpoler, i både tanker og handlinger, der hiver i hver sin retning. En simpel konflikt - lidt for simpel. Da der halvvejs inde i filmen dukker en tredje modpol op, troede Filmnørden netop, at filmen da ville skifte overraskende kurs og byde på noget helt andet end man forventer. Men denne tredje modpol forsvinder lige så hurtigt, som den er dukket op og filmen synker tilbage i den enkle strid mellem rektoren og præsten. Altså, lige som man tror at filmen vokser ud af den skal man forventer den holder sig indenfor, bliver den inde i skallen.
Men det mest påfaldende ved filmen, er dens til tider komplette mangel på diskretion og tilbageholdenhed. Tag eksempelvis den kluntede brug af symbolik. Symbolerne i Doubt er som en elefant i et glashus: de er overdrevne, voldsomme og leveres uden nogen form for finesse. Eksempler: I takt med at konfrontationen mellem rektoren og præsten tager til, begynder det at storme mere og mere i byen. Da rektoren og præsten virkelig kommer op at skændes, tordner det pludselig udenfor. I to separate scener, hvor rektoren er oppe at skændes med nogen, springer der en pære i en lampe. Derudover går rektoren ofte over til et vindue og åbner det for at få frisk luft ind eller åbner persiennerne, for at få lys ind - klodsede symboler på "det guddommelige" og på hendes ønske om, at rense ud og kaste lys over sagen. Virkemidler der er så klichéfyldte, at de stort set aldrig mere bruges i alvorligt øjemed. Selv dialogen forlader et par gange sin ellers tilbageholdende realisme og bliver klodset og højtråbende, som da rektoren med grådkvalt stemme i sidste scene gentager "JEG ER I TVIVL! JEG ER I TVIVL!" - hvilket jo sletter al tvivl om hun mon er i tvivl. For ikke at nævne de åbenlyst skæve billeder, der står i stærk kontrast til resten af filmens visuelle ro.
På nogle punkter er Doubt altså fyldt med tilbageholdenhed og finesse. På andre punkter er den fyldt med kluntet symbolik, klodset dialog og enkelte skæve billeder - alle ting der stikker ud som en sur tommelfinger. Det afføder et simpelt spørgsmål: hvorfor indeholder en film, der på så mange punkter er lavet med finesse og tilbageholdenhed, indtil flere elementer der er klodsede og højtråbende? Det kan umuligt være filmfolkenes mangel på finesse, for det viser de jo alle mulige tegn på, at være i besiddelse af. Ergo må det være med vilje og her åbner Doubt sig virkelig op for fortolkning og følg nu med, for nu bliver det kringlet!
*** Vær opmærksom på at Filmnørden her afslører enkelte plotelementer af filmen, som du måske gerne ville være uvidende omkring, men som efter Filmnørdens mening kun vil højne din filmoplevelse ***
Alle filmens realistiske elementer, såsom fysisk bevægelse og menneskers følelser, fremstilles på en så realistisk måde og med så stor finesse, at du aldrig er i tvivl om hvad der foregår. Alle filmens urealistiske elementer, såsom symbolikken, bliver skåret så skarpt ud i pap, at du heller aldrig her er i tvivl om hvad der foregår. Med andre ord sletter filmen alle spor af tvivl, hvor der ellers kunne være tvivl. Det eneste der står tilbage, som den vågne tilskuer har nogen grund til at være i tvivl om er… hvad lavede præsten med den dreng? Ikke engang præstens fortidige handlinger er du i tvivl om, for dem får du alt at vide om. Kun den ene gang den sorte dreng er nede hos ham, får du lov at være i tvivl om. Den ene lille hændelse, bliver ALDRIG belyst. Det kommer aldrig ud i det åbne, om han har gjort noget rigtigt godt for denne dreng, eller noget rigtigt ondt. Filmen isolerer altså denne ene tvivl og fjerner den ikke for dig, men i kraft af dette kombineret med resten af filmens virkemidler, ender man med at være ligeglad med tvivlen - du accepterer den - og tænker i stedet over værdien af den. Og dét er genialt!
Tilbage står vi altså med: tvivl! - der i overensstemmelse med den klodsede symbolik, også er filmens titel.
I nutidens samfund har tvivl i høj grad er en negativ værdi. I en verden hvor alles mening tæller og hvor ingen får mere end forhastede tv-interviews til at udtale sig i, er der ikke plads til tvivl. Vi skal ha' konkrete svar. Hvor velbegrundede de svar så er, kan næsten være lige meget, for uden konkrete svar, kan vi ikke handle. Men er tvivl virkelig en negativ ting? Det vil Doubt ha' dig til at, ja, tvivle på.
"Tvivlens værdi" er (efter Filmnørdens mening) en rigtig fin besked, som Doubt giver dig med hjem og tykke på. En besked der er pakket ind i en klassisk udseende film, fyldt med virkemidler, der er originale i deres uoriginalitet. Bedømmer du filmen på dens overfladiske værdier, har du en OK film, men ikke en der er noget særligt. Går du derimod i dybden, og accepterer den ovennævte tolkning, så har du en unik og flot film.
Doubt slutter med nøjagtigt samme billede, som den åbner med: en grå, åben, fredelig gade i en anonym amerikansk by, men denne gang uden tre slag… Hmm…
DAMN, en lang anmeldelse, der flød over i analyse. Det undskylder Filmnørden for, men håber du nød læsningen alligevel.
God fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
Uden tvivl, en flot film!
http://www.filmnoerden.com/
20/02-2009
