"You can't come in here..."
4.0
"No, you can't come in here", siger Peter Sellers (Geoffrey Rush) til tilskueren på vej ind i sin campingvogn på filmsettet i filmens slutscene.
Seeren kan ikke være i tvivl om, at denne replik fuldstændig indrammer filmens psykologiske skildring af en af filmhistoriens allerstørste komikere - en karrierestatus han endte med at hade som pesten.
Filmen er i udgangspunktet den velkendte, foruroligende og tragiske fortælling om stjernen med det berygtede stivnede smil, når kameraerne slukkes. Men for Sellers var rollespillet dog endnu mere end som så - det stoppede nemlig IKKE, når kameraerne slukkedes, men fortsatte sågar hjemme i privaten i familiens skød, hvor den siden barndommen bekymrende moderligt forkælede Peter angiveligt havde været forvænt med at få sin vilje, hver gang han skabte sig eller lavede sjov. Han var ikke alvorligt psykisk syg, men han forsøgte heller ikke at lægge ret stærke bånd på sine indre dæmoner. Først i en (alt for) sen alder finder han modet og modenheden til at lægge sit skabagtige og gennemført virkelighedssky væsen bag sig.
Har man set Sellers præstere firedobbelt vanvittigt i f.eks. "Dr. Strangelove", vil man næsten være tilbøjelig til umiddelbart at tilgive manden enhver menneskelig fejltagelse. Men det er nu nok heller ikke filmens idé, at vi skal dømme for eller imod Sellers som menneske. Det er netop derfor, at slutreplikken er, som den er.
Geoffrey Rush er helt oppe at ringe i sin lunefulde gestaltning af Sellers' mange ansigter, og heri ligger filmens helt store berettigelse. Emily Watson og til dels John Lithgows "The Pink Panther"-instruktør Blake Edwards står også ganske stærkt, ligesom skildringen af Sellers' mor faktisk er stærk nok til, at man "forstår" hans reaktionsmønstre.
Seeren kan ikke være i tvivl om, at denne replik fuldstændig indrammer filmens psykologiske skildring af en af filmhistoriens allerstørste komikere - en karrierestatus han endte med at hade som pesten.
Filmen er i udgangspunktet den velkendte, foruroligende og tragiske fortælling om stjernen med det berygtede stivnede smil, når kameraerne slukkes. Men for Sellers var rollespillet dog endnu mere end som så - det stoppede nemlig IKKE, når kameraerne slukkedes, men fortsatte sågar hjemme i privaten i familiens skød, hvor den siden barndommen bekymrende moderligt forkælede Peter angiveligt havde været forvænt med at få sin vilje, hver gang han skabte sig eller lavede sjov. Han var ikke alvorligt psykisk syg, men han forsøgte heller ikke at lægge ret stærke bånd på sine indre dæmoner. Først i en (alt for) sen alder finder han modet og modenheden til at lægge sit skabagtige og gennemført virkelighedssky væsen bag sig.
Har man set Sellers præstere firedobbelt vanvittigt i f.eks. "Dr. Strangelove", vil man næsten være tilbøjelig til umiddelbart at tilgive manden enhver menneskelig fejltagelse. Men det er nu nok heller ikke filmens idé, at vi skal dømme for eller imod Sellers som menneske. Det er netop derfor, at slutreplikken er, som den er.
Geoffrey Rush er helt oppe at ringe i sin lunefulde gestaltning af Sellers' mange ansigter, og heri ligger filmens helt store berettigelse. Emily Watson og til dels John Lithgows "The Pink Panther"-instruktør Blake Edwards står også ganske stærkt, ligesom skildringen af Sellers' mor faktisk er stærk nok til, at man "forstår" hans reaktionsmønstre.
23/02-2009
