Road of Broken Dreams
5.0
Der var mange hype-overskrifter at sætte på "Revolutionary Road": Kate og Leo sammen igen for første gang siden "Titanic", og endda instrueret af Kates mand, som vandt en Oscar, sidste gang han lavede en film om amerikansk forstadsliv. Intellektuelle amerikanere tændte nok mere på, at det var en filmatisering af Richard Yates' berømte roman af samme navn. Og det sidste er klart den bedste overskrift, for det her er en rigtig flot filmatisering.
"Revolutionary Road" udspiller sig i 50'erne og handler om ungt amerikansk par, Frank og April, der falder pladask for hinanden og er klar til at erobre verden ... men en dag indser, at de sidder fast i et helt almindeligt familieliv i et helt almindeligt pænt forstadskvarter, uden kontakt til deres gamle drømme. Frank har en vis smag for det traditionelle amerikanske succesliv, men April begynder at slå sig voldsomt i tøjret, mens deres naboer og venner undrende ser på.
Yates' roman udkom i 1961 og gav et krast syn på middelklassens tryghedssøgende, ensformige liv i 50'erne. Det får instruktør Sam Mendes flot visualiseret sammen med fotograf Roger Deakins, der holder filmen i en nydelig, men også ret farveløs Technicolor-stemning. Her er alt pænt og derfor hvidt, brunt, gråblåt og andre diskrete farver. Der er også nogle fantastiske scenerier af skræmmende enshed, når Frank på vej til arbejde står af toget sammen med hundredevis af andre mænd i stort set samme påklædning. Eller når April kigger ned ad Revolutionary Road, hvor skraldespandene står placeret præcis samme sted ud for hvert hus. Fotostilen i "Revolutionary Road" har klart reference til Douglas Sirks store melodramaer fra 50'erne - som også pirkede til den amerikanske pænhed.
Mendes tager sig god tid til at folde handlingen ud, og "Revolutionary Road" er en film, hvor intensiteten bygges langsomt op, inden den eksploderer i drama til sidst. Den mindede mig rigtig meget om "Little Children", som er en slags nutidig pendant i tema og stil - og sjovt nok også havde Kate Winslet i den kvindelige hovedrolle. Her er Winslet absolut fremragende og stjæler fuldstændig opmærksomheden i de fleste af sine scener. Som helhed er "Revolutionary Road" dog ikke på niveau med "Little Children", men der sammenligner jeg altså også med et mesterværk. Den her griber ikke nær så hårdt fat om sit tema, men er stadig en virkelig god film.
Ud over Winslets fantastiske spil, Deakins' fremragende billeder og Mendes' solide instruktion er det også værd at fremhæve Leonardo DiCaprio, der godt nok bliver overstrålet af sin primære modpart, men som Frank giver et strålende komplekst portræt af en lidt for glat ægtemand. Og så har Michael Shannon et par fuldstændig forrygende scener, der indbragte ham en fortjent Oscar-nominering. I denne yderst velproducerede film er det nemlig fra kvarterets galning, man skal høre sandheden - og den leverer Shannon virkelig overbevisende.
"Revolutionary Road" udspiller sig i 50'erne og handler om ungt amerikansk par, Frank og April, der falder pladask for hinanden og er klar til at erobre verden ... men en dag indser, at de sidder fast i et helt almindeligt familieliv i et helt almindeligt pænt forstadskvarter, uden kontakt til deres gamle drømme. Frank har en vis smag for det traditionelle amerikanske succesliv, men April begynder at slå sig voldsomt i tøjret, mens deres naboer og venner undrende ser på.
Yates' roman udkom i 1961 og gav et krast syn på middelklassens tryghedssøgende, ensformige liv i 50'erne. Det får instruktør Sam Mendes flot visualiseret sammen med fotograf Roger Deakins, der holder filmen i en nydelig, men også ret farveløs Technicolor-stemning. Her er alt pænt og derfor hvidt, brunt, gråblåt og andre diskrete farver. Der er også nogle fantastiske scenerier af skræmmende enshed, når Frank på vej til arbejde står af toget sammen med hundredevis af andre mænd i stort set samme påklædning. Eller når April kigger ned ad Revolutionary Road, hvor skraldespandene står placeret præcis samme sted ud for hvert hus. Fotostilen i "Revolutionary Road" har klart reference til Douglas Sirks store melodramaer fra 50'erne - som også pirkede til den amerikanske pænhed.
Mendes tager sig god tid til at folde handlingen ud, og "Revolutionary Road" er en film, hvor intensiteten bygges langsomt op, inden den eksploderer i drama til sidst. Den mindede mig rigtig meget om "Little Children", som er en slags nutidig pendant i tema og stil - og sjovt nok også havde Kate Winslet i den kvindelige hovedrolle. Her er Winslet absolut fremragende og stjæler fuldstændig opmærksomheden i de fleste af sine scener. Som helhed er "Revolutionary Road" dog ikke på niveau med "Little Children", men der sammenligner jeg altså også med et mesterværk. Den her griber ikke nær så hårdt fat om sit tema, men er stadig en virkelig god film.
Ud over Winslets fantastiske spil, Deakins' fremragende billeder og Mendes' solide instruktion er det også værd at fremhæve Leonardo DiCaprio, der godt nok bliver overstrålet af sin primære modpart, men som Frank giver et strålende komplekst portræt af en lidt for glat ægtemand. Og så har Michael Shannon et par fuldstændig forrygende scener, der indbragte ham en fortjent Oscar-nominering. I denne yderst velproducerede film er det nemlig fra kvarterets galning, man skal høre sandheden - og den leverer Shannon virkelig overbevisende.
25/02-2009
