Smiths syv pund
4.0
Will Smith er en skuespiller, der imponerer mig mere og mere. Der er temmelig langt fra den glade dreng i "The Fresh Prince of Bel-Air" og "Men in Black" til nutidens Smith, der stadig kan lave en heftig actionfilm, men også viser en imponerende dybde som karakterskuespiller.
Det er selvfølgelig den alvorlige Will Smith, vi møder i "Seven Pounds", og han er i rigtig god form som en hemmelighedsfuld skatterevisor, der opfører sig virkelig mystisk over for de mennesker, han kontakter. Det ene øjeblik hjælper han en syg gammel dame, det næste sviner han en hjælpsom blind mand til i telefonen. Det står dog hurtigt klart, at hovedpersonen har en plan med, hvad han foretager sig, og at det har forbindelse til, at han bærer på en smertefuld hemmelighed.
"Seven Pounds" er kompromisløst bygget op omkring den langsomme afsløring af, hvad der egentlig foregår, og det håndterer instruktør Gabriele Muccino glimrende. Jeg var i hvert fald fanget hele vejen - for selv om jeg egentlig ganske hurtigt regnede ud, hvad der i store træk foregik, var det alligevel spændende at se, hvordan trådene blev samlet til sidst. Og det var værd at vente på. Nogle vil nok stemple "Seven Pounds" som en gang manipulerende følelsesporno, og det er den på sin vis også. Men samtidig skal filmen have stor ros for at køre sin idé så benhårdt igennem, at det er værd at diskutere, om hovedpersonen er en rablende galning, eller om der er en slags iskold logik i det, han foretager sig.
Smith spiller under alle omstændigheder hovedrollen flot, med masser af krop og spændinger, der tydeligt markerer hans indre konflikt. Rosario Dawson er også virkelig god - og dejlig - som en selvstændig trykker med hjerteproblemer, som hovedpersonen opsøger for at gennemgå hendes selvangivelse.
"Seven Pounds" var absolut en positiv overraskelse for mig. Smith og Muccino arbejdede sidst sammen i "The Pursuit of Happyness", som var alt for ultraliberalistisk til mig. Men det her er en interessant film, der godt nok er ekstremt fortænkt, men alligevel sætter tanker i gang.
Åh ja, og titlen er naturligvis en reference til Shakespeare. Om end på en lidt omvendt måde.
Det er selvfølgelig den alvorlige Will Smith, vi møder i "Seven Pounds", og han er i rigtig god form som en hemmelighedsfuld skatterevisor, der opfører sig virkelig mystisk over for de mennesker, han kontakter. Det ene øjeblik hjælper han en syg gammel dame, det næste sviner han en hjælpsom blind mand til i telefonen. Det står dog hurtigt klart, at hovedpersonen har en plan med, hvad han foretager sig, og at det har forbindelse til, at han bærer på en smertefuld hemmelighed.
"Seven Pounds" er kompromisløst bygget op omkring den langsomme afsløring af, hvad der egentlig foregår, og det håndterer instruktør Gabriele Muccino glimrende. Jeg var i hvert fald fanget hele vejen - for selv om jeg egentlig ganske hurtigt regnede ud, hvad der i store træk foregik, var det alligevel spændende at se, hvordan trådene blev samlet til sidst. Og det var værd at vente på. Nogle vil nok stemple "Seven Pounds" som en gang manipulerende følelsesporno, og det er den på sin vis også. Men samtidig skal filmen have stor ros for at køre sin idé så benhårdt igennem, at det er værd at diskutere, om hovedpersonen er en rablende galning, eller om der er en slags iskold logik i det, han foretager sig.
Smith spiller under alle omstændigheder hovedrollen flot, med masser af krop og spændinger, der tydeligt markerer hans indre konflikt. Rosario Dawson er også virkelig god - og dejlig - som en selvstændig trykker med hjerteproblemer, som hovedpersonen opsøger for at gennemgå hendes selvangivelse.
"Seven Pounds" var absolut en positiv overraskelse for mig. Smith og Muccino arbejdede sidst sammen i "The Pursuit of Happyness", som var alt for ultraliberalistisk til mig. Men det her er en interessant film, der godt nok er ekstremt fortænkt, men alligevel sætter tanker i gang.
Åh ja, og titlen er naturligvis en reference til Shakespeare. Om end på en lidt omvendt måde.
25/02-2009
