You do not always got Paris
5.0
”Look closer… look closer.” lød det sidste gang den tidligere teaterinstruktør, Sam Mendes, tog os bag det hvide stakit til de amerikanske forstæder, for at langsom pille facaden af det liv, der ikke er, som det ser ud til. Nu er Mendes tilbage igen, hvor han første gang slog igennem. Kevin Spacey er blevet udskiftet med Leonardo DiCraprio og Anette Bening med Kate Winslet. Historien er den samme, men dermed ikke tale om uoriginal gentagelse af forstadsderouten. For gentagelse ville være forkert og ikke mindst for let at sige om Mendes nyeste film, som nærmere er et nødvendigt og passioneret opråb til alle dem, der sidder fast i den hektiske trafik, mens livet stille og pinefuldt passere forbi.
Det er nemlig ikke sjovt at give op på sin drøm. Det er nemlig ikke let at kigge sig selv i spejlet, og se den idealistiske sjæl, man engang var, langsomt blive forvandlet til falleret tandpastasmil og ligegyldige promoveringer på kontoret. Og det er slet ikke let at se på manden, der sværgede på, at han ikke vil ende i det samme intetsigende job med uforløste drømme som hans far, netop er endt der, som et hvert andet anonymt nederlag til den ønskede tilværelse. Livet er nemlig ikke let, og i Mendes hænder bliver livets knugende ømhed behandlet til næsten perfektion gennem skuespillets tour de force. Godt nok er historien om bristende drømme og fortabende menneskeidentitet blevet iscenesat så mange gange i forstadsderouten, men her beviser Mendes, hvordan man sagtens kan genfortælle en historie, bare så længe den bliver behandlet så mesterligt som i ”Revolutinary Road”.
I ”American Beauty” tog Mendes fat om forstadsfængslet med et frækt overskud, der også resulteret i en måske lidt overfortalt fortolkning. Melankolien fik aldrig rigtig lov til at vokse i den indelukkede forstadsvilla, men nærmere taget hånd om med gennemført satire. I ”Revolutinary Road” skifter Mendes retning og lader nemlig livets fortabelse – og den afmagt det medfører – vokse langsomt op i filmen, give det godt med tid og appetit, og til sidst ende i et bedrøveligt klimaks, som er filmens eneste svage punkt. Filmens slutning reddes dog lidt i land af en exceptionel slutscene der afrunder filmens tema på stille vis med nærgående præcision, og man bliver som tilskuer siddende lidt længere i biografen under rulleteksterne.
Mendes viser sine egenskaber som teaterinstruktør og lader sit funklende stjernepar, DiCaprio og Winslet, udfolde sig som to smukke roser, der langsomt bliver kvalt af deres egne torne. Begge brillere med en ømhed der langsomt rammer hjertet og tager trykkende rundt om det med billederne af en udslidt Frank (DiCaprio) der ved døren, på vej til arbejde, vender sig om og ser hans kone i frit fald fra den energiske drømme- og ildsjæl hun engang var. Alene skildret gennem Kate Winslets øjne, som den varmblodet kone April, hvis blod langsomt størkner hen til det kolde ingenting. Det er i disse små, stille og fængslende momenter ”Revolutinary Road” hæver sig op i et luftlag blandt de bedste. Også selvom historien er en udslidt sag. Men det, der for alvor giver dramaet "Revolutinary Road" noget at koge på, er i de små ti minutter hvor Michael Shannon, i skikkelse som den psykisk ustabile John, optræder og giver modspil til alt og alle.
En på én gang provokatør til publikum, men også en provokatør til filmens drejepunkt, parret Frank og April, selv i de sekvenser hvor Shannon ikke er med. Tidligere på året havde Christopher Nolan stor succes med sit seneste Batman epos, men i stedet for at var Batmans film, blev det Jokerens. Og her igen i "Revolutinary Road" dukker Jokerens spydige sandheds erklæringer ind i hovedet på vores hovedpersoner i mesterlig skikkelse af den Oscar-nominerede Shannon. Utroligt nok leverer han, hvad Heath Ledger leverede gennem hele "The Dark Knight", på kun ti minutters optrædende. Shannon menneskeliggøre Jokeren uden make-up eller et vansiret ansigt, og kunne i mine øjne ligeså godt have fået den gyldne statuette. I en så virkelighedsfjern verden, er det nemlig kun de skøre, der kan se og vil se sandheden.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
Det er nemlig ikke sjovt at give op på sin drøm. Det er nemlig ikke let at kigge sig selv i spejlet, og se den idealistiske sjæl, man engang var, langsomt blive forvandlet til falleret tandpastasmil og ligegyldige promoveringer på kontoret. Og det er slet ikke let at se på manden, der sværgede på, at han ikke vil ende i det samme intetsigende job med uforløste drømme som hans far, netop er endt der, som et hvert andet anonymt nederlag til den ønskede tilværelse. Livet er nemlig ikke let, og i Mendes hænder bliver livets knugende ømhed behandlet til næsten perfektion gennem skuespillets tour de force. Godt nok er historien om bristende drømme og fortabende menneskeidentitet blevet iscenesat så mange gange i forstadsderouten, men her beviser Mendes, hvordan man sagtens kan genfortælle en historie, bare så længe den bliver behandlet så mesterligt som i ”Revolutinary Road”.
I ”American Beauty” tog Mendes fat om forstadsfængslet med et frækt overskud, der også resulteret i en måske lidt overfortalt fortolkning. Melankolien fik aldrig rigtig lov til at vokse i den indelukkede forstadsvilla, men nærmere taget hånd om med gennemført satire. I ”Revolutinary Road” skifter Mendes retning og lader nemlig livets fortabelse – og den afmagt det medfører – vokse langsomt op i filmen, give det godt med tid og appetit, og til sidst ende i et bedrøveligt klimaks, som er filmens eneste svage punkt. Filmens slutning reddes dog lidt i land af en exceptionel slutscene der afrunder filmens tema på stille vis med nærgående præcision, og man bliver som tilskuer siddende lidt længere i biografen under rulleteksterne.
Mendes viser sine egenskaber som teaterinstruktør og lader sit funklende stjernepar, DiCaprio og Winslet, udfolde sig som to smukke roser, der langsomt bliver kvalt af deres egne torne. Begge brillere med en ømhed der langsomt rammer hjertet og tager trykkende rundt om det med billederne af en udslidt Frank (DiCaprio) der ved døren, på vej til arbejde, vender sig om og ser hans kone i frit fald fra den energiske drømme- og ildsjæl hun engang var. Alene skildret gennem Kate Winslets øjne, som den varmblodet kone April, hvis blod langsomt størkner hen til det kolde ingenting. Det er i disse små, stille og fængslende momenter ”Revolutinary Road” hæver sig op i et luftlag blandt de bedste. Også selvom historien er en udslidt sag. Men det, der for alvor giver dramaet "Revolutinary Road" noget at koge på, er i de små ti minutter hvor Michael Shannon, i skikkelse som den psykisk ustabile John, optræder og giver modspil til alt og alle.
En på én gang provokatør til publikum, men også en provokatør til filmens drejepunkt, parret Frank og April, selv i de sekvenser hvor Shannon ikke er med. Tidligere på året havde Christopher Nolan stor succes med sit seneste Batman epos, men i stedet for at var Batmans film, blev det Jokerens. Og her igen i "Revolutinary Road" dukker Jokerens spydige sandheds erklæringer ind i hovedet på vores hovedpersoner i mesterlig skikkelse af den Oscar-nominerede Shannon. Utroligt nok leverer han, hvad Heath Ledger leverede gennem hele "The Dark Knight", på kun ti minutters optrædende. Shannon menneskeliggøre Jokeren uden make-up eller et vansiret ansigt, og kunne i mine øjne ligeså godt have fået den gyldne statuette. I en så virkelighedsfjern verden, er det nemlig kun de skøre, der kan se og vil se sandheden.
Min hjemmeside: http://kulturanmelderen.blogspot.com/
25/02-2009
