Ned i kaninhullet
5.0
Første gang jeg så ’Donnie Darko’ var jeg ikke overvældet. Den var kryptisk struktureret, elegant filmet og gav ikke synderligt meget mening. Men noget af den blev alligevel siddende i mig. De - for mig - uløste mysterier om de gennemsigtige bølger, der udgik fra folks maver som blævrede fangarme. Det forunderlige mysterium om flymotoren der pladask lander i et ellers stilfærdigt amerikansk forstadskvarter, uden nogen som helst ved, hvor den overhoved kommer fra. Og så selvfølgelig de på alle måder uforglemmelige billeder af en djævelsk kæmpekanin og en stor, altopslugende skypumpe, der begge møder drengen Donnie på sin færd for at løse gåden om verdens snarlige undergang.
Efter at have set filmen for anden gang, bearbejdet dens mysterier og faldet i svime over dens unikke visuelle flair, så er helt tydeligt at den visionære instruktørdebutant, Richard Kelly, har fundet nøglen til at fortælle sin besværlige historie ét sted: nemlig i forsøget på at skabe en formfuldendt genrehybrid.
Det er de vekslende stilskift i ’Donnie Darko’ der gør, at man hellere end gerne hengiver sig til filmens gådefulde univers - også selvom kortene først lægges på bordet i de sidste 5-6 minutter af gættelegen. Det virker urationelt, og alligevel så forbløffende rigtigt, at skabe kompenserende balance mellem teenageapati, morbid humor og en undergangsstemning så sort som kul, ligesom det giver ufattelig god mening, at fylde Donnies forunderlige verden med en smuk stak stilistiske kneb, der lægger sig et sted mellem sanselige billedskabere som Gus Van Sant og Michel Gondry.
’Donnie Darko’ kredser med ypperste føling om et fascinerende univers, og den gør det med så åbne fortolkningsmuligheder, at det er en sand fryd. I mine øjne opruller Richard Kelly en form for guddommelig indgriben hos sin hovedperson, der får tildelt den gyldne mulighed at kunne forlige sig med døden. I andres øjne er filmen måske snarere en dragende, men usammenhængende pallet af strøtanker. Under alle omstændigheder er ’Donnie Darko’ en utrolig beretning fra indersiden af en krøllet filmhjerne. Det er en film, der ikke synes at kende sine egne grænser, og utroligt nok er det dens største kvalitet.
Efter at have set filmen for anden gang, bearbejdet dens mysterier og faldet i svime over dens unikke visuelle flair, så er helt tydeligt at den visionære instruktørdebutant, Richard Kelly, har fundet nøglen til at fortælle sin besværlige historie ét sted: nemlig i forsøget på at skabe en formfuldendt genrehybrid.
Det er de vekslende stilskift i ’Donnie Darko’ der gør, at man hellere end gerne hengiver sig til filmens gådefulde univers - også selvom kortene først lægges på bordet i de sidste 5-6 minutter af gættelegen. Det virker urationelt, og alligevel så forbløffende rigtigt, at skabe kompenserende balance mellem teenageapati, morbid humor og en undergangsstemning så sort som kul, ligesom det giver ufattelig god mening, at fylde Donnies forunderlige verden med en smuk stak stilistiske kneb, der lægger sig et sted mellem sanselige billedskabere som Gus Van Sant og Michel Gondry.
’Donnie Darko’ kredser med ypperste føling om et fascinerende univers, og den gør det med så åbne fortolkningsmuligheder, at det er en sand fryd. I mine øjne opruller Richard Kelly en form for guddommelig indgriben hos sin hovedperson, der får tildelt den gyldne mulighed at kunne forlige sig med døden. I andres øjne er filmen måske snarere en dragende, men usammenhængende pallet af strøtanker. Under alle omstændigheder er ’Donnie Darko’ en utrolig beretning fra indersiden af en krøllet filmhjerne. Det er en film, der ikke synes at kende sine egne grænser, og utroligt nok er det dens største kvalitet.
04/03-2009
