Feelgood med rollenørder
3.0
En spøjs kombination af amerikansk teenagekomedie, buddy movie og familiefilm. "Role Models" handler den om to venner, der arbejder sammen om at sælge energidrik - men da den ene bliver dumpet af sin kæreste, fører det til en pinlig episode med deres energidrik-bil, som igen får dem dømt til samfundstjeneste.
Den tjeneste går så ud på at være venner for ensomme børn, og de får tildelt to svære tilfælde: En lille sort møgunge og en noget ældre nørdet live-rollespiller, hvis forældre slet ikke forstår det der med leve sig ind i en fantasiverden. Derfra er det ren formelfilm: De to hovedpersoner bliver mere voksne og lærer at tage deres ansvar mere alvorligt, de to knægte får hjælp og voksen drengerøvsvisdom, og der opstår naturligvis en mulighed for at vinde den tabte kæreste tilbage.
Forfatter-instruktør David Wain afvikler handlingen med et tilbagelænet glimt i øjet, der minder om Judd Apatows stil. Men som i Apatows film svinger niveauet i humoren meget. Der er bare bryster og platheder i ren teenagekomedie-stil, og den sorte provo-knægt er temmelig anstrengende. Men der er også gode underfundige kommentarer mellem de to venner, hvor Paul Rudd er kynikeren og Seann William Scott den glade dreng. Jeg syntes dog, der var ret langt mellem de store komiske snapse, så "Role Models" var en film, jeg mere smilede end grinede ad.
Til gengæld har filmen en feelgood-dimension, der fungerer overraskende godt. Nemlig i skildringen af live-rollespillerne. De er selvfølgelig fjollede at se på i deres rustninger, kjoler og kjortler, og til at begynde med fatter ingen af filmens andre personer, hvad de foretager sig. Men stille og roligt bliver det foldet ud som noget, der faktisk ser ret sjovt ud, og det viser sig, at de nørdede rollespillere er mennesker som alle andre (inklusive dumme svin og snydere). Og Christopher Mintz-Plasse er rigtig god som historiens centrale nørd - man kommer virkelig til at holde af ham og forstår, hvad det er, han får ud af at rende rundt med kappe og skumgummisværd.
Dermed bliver rollespillerne en anderledes katalysator for filmens overordnede pointer om, at venskab og kærlighed også inkluderer accept af folks særheder og mærkelige interesser. Men samtidig må jeg sige, at feelgood-dimensionen i "Role Models" trods alt er så forudsigelig, at det ikke helt kompenserer for, at den kun er en halvsjov komedie.
Den tjeneste går så ud på at være venner for ensomme børn, og de får tildelt to svære tilfælde: En lille sort møgunge og en noget ældre nørdet live-rollespiller, hvis forældre slet ikke forstår det der med leve sig ind i en fantasiverden. Derfra er det ren formelfilm: De to hovedpersoner bliver mere voksne og lærer at tage deres ansvar mere alvorligt, de to knægte får hjælp og voksen drengerøvsvisdom, og der opstår naturligvis en mulighed for at vinde den tabte kæreste tilbage.
Forfatter-instruktør David Wain afvikler handlingen med et tilbagelænet glimt i øjet, der minder om Judd Apatows stil. Men som i Apatows film svinger niveauet i humoren meget. Der er bare bryster og platheder i ren teenagekomedie-stil, og den sorte provo-knægt er temmelig anstrengende. Men der er også gode underfundige kommentarer mellem de to venner, hvor Paul Rudd er kynikeren og Seann William Scott den glade dreng. Jeg syntes dog, der var ret langt mellem de store komiske snapse, så "Role Models" var en film, jeg mere smilede end grinede ad.
Til gengæld har filmen en feelgood-dimension, der fungerer overraskende godt. Nemlig i skildringen af live-rollespillerne. De er selvfølgelig fjollede at se på i deres rustninger, kjoler og kjortler, og til at begynde med fatter ingen af filmens andre personer, hvad de foretager sig. Men stille og roligt bliver det foldet ud som noget, der faktisk ser ret sjovt ud, og det viser sig, at de nørdede rollespillere er mennesker som alle andre (inklusive dumme svin og snydere). Og Christopher Mintz-Plasse er rigtig god som historiens centrale nørd - man kommer virkelig til at holde af ham og forstår, hvad det er, han får ud af at rende rundt med kappe og skumgummisværd.
Dermed bliver rollespillerne en anderledes katalysator for filmens overordnede pointer om, at venskab og kærlighed også inkluderer accept af folks særheder og mærkelige interesser. Men samtidig må jeg sige, at feelgood-dimensionen i "Role Models" trods alt er så forudsigelig, at det ikke helt kompenserer for, at den kun er en halvsjov komedie.
05/03-2009
