Sandhed eller konsekvens

5.0
(Indeholder spoilers)

Jeg havde sat mig for at læse "Mænd der hader kvinder" færdig inden jeg tog ind og så filmen. Efterfølgende ville jeg næsten ønske, at jeg ikke havde gjort det.

Bogen er et glimrende stykke kriminal-håndværk og en gribende fortælling om den sorte og den hvide. Den implicitte, menneskesky og altid hævngærrige Lisbeth Salander, der har særlige evner indenfor hacking, og den fordomsfri og charmerende erhvervsjournalist, Mikael Blomkvist.
Salander bliver gennem finansmanden Henrik Vangers advokat, Dirch Frode, hyret til at lave en grundig rapport på Blomkvist, som Vanger har udset sig til at løse mordgåden om niecen Harriet Vanger. Blomkvist opdager Salanders indtrængen i hans personlige dokumenter, hvilket gør ham vred, men også får ham til at indse, at han kan bruge Salander i mysteriet om Harriet.

"Mænd der hader kvinder" er på mange måder en klassisk krimi: Der bliver rodet i gamle arkiver og gåden bliver langsomt optrevlet. Feltet af skyldige skrumper langsomt og til sidst sidder man blot med den nagende tvivl - "hvem gjorde det?".

Filmens præmis og styrke er således den forudsætning, at man ikke kender handlingen og kan sidde på kanten af sædet. Det kunne jeg selvsagt ikke, eftersom jeg netop havde fuldendt bogen. Jeg kunne blot læne mig tilbage og nyde den flotte billedside og effektive udførelse. Samtidig kunne jeg konstatere at Lisbeth Salander og til dels også Mikael Blomkvist, fuldstændig lever op til de forestillinger jeg havde om dem.
Der vil altid være mangler når en bog skal filmatiseres og der er da også to pointer, jeg gerne havde set inkluderet:
For det første får man i filmen Martins død til at ligne et uheld, hvor der i bogen er tale om et frontalt sammenstød med en lastbil i den modsatte kørebane. For har man udeladt det faktum at Blomkvist i bogen er ufatteligt modvillig mod at tage til Hedestad, men at han kun indvilliger fordi Henrik Vanger tilbyder ham noget skidt på finansmanden Wennerström, der som bekendt fældede Blomkvist i retten - det viser sig så slutteligt at Vangers løfter ikke holdt vand og at det "skidt" Blomkvist var blevet lovet, ikke havde nok slagkraft til at bringe Wennerström i uføre. Det efterlader Blomkvist med et knap så venskabeligt syn på Vanger.

Det er svært at anmelde filmatiseringen af "Mænd der hader kvinder" når jeg netop har fuldendt bogen. Jeg kendte handlingen, jeg vidste, hvad der skulle ske, og "den hårrejsende faktor" spillede ingen rolle i mit tilfælde. Jeg må dog sige, at ingen af mine forestillinger blev ødelagt. Min fornemmelse siger mig samtidig, at jeg havde været ekstremt godt underholdt, havde jeg ikke læst bogen.
Den fornemmelse er nok til at give "Mænd der hader kvinder" 5 stjerner.
Mænd der hader kvinder