Den personlige kliché
6.0
RED ALERT: INDEHOLDER SPOILERS!!!
En søn til et lykkeligt ægtepar forsvinder pludseligt på et gammelt hjemsøgt børnehjem - hvor er han?, hvorfor er han væk?, hvem har taget ham?, Er han levende eller død?
Gyseren indeholder - specielt som filmgenre - det måske mest definerede set genretræk af alle genrer. Man behøver bare sige ordet "gyser", og så vælter det ind over en med typiske genrekarakteristika og klichéer, ladet med onde ånder, hjemsøgte huse i glemte provisner beboet af blonde, promiskuøse, skrigende teenagepiger, der altid trodser deres mørkeræd og trofast vader ud på en gammel kirkegård, når deres besatte nevø begynder at snakke baglæns. Hele denne uendelige mølle trækkes man også igennem i "Børnehjemmet". Det helt exceptionelle i denne sammenhaæng er bare: lortet holder! Som gyser er filmen nemlig overvældende vellykket, og at den formår at strikke en medrivende historie, et dybt interessant persongalleri og overrumplende filmisk håndværk sammen med det dybt forjættede store døde gys, er en bedrift af de helt store.
Filmen er nemlig ikke bare stærk i kraft af, at den helt basalt er satans uhyggelig. Eksempelvis er persongalleriet som nævnt meget medrivende. Montserrat Carulla er et scoop i rollen som den gamle og stille Benigna, der lige netop har et så tilpas reserveret, udkørt og kynisk ansigtsudtryk, at hun fra starten virker monstrøs - dog uden, at løsningen på hele gåden bliver for åbenlys.
Rent historiemæssigt hænger det hele også enormt godt sammen. Man kan i gyserfilm ofte undre sig over, hvorfor den dumme blondine absolut SKAL liste ned i det farlige kælderrum, men i denne historie, er der simpelthen ingen vej udenom: hele historiens omdrejningspunkt er jo netop, at hovedpersonen Laura skal finde sin forsvundne søn, og da hun ved, at der ligger en spirituel fare lige om hjørnet, tvinges hun simpelthen ud i alskens farlige situationer. Således er filmen hele tiden troværdig, og hovedpersonen nem at identificere sig med.
Hele denne kolde herlighed fortælles med et eminent filmteknisk overblik med fllot kameraføring og billedbeskæring. Dertil kommer en dragende symbolik, der bl.a. kommer til udtryk
Med andre ord formår den debuterende instruktør at gøre alle tænkelige floskuløse klichéer og nedslidte præmisser til hans helt egne, og dét er flot!
Dette er bedst udførte gyser jeg nogensinde har set!
En søn til et lykkeligt ægtepar forsvinder pludseligt på et gammelt hjemsøgt børnehjem - hvor er han?, hvorfor er han væk?, hvem har taget ham?, Er han levende eller død?
Gyseren indeholder - specielt som filmgenre - det måske mest definerede set genretræk af alle genrer. Man behøver bare sige ordet "gyser", og så vælter det ind over en med typiske genrekarakteristika og klichéer, ladet med onde ånder, hjemsøgte huse i glemte provisner beboet af blonde, promiskuøse, skrigende teenagepiger, der altid trodser deres mørkeræd og trofast vader ud på en gammel kirkegård, når deres besatte nevø begynder at snakke baglæns. Hele denne uendelige mølle trækkes man også igennem i "Børnehjemmet". Det helt exceptionelle i denne sammenhaæng er bare: lortet holder! Som gyser er filmen nemlig overvældende vellykket, og at den formår at strikke en medrivende historie, et dybt interessant persongalleri og overrumplende filmisk håndværk sammen med det dybt forjættede store døde gys, er en bedrift af de helt store.
Filmen er nemlig ikke bare stærk i kraft af, at den helt basalt er satans uhyggelig. Eksempelvis er persongalleriet som nævnt meget medrivende. Montserrat Carulla er et scoop i rollen som den gamle og stille Benigna, der lige netop har et så tilpas reserveret, udkørt og kynisk ansigtsudtryk, at hun fra starten virker monstrøs - dog uden, at løsningen på hele gåden bliver for åbenlys.
Rent historiemæssigt hænger det hele også enormt godt sammen. Man kan i gyserfilm ofte undre sig over, hvorfor den dumme blondine absolut SKAL liste ned i det farlige kælderrum, men i denne historie, er der simpelthen ingen vej udenom: hele historiens omdrejningspunkt er jo netop, at hovedpersonen Laura skal finde sin forsvundne søn, og da hun ved, at der ligger en spirituel fare lige om hjørnet, tvinges hun simpelthen ud i alskens farlige situationer. Således er filmen hele tiden troværdig, og hovedpersonen nem at identificere sig med.
Hele denne kolde herlighed fortælles med et eminent filmteknisk overblik med fllot kameraføring og billedbeskæring. Dertil kommer en dragende symbolik, der bl.a. kommer til udtryk
Med andre ord formår den debuterende instruktør at gøre alle tænkelige floskuløse klichéer og nedslidte præmisser til hans helt egne, og dét er flot!
Dette er bedst udførte gyser jeg nogensinde har set!
09/03-2009
