Usandsynlig skidt
1.0
I en scene, der indtræffer omkring en halv times tid inde i David Wains komedie ’Role Models’, er filmens to hovedpersoner, Danny og Wheeler, indkaldt til et møde hos deres kvindelige chef, Gayle Sweeney, der leder et børnerelateret mentor-program ved navn ’Sturdy Wings’ - for lige netop dér er de to drengerøve blevet idømt en ordentlig omgang samfundstjeneste. Sweeney plaprer løs i flere minutter. Ingen ved hvad der foregår, end ikke de to hovedpersoner. Og et øjeblik efter at den skingrende skøre chef har sluttet sin enetale, og kontor-døren har lukket bag Danny og Wheeler, er der heller meget andet for de to venner at sige end noget i retning af: ’What the fuck was that?’.
Igennem de cirka 3-4 minutter, scenen varer, har man næsten formået at krumme sine tæer af led. Så afsindig usjov er den kvindelige komiker ved navn Jane Lynch, der portrætterer den über-neurotiske chef Gayle Sweeney. Og så helt uhyrlig uskarpt er det manuskript, der ligger til grunde for hendes absurde prædiken, der vist nok handler om noget med kokain og den amerikanske censur-forkortelse for ’Bullshit’, ’BS’.
Overalt i ’Role Models’ bliver den helt utrolig charmerende drengerøvshumor, der gjorde så god en figur i helhjertede grinebidere som ’Superbad og ’Forgetting Sarah Marshall’, og som ikke mindst fandt et perfekt fodfæste i genistregen ’Knocked Up’, tydeligvis kopieret, men det er fuldstændig uden den kant og den timing, der formåede at hæve det tidssvarende niveau for en hel genre med de tre førnævnte film. Lige som dem, forsøger ’Role Models’ at skyde en genvej mellem latterkramper og små, tilforladelig input af seriøs morale. Behøver jeg overhoved at nævne, hvor galt det går?
For en god ordens skyld så lad mig alligevel slå det fast: Det går rigtig galt. Endda så galt, at ’Role Models’ umuligt kan lande andre steder end på karakterstigens laveste trin, og det for i knap 100 pinefulde minutter at pege fingre af det publikum, der har smidt penge efter skidtet. Værre bliver det næsten ikke - selvfølgelig med mindre Jane Lynch går solo.
Igennem de cirka 3-4 minutter, scenen varer, har man næsten formået at krumme sine tæer af led. Så afsindig usjov er den kvindelige komiker ved navn Jane Lynch, der portrætterer den über-neurotiske chef Gayle Sweeney. Og så helt uhyrlig uskarpt er det manuskript, der ligger til grunde for hendes absurde prædiken, der vist nok handler om noget med kokain og den amerikanske censur-forkortelse for ’Bullshit’, ’BS’.
Overalt i ’Role Models’ bliver den helt utrolig charmerende drengerøvshumor, der gjorde så god en figur i helhjertede grinebidere som ’Superbad og ’Forgetting Sarah Marshall’, og som ikke mindst fandt et perfekt fodfæste i genistregen ’Knocked Up’, tydeligvis kopieret, men det er fuldstændig uden den kant og den timing, der formåede at hæve det tidssvarende niveau for en hel genre med de tre førnævnte film. Lige som dem, forsøger ’Role Models’ at skyde en genvej mellem latterkramper og små, tilforladelig input af seriøs morale. Behøver jeg overhoved at nævne, hvor galt det går?
For en god ordens skyld så lad mig alligevel slå det fast: Det går rigtig galt. Endda så galt, at ’Role Models’ umuligt kan lande andre steder end på karakterstigens laveste trin, og det for i knap 100 pinefulde minutter at pege fingre af det publikum, der har smidt penge efter skidtet. Værre bliver det næsten ikke - selvfølgelig med mindre Jane Lynch går solo.
10/03-2009
