Meget skuffende

Baz Luhrman har lagt sig i den postmoderne slipstrøm og lavet en film, der på sin vis minder meget om hans senere "Moulin Rouge". Det lader nemlig til, at Luhrman mest af alt er interesseret i at lege med filmens æstetiske udtryk og ikke med dens indhold. Det er en stor fejl. Resultatet er nemlig, at filmen er yderst kejtet og usammenhængende i alle sine nærmest ironiske genreblandinger, hvilket gør det umuligt at identifeicere eller skabe nogen følelsesmæssig kontakt med dens hovedpersoner overhovedet. Filmen skubber således sit eget publikum væk og prøver som en billig løsning på dette alvorlige problem at virke overrumplende i farverige og overdrevede scener som det ses i "Moulin Rouge". Men den går ikke her! Hvorfor ikke bare være oprigtig? Er der nu noget galt med at have en holdning?

Jeg har intet imod hverken postmoderne film eller litteratur og er en stor fan af både, Tarantino, Lynch, Coen, Triers 80'er-film og litteraturens Paul Auster. Men hvor eksempelvis "The Element of Crime" og "Blue Velvets" tidsblandinger og genrehybrider underbygger filmenes tematikker (som i begge tilfælde kunne være noget omkring identitetsløshed og fortrængninger) eminent, står de i "Romeo og Julie" helt alene.

Alt dette kan filmens hurtige tempo ikke rette op på!
Øv!