Bedre end "Seven"
5.0
En del kritikere af denne film har anført, at den blot er en dårlig nordisk kopi af David Finchers "Seven". Jeg indrømmer gerne, at jeg selv rynkede på næsen af den for mig at se fortærskede og ret overflødige historiske kobling til nazister contra jøder. Denne spiller dog alt i alt ikke nogen afgørende rolle for filmens faktiske massemorder, som faktisk er én af de mest overbevisende figurer, jeg har set indenfor underholdningsgenren.
Figuren overbeviser i langt højere grad end den tilsvarende fortænkte hævner, ja nærmest kedsommeligt udspekulerede morder i netop "Seven", om end vor morder ikke får nær samme mængde skærmtid til at uddybe sine lommefilosofiske overvejelser for os, som Kevin Spacey gjorde i "Seven".
Arden Oplev og hans medforfattere løser problemet med Larssons småkulørte, boglige forlægs rigeligt heltemodige hovedpersoner ganske fremragende. Mikael Nyqvist kommer aldrig i nærheden af at fremstå som en tough guy, og den ellers nærmest umulige (usandsynlige) figur Lisbeth Salander bliver - hvor utroligt det end må lyde - stort set troværdig i Noomi Rapaces begavet fåmælte og menneskefjendtlige fortolkning. Heri ligger filmens måske allerstærkeste underholdningsforce.
Som ikke-læser af Larssons bog oplevede jeg dog visse problemer med at bevare det nødvendige overblik over de mange onde medlemmer af Vanger-slægten og deres forskellige motiver, mens det intensive sporings- og arkivarbejde skred fremad. Det må på en eller anden måde kaldes en svaghed.
Larssons værk er mig bekendt en meget veldefineret politisk mistillidsdagsorden til det kapitalistisk-konservative Sverige. Igen tackler Oplev denne udfordring effektivt ved udelukkende at bruge det som en bagvedliggende samlende ramme omkring de to hovedpersoners skæbner, der i høj grad må kaldes ofre herfor. Imidlertid spiller dette ingen aktiv rolle for selve dramaet og historien. Det er effektiv, indirekte formidling af en politisk anklage, som tilskueren frit kan vælge at æde eller lade være.
Kun nazisterne, CEPOS og visse "Seven"-fetichister burde således kunne være skuffede over denne film, som der dog af vistnok ikke særligt sympatiske årsager ikke kommer nogen opfølger på i spillefilmsformat, selv om serien omfatter hele tre succésromaner.
Når jeg med overskriften kalder denne film "bedre end Seven", hænger det naturligvis sammen med, at jeg umiddelbart tror mere på filmens figurer som mennesker. Ikke mindst erstatningen af "Seven"-morderens (for mig intetsigende) etisk-religiøse bevidsthed med en rendyrket seksualdreven (men dog ganske afbalanceret) er en stor gevinst for seværdigheden i forhold til den mildt sagt overvurderede og overspillede David Fincher-forestilling.
Figuren overbeviser i langt højere grad end den tilsvarende fortænkte hævner, ja nærmest kedsommeligt udspekulerede morder i netop "Seven", om end vor morder ikke får nær samme mængde skærmtid til at uddybe sine lommefilosofiske overvejelser for os, som Kevin Spacey gjorde i "Seven".
Arden Oplev og hans medforfattere løser problemet med Larssons småkulørte, boglige forlægs rigeligt heltemodige hovedpersoner ganske fremragende. Mikael Nyqvist kommer aldrig i nærheden af at fremstå som en tough guy, og den ellers nærmest umulige (usandsynlige) figur Lisbeth Salander bliver - hvor utroligt det end må lyde - stort set troværdig i Noomi Rapaces begavet fåmælte og menneskefjendtlige fortolkning. Heri ligger filmens måske allerstærkeste underholdningsforce.
Som ikke-læser af Larssons bog oplevede jeg dog visse problemer med at bevare det nødvendige overblik over de mange onde medlemmer af Vanger-slægten og deres forskellige motiver, mens det intensive sporings- og arkivarbejde skred fremad. Det må på en eller anden måde kaldes en svaghed.
Larssons værk er mig bekendt en meget veldefineret politisk mistillidsdagsorden til det kapitalistisk-konservative Sverige. Igen tackler Oplev denne udfordring effektivt ved udelukkende at bruge det som en bagvedliggende samlende ramme omkring de to hovedpersoners skæbner, der i høj grad må kaldes ofre herfor. Imidlertid spiller dette ingen aktiv rolle for selve dramaet og historien. Det er effektiv, indirekte formidling af en politisk anklage, som tilskueren frit kan vælge at æde eller lade være.
Kun nazisterne, CEPOS og visse "Seven"-fetichister burde således kunne være skuffede over denne film, som der dog af vistnok ikke særligt sympatiske årsager ikke kommer nogen opfølger på i spillefilmsformat, selv om serien omfatter hele tre succésromaner.
Når jeg med overskriften kalder denne film "bedre end Seven", hænger det naturligvis sammen med, at jeg umiddelbart tror mere på filmens figurer som mennesker. Ikke mindst erstatningen af "Seven"-morderens (for mig intetsigende) etisk-religiøse bevidsthed med en rendyrket seksualdreven (men dog ganske afbalanceret) er en stor gevinst for seværdigheden i forhold til den mildt sagt overvurderede og overspillede David Fincher-forestilling.
15/03-2009
