Oliver Twist med glimmer på

4.0
Årets store Oscar-vinder er en feelgood-historie i sig selv. For et halvt års tid siden var der næsten ingen, der havde hørt om filmen, og Warner havde tænkt sig at sende den direkte på dvd. Men så kom den med på et par festivaler og vandt publikumspriser - og så rullede den snebold, der førte til, at "Slumdog Millionaire" efter nytår tog store filmpriser på stribe. Inklusive otte Oscars.

Bag succesen ligger selvfølgelig, at filmen også som film er en voldsomt effektiv feelgood-sag. "Slumdog Millionaire" er en velkonstrueret fabel om en forældreløs dreng fra Mumbais slum, der melder sig til den indiske udgave af "Hvem vil være millionær?" og klarer sig fantastisk. Men i virkeligheden er han kun i studiet, fordi han leder efter den pige, han er forelsket i - og hele den baggrundshistorie bliver så rullet ud, da politiet arresterer ham på en mistanke om snyd i tv-quizzen.

"Slumdog Millionaire" er en rigtig røverhistorie med børnebander, gangstere og ægte kærlighed. Den er vældig medrivende, fordi den kobler spændingen omkring quizzen med en barsk og rørende historie om kærlighed og udnyttelse af fattige børn - en slags indisk "Oliver Twist" tilsat et skud "Rocky". Historien har en seriøs bund og en klar social bevidsthed i skildringen af livet i slummen, men oven på det lægger instruktør Danny Boyle et glitrende lag af lækre billeder, smart klipning og Bollywood-stil (især i musikken).

Som de fleste sikkert har læst, er de lækre billeder lavet af Anthony Dod Mantle, der er bosat i København og bl.a. har fotograferet flere af Lars von Triers og Thomas Vinterbergs film. Hans Oscar var ikke ufortjent, og det er i det hele taget på teknikken, at "Slumdog Millionaire" for alvor imponerer. Den er virkelig velproduceret - på et plan, hvor det nogle gange skubber både historie og skuespil i baggrunden. Selv om charmerende Dev Patel gør det glimrende i hovedrollen, og der også er fine biroller til Bollywood-stjerner som Irrfan Khan og Anil Kapoor.

"Slumdog Millionaire" er en charmerende, glitrende film, der har et stort hjerte, men også næsten er for poleret for min smag. Som den anden store Oscar-favorit, "The Curious Case of Benjamin Button", ved den præcis, hvilke knapper der skal trykkes på, og gør det særdeles effektivt. Så effektivt, at man i første omgang glemmer, at historien er temmelig konstrueret, og at der gemmer sig overraskende lidt under den farvestrålende overflade.
Slumdog Millionaire