Fanget på perronen

Toget stryger forbi og efterlader sig en tåge, der langsomt sænker sig ned over den mørke togperron. Der står de to. I nattens smukke mørke. Anonymt forelskede i hinanden, på trods af, at de først lige har mødt hinanden. Kærlighed ved første blik og ikke hik. Men begge er de solidt plantet i familieliv og børn. Begge er de fanget og adskilt i deres hverdagsliv. Men begge kan de give et blik til hinanden, der kan få dem til at leve bare lidt endnu. Bare lidt endnu inden toget kommer. Inden afskedigelsen kommer. For når toget er gået og røgen har sænket sig, er det for sent. For sent til at glemme.

Man er først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket. Sådan siger man og sådan oplever vi også de to skygger på togstationen, Laura og Alec. Først når det går op for dem begge, det er for sent, strammer kærligheden først om hjertet og skaber erkendelsen af sorgen og meningsløsheden de begge efterlades med. De kunne have fået verden, men valgte i stedet at stige på hver sit tog. David Lean skyder for længst pilen ind i hjertet på én, mens togfløjten lyder og toget kører af sted, som tiden nu engang har planlagt.

”Brief Encounter” er et lille smukt hverdagsdrama, der fortæller historien om to mennesker, hver især med et fornuftigt liv, der møder hinanden på en togstation. Som ramt af lynet, vokser følelserne mellem dem med stor hast og begge indleder de et forhold, der bliver holdt for nar af det hemmelighedskræmmeri, de er nødsaget at forklæde det med. Hvis de da bare havde mødtes før de hver i sær havde giftet sig og fået børn. For nu er det forkert at forelske sig, når man allerede har viet sit liv til dem der venter derhjemme.

Med et umådelig smukt øje for fængende og romantiske, melankolsk belagte billedekompositioner, skaber David Lean rammen om et hverdagsdrama om to fortabte romantikere, der fortjente hinanden, men tiden kom dem i forkøbet. Med et overraskende højt forbrug af gennemførte og dermed vellykket effekter, der billedlig viser de lysende drømme, der for eksempel stråler ud af Celia Johnson i form af den ulykkeligt forelsket Laura. Hun er også filmens hjerte og omdrejningspunkt. En balanceret præstation hvor både den håbløse forelskelse og brutale erkendelse legemliggøres af Celia Johnson til næsten perfektion. Et hjerte af guld, der bliver fordampet af den røg toget, der sendte hendes elskede bort, efterladte på den ensomme perron.

David Lean skaber en hjertelig troværdighed om filmparret Celia Johnson og Trevor Howard. Man tror på dem begge, men man ved samtidig også i underbevidstheden, at deres drømme om den fuldendte lykke ikke kan realiseres. Det griber først og fremmest om hjertet, men man håber alligevel, de smider alt de har i hænderne og kaster sig i armene på hinanden. Verden er sørgmodigt en anden, og det ved filmlegenden David Lean også. Han skaber et meget lille hverdagsdrama, der handler om store ting, på så forunderlig en smuk uinsisterende vis. Han lader ikke toget komme til tide, men i stedet for sent. Og smukkere bliver det næsten ikke.