Åbne og lukkede hoveder

’Kniv’, siger neurokirurgen, og får én i hånden af assistenten ved sin side. Kniven skærer sig vej gennem skalpen, og toppen af det lokalbedøvede hoved løftes af. En spatel skraber efter for de klæbrige hudrester, der har nægtet sin afsked på det blotlagte kranie. ’Bor’, siger kirurgen. Og så må denne læser ellers selv fantasere sig til hvordan Nils Malmros gennem både dybt æstetiske og svulstige close-ups afdækker et maskinbor, der gør sin tiltrængte vej gennem et kranie.

Man vrider og drejer og krumbøjer sig rundt i sædet, når ’At kende sandheden’, efter en sælsom panorering over et dansk friluftslandskab, tager sin begyndelse. Og kan man overhoved andet? Musikken er tonet til et stadie, hvor kun lyden af den larmende boring og kirurgernes svar på tandlægernes mundvandssuger fylder øregangene, og billederne er så kliniske, at det næsten bliver kvalmende. Det føles næsten oplagt at beskylde filmens instruktør og kreative enmandshær, Nils Malmros, for at skide antydningens kunst et pænt stykke til fordel for den rene sensationslyst.

Gjorde man det, ville det dog øjne af at være et markant fejlskud. Gennem Malmros ellers sobre og fåmælte drama erfarer man nemlig, at nøglen til filmens hovedperson, Malmros’ egen far, Richard, der er overlæge og hjernekirug, allerhøjst kan findes i det omhyggelige arbejde, han begår på operationsbordet. Man synes rigtig kun at få afsløret en luns af sandheden om den excentriske Richard, når han fordyber sig i de - set udefra - obskure detaljer, der findes i neurokirurgiens kunst. For når dramaet ellers går sin gang i ’At kende sandheden’, når den intensive frygt for et fejlvurderet sakseklip eller en løbskløben hjerneboring ikke er til stede, så er det på den helt igennem spejlglatte måde, der kendetegner et afsnit ’Krønikken’.

Mange vil sikkert kunne få bløde knæ af den overhængende nostalgi-stemning, der præger Malmros’ portrætfilm, men faktisk er det den, der forhindrer ’At kende sandheden’ i for alvor at blive den opslugende filmoplevelse. Intimiteten og den forunderlige fascination ved at se den gådefulde Richard, der selv er en lukket bog, fordybe sig i det ene åbne kranie efter det andet er næsten så stærk, at den simpelthen efterlader filmens resterende dele som tandløse parenteser. Heldigvis er den også så stærk, at filmen aldrig bliver ligegyldig.