Dommedag tikker ustandseligt
4.0
Det er en selvmodsigende tid vi lever i. På den ene side forsætter menneskehedens dens ustoppelige teknologiske udvikling, og på den anden side forsætter den med at bide sig selv halen, ved at langsomt udtømme jorden fra naturbrændstoffer, der får udviklingen til at forsætte. Det er et stort paradoks vi lever i. Vi redder verden fra dommedag, men sætter uret i gang til næste menneskelig undergang sekundet efter. Vi har kniven for struben, men vi holder selv kniven. For hvem holder egentlig øje med os mennesker, eller som super(anti)helten Rorschack hvisker ”Who watches the Watchmen?”.
Og hele dette kollosale paradoks er så kogt ned til 165 minutter virvar af mesterligheder og kvalitetsmæssige afskyligheder. Symbolsk nok er oplevelsen af ”Watchmen” selv et paradoks. Den er sensuel og storslået romantisk, men også gnavende og sadistisk voldtagende. Den er dyb og velovervejet filosofisk, men indeholder også hule postulater, der bedst begår sig sammen med lommeuld. Den er fandens voldsom i sin brutale billedlige vold, der giver baghjul til mange af Saw’s mest modbydelig sekvenser, og samtidig er den elegant let på tå kung-fu. Den er sekvensvis et mesterværk, hvor filmen i sine bedste perioder (særligt hvor tonerne fra Dylan og Simon and Garfunkel pryder billedernes vitalitet)komponerer lyd, billede og dialog til højder, man hidtil ikke har turde drømme om. Og samtidig er den amatøragtig i selv de vigtigste sekvenser, hvor skuespillet forfalder til forloren proffessionalisme.
Oplevelsen er på ingen måde helstøbt, alligevel hænger filmens punktum ved længe. Man er blevet overdysset af imponerende filmmagi og tanker i tonsvis, at det næsten ikke er til at fortolke og smage på, men man er altså også blevet trist over, at filmen nogle gange spænder ben for egne (over)ambitioner. Titelsekvensen, der er akkompagneret med Dylans ”Times they are A-changing”, er så virtuost eksekveret, at alene de tre minutter, er værd nok til at ligge penge i billetlugen for. Desværre holder det massive billedskabende talent, Zack Snyder, ikke dette glimt af perfektion filmen igennem.
Det virker meget uoverskueligt, men alligevel formår Snyder med tungen lige i munden, at holde fast i de mange genrer konventionerne, så den totale forvirring udebliver. Her er især filmmatiseringen af den mørke start tydeliggjort og perfekt holdt i film noir-tonen, hvor også filmens stærkeste kort, antihelten, den martreret sjæl, detektiven Rorschack, udfolder sig på sin på en gang fascinerende og frastødende vis. Og netop Rorschack er filmens konstante tankeprovokatør, foruden The Comedian der med sin store spydige joke, iscenesætter filmens kollosalle pointer. Rorschack karakteriseres selvfølgelig entydigt, men alene bund essensen i hans figur, kan sagtens bære den lette tolkning. Han er New Yorks 1980er Batman. En mand der har mistet alt, set frygten direkte øjnene og sat den på sin egen maske (som Batman også gør), og startede sit eget, hvad han vil kalde, helliggjorte selvtægtkorstog mod ondskabens undertrykkende af den gode vilje. Der delvist er støttet af den moralske skoledrengsagtige Nite Owl.
På mange måder kan man drage paralleler til den film, ”Watchmen” havde sigtet at følge, sidste års mest indtjenende film, Nolans mørke Batmanepos. Da ”The Dark Knight” satte nye grænser i bølgen af denne nye superhelte-hybrid genrer, hvor superhelte menneskeliggøres, var ”Watchmen” sigtet at kunne følge fodspor, på trods af den har et endnu større littærert og hyldede potentiale end Gothams mørke vogter. Men dertil mangler ”Watchmen” overblik og fokus. Pointen er omtrent endnu mere gennemført i tegneseiren end ”The Dark Knight”, men eksekveringen af den i filemn, savner fortællermæssig kontinuitet der lever op til den kvalitet, tegneserien rummer. Men der er dog glimtvis af unik filmmagi, hvor Snyder også viser hvilket stort om end uerfaren billedtalent, han er. Uanset hvad sætter ”Watchmen” dit tankeværk i gang (på heftig overarbejde), og det i sig selv er vel også en sjælden gave at få som biografgænger.
Og hele dette kollosale paradoks er så kogt ned til 165 minutter virvar af mesterligheder og kvalitetsmæssige afskyligheder. Symbolsk nok er oplevelsen af ”Watchmen” selv et paradoks. Den er sensuel og storslået romantisk, men også gnavende og sadistisk voldtagende. Den er dyb og velovervejet filosofisk, men indeholder også hule postulater, der bedst begår sig sammen med lommeuld. Den er fandens voldsom i sin brutale billedlige vold, der giver baghjul til mange af Saw’s mest modbydelig sekvenser, og samtidig er den elegant let på tå kung-fu. Den er sekvensvis et mesterværk, hvor filmen i sine bedste perioder (særligt hvor tonerne fra Dylan og Simon and Garfunkel pryder billedernes vitalitet)komponerer lyd, billede og dialog til højder, man hidtil ikke har turde drømme om. Og samtidig er den amatøragtig i selv de vigtigste sekvenser, hvor skuespillet forfalder til forloren proffessionalisme.
Oplevelsen er på ingen måde helstøbt, alligevel hænger filmens punktum ved længe. Man er blevet overdysset af imponerende filmmagi og tanker i tonsvis, at det næsten ikke er til at fortolke og smage på, men man er altså også blevet trist over, at filmen nogle gange spænder ben for egne (over)ambitioner. Titelsekvensen, der er akkompagneret med Dylans ”Times they are A-changing”, er så virtuost eksekveret, at alene de tre minutter, er værd nok til at ligge penge i billetlugen for. Desværre holder det massive billedskabende talent, Zack Snyder, ikke dette glimt af perfektion filmen igennem.
Det virker meget uoverskueligt, men alligevel formår Snyder med tungen lige i munden, at holde fast i de mange genrer konventionerne, så den totale forvirring udebliver. Her er især filmmatiseringen af den mørke start tydeliggjort og perfekt holdt i film noir-tonen, hvor også filmens stærkeste kort, antihelten, den martreret sjæl, detektiven Rorschack, udfolder sig på sin på en gang fascinerende og frastødende vis. Og netop Rorschack er filmens konstante tankeprovokatør, foruden The Comedian der med sin store spydige joke, iscenesætter filmens kollosalle pointer. Rorschack karakteriseres selvfølgelig entydigt, men alene bund essensen i hans figur, kan sagtens bære den lette tolkning. Han er New Yorks 1980er Batman. En mand der har mistet alt, set frygten direkte øjnene og sat den på sin egen maske (som Batman også gør), og startede sit eget, hvad han vil kalde, helliggjorte selvtægtkorstog mod ondskabens undertrykkende af den gode vilje. Der delvist er støttet af den moralske skoledrengsagtige Nite Owl.
På mange måder kan man drage paralleler til den film, ”Watchmen” havde sigtet at følge, sidste års mest indtjenende film, Nolans mørke Batmanepos. Da ”The Dark Knight” satte nye grænser i bølgen af denne nye superhelte-hybrid genrer, hvor superhelte menneskeliggøres, var ”Watchmen” sigtet at kunne følge fodspor, på trods af den har et endnu større littærert og hyldede potentiale end Gothams mørke vogter. Men dertil mangler ”Watchmen” overblik og fokus. Pointen er omtrent endnu mere gennemført i tegneseiren end ”The Dark Knight”, men eksekveringen af den i filemn, savner fortællermæssig kontinuitet der lever op til den kvalitet, tegneserien rummer. Men der er dog glimtvis af unik filmmagi, hvor Snyder også viser hvilket stort om end uerfaren billedtalent, han er. Uanset hvad sætter ”Watchmen” dit tankeværk i gang (på heftig overarbejde), og det i sig selv er vel også en sjælden gave at få som biografgænger.
21/03-2009
