Håndholdt Bond

3.0
Metaltræt. Alle som har set Quantum of Solace må falde i én af disse kategorier:

1) De skuffede. Dem som øjeblikkeligt erkender at dette er en af nyere tids svageste Bond film. Formentlig den svageste siden den komplet komiske Golden Eye.

2) De benægtende. Dem som stædigt mener at det er en god Bond film, selvom de inderst inde godt ved at den ikke levede op til forventningerne efter Casino Royale. Man kan sikkert ikke få dem til at indrømme andet, for de VIL se en god film.

Men Quantum of Solace er et hak i tuden for anden del af den nye Bond-stil. Lidt over 90 minutter - meget u-Bond og ikke særligt storstilet. Men filmen har ca. 30 minutter reelt plot. Resten er action-stumper - nogle af dem komplet påhæftede uden sans for engagement. Quantum er hverken plot- eller karakterdreven. Den er overfladisk actiondreven og på ingen måder interessant i sin historie.

Den nye stil er sted midt i mellem - Quantum kan ikke finde sin stil. Et sted mellem Paul Greengrass Bourne-dokumentariske æstetik og typisk amerikansk actionramasjang. Bond har mere end nogensinde brug for at finde tilbage til sine rødder. Vi behøver ikke fem klip i sekundet. Det vi behøver er en ferm, stillistisk opsætning der viser helheden, fremfor at skjule svaghederne i sin stressende klipning.

(mindre spoiler)
Og når man så har følt en ærgelse hele vejen igennem, så er det et slag i makronerne når det hele afsluttes med den største anti-klimaks.

(Check min filmblog: http://sekundet.blogspot.com/)
Quantum of Solace